Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Den voldsomme brand havde gjort båden helt blød​, og der var opstået huller i skroget. Fotos: Niclas Poulsen og Flemming Høy

Dramatisk indsættelse ved brændende båd

Marinehjemmeværnet fra Aarhus lå tilfældigvis i nærheden med deres fartøj, da der i sidste uge var brug for assistance til en brændende sejlbåd i det sydlige Lillebælt.

13-07-2020

 

Af Ninna Falck

En besætning bestående af ni frivillige om bord på MHV 908 BRIGADEN fra Hjemmeværnsflotille 124 Aarhus var mandag i sidste uge på vej ud af Haderslev Fjord, da de over radioen kunne høre, at der var problemer med en brændende båd i det sydlige Lillebælt.

Farten blev straks sat op, og BRIGADEN hastede mod positionen. Undervejs – omkring klokken 10.35 - blev marinehjemmeværnsfartøjet kontaktet af Søværnskommandoens Joint Rescue Coordination Centre.

"De bad os om at sejle op og se på det. Alle om bord var reddet i land, men der var akut brug for et mandsskab til at slukke branden", forklarer Ole Bonde, der var fartøjsfører om bord på BRIGADEN i denne uge.

Tre kvarter senere var BRIGADEN fremme ved den brændende sejlbåd. De fem personer om bord og deres hund var blevet reddet i land af Dansk Søredningsselskab og undervejs tilset af en læge fra en af Flyvevåbnets redningshelikoptere.

Båden lå nu forladt og brændte syd for øen, Brandsø, som ligger lidt nord for indsejlingen til Haderslev Fjord.

Jeg har aldrig set noget lignende
"Der var meget ild i den båd og meget røg. Der var huller i skroget, som også var blevet helt blødt, og hele dækket var brændt væk. Jeg har aldrig set noget lignende", fortæller Ole Bonde.

Samtidig blæste det med 10 – 11 meter i sekundet, og der lå et sejl i vandet, som BRIGADEN helst ikke skulle have i skruen. D​et udfordrede slukningsopgaven en del.

BRIGADEN er et såkaldt 900-klassefartøj med ret effektive brandpumper om bord, så der blev brandslukket med stor intensitet.

"Det var faktisk svært. Vi skulle passe på med at komme for tæt på, og heller ikke ligge stille," forklarer Ole Bonde, som var nødt til at cirkle med BRIGADEN et par gange.

Branden endte dog med at blive slukket ret effektivt, da den 32 fods sejlbåd til sidst også begyndte at tage vand ind og simpelthen sank klokken ca. 11.55 på 13 meter vand.​

Det satte punktum for BRIGADENs opgave, og den frivillige besætning kunne pakke brandpumperne sammen igen og fortsætte mod Sønderborg på deres sommeruddannelsestogt.

Læs JP notits om redningen af de fem personer.

Herunder: BRIGADENs brandpumper​ i fuld gang


 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring