Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​​Fotoet er fra Landsøvelsen, der fandt sted i 2016. Foto: Christer Holte​

Hjemmeværnet fejrer 70-års jubilæum


Grundstenen til Hjemmeværnet blev lagt i modstandsbevægelsen, og 1. april 1949 blev Hjemmeværnet til en statslig institution. På søndag den 31. marts fejrer Hjemmeværnet de 70 år med en storstilet parade i Nymindegablejren med royal deltagelse.


29-03-2019
​​
Af Charlotte Baun Senholt 

 
Det bliver festligt, når Hjemmeværnsskolen på søndag danner rammen om 70-års jubilæet, der får deltagelse af H.M. Dronningen samt H.K.H. Kronprinsessen, som har været medlem af Hjemmeværnet siden 2008.​
 
I paraden indgår omkring 500 hjemmeværnssoldater fra hele landet. Der kommer også et større opbud af chefer fra de nordiske, de baltiske samt det amerikanske hjemmeværn. Desuden deltager repræsentanter fra​​ Forsvaret, Politiet, beredskabet og andre myndigheder. Og så er byens borgere inviteret med til at overvære paraden. 

 
Som en særlig gestus overrækker Dronningen 70-års tegn til en lille håndfuld særdeles trofaste frivillige soldater, der har været en del af Hjemmeværnet siden oprettelsen i 1949. En af dem er den 90-årige Kurt Dose, der var 20 år, da han gik ind i Hjemmeværnet i Køge, i kompagni 9222. Det var besættelsesårene i Danmark, som fik afgørende betydning for, at Kurt valgte at gå aktivt ind i det frivillige forsvar for at kunne gøre en forskel for fædrelandet.

 
"Ønsket om at passe på Danmark stikker dybt i mig," fortæller Kurt Dose, der har brugt mange, mange timer i Hjemmeværnet på træning og uddannelse. 
 
Hjemmeværnets historie handler netop om de titusindvis af dedikerede mænd og kvinder, der som Kurt Dose gennem alle årene har udvist forsvarsvilje og har trænet og forberedt sig, så de altid er – og har været - klar til i uniform at støtte Forsvaret og samfundet som en del af Danmarks frivillige militære beredskabsorganisation.

 

 

 
Et hjemmeværn i stadig udvikling 
Hjemmeværnet har gennemgået en stor udvikling gennem de 70 år - fra et udspring af modstandsbevægelsen til den frivillige, militære beredskabsorganisation, som mange danskere kender til og har stiftet bekendtskab med. 

 
I dag har Hjemmeværnet en styrke på knap 45.000 frivillige soldater, som hvert år bruger over 2 millioner timer af deres fritid på uddannelse og opgaver til lands, til vands og i luften til støtte for Forsvaret, Politiet og samfundet. 

 
”Selv om Hjemmeværnet runder 70 år, er vi langt fra pensionsmodne. Forsvarsforliget 2018 – 2023 understreger vores rolle som militær beredskabsorganisation og giver gode rammer for en fortsat udvikling af Hjemmeværnet. Historien har vist, at det i den grad giver mening at fastholde et effektivt militært beredskab,” siger Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly.

 
Danskernes opfattelse af Hjemmeværnet er generelt set også positiv. 
”Vi kan se af vores holdningsundersøgelse, som Danmarks Statistik står bag, at danskerne har stor tillid til Hjemmeværnet og mener, at Hjemmeværnets soldater løser samfundsrelevante opgaver. Vores frivillige soldater gør en kæmpe indsats hver dag,” understreger Søren Espersen, som er kommitteret for Hjemmeværnet.


 


 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring