Af Christine Dahl
I går blev monumentet "Sortladne Hav" af Per Arnoldi indviet i Mindelunden i Ryvangen. Mindesmærket anerkender de danske krigssejleres indsats under 2. Verdenskrig.
Ved besættelsen den 9. april 1940 blev store dele af handelsflåden afskåret fra Danmark. Ca. 6.000 af de danske søfolk traf kort derefter et aktivt valg om at gå i allieret tjeneste, og derved kom søfolkene til at deltage i den livsvigtige konvojsejlads mellem Storbritannien og USA. Mere end 1.000 af de danske søfolk i allieret tjeneste mistede livet under krigen.
Ved afsløringen af monumentet, der så dagens lys i går takket være et utrætteligt arbejde af Modstandskampens Mindefond, var der et æreskommando oprettet af Hjemmeværnets eksercitskompagni Rosenborg sammen med de tre værn fra Forsvaret.
Derudover deltog Marinehjemmeværnsflotille 363 Skovshoved endnu en gang med støtte til arrangementet blandt andet med vagttjeneste, nedlæggelse af kransene, og afslutningsvis pibede falereb.
Nedenunder ses HM Dronningen, siddende til højre for monumentet. Foto: Forsvaret