Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​I starten af juli var bruttotruppen til KFOR 49b samlet for første gang på Skive Kaserne, hvor programmet bød på blandt andet afsøgning, pistolomskoling og radiorepetition.​ Foto:​ Landsdelsregion Vest

Har meldt sig til endnu en udsendelse til Kosovo

Om få uger bliver det første hold hjemmeværnsoldater udsendt til Kosovo med kaldenavnet KFOR 49a. For en af de soldater, der har søgt om at komme på det efterfølgende hold 49b, vil det være et velkomment gensyn med Novo Selo.

12-07-2023

​​​

​​Sideløbende med at Hjemmeværnets første KFOR-hold i 10 år så småt er ved at være klar til afgang til Kosovo, er forberedelserne til det efterfølgende hold allerede skudt i gang.

​​De fleste kandidater til hold 49b har været til afprøvning hos Forsvarets Personalestyrelse i løbet af juni måned og forude venter den uddannelse, som aspiranterne skal igennem før den endelige udvælgelse.​

Har været med før
For en af kandidaterne er programmet særdeles velkendt.

”Jeg har været med før og tænker derfor, at jeg kan give en hjælpende hånd til dem, der er nye på opgaven,” forklarer Post som svar på spørgsmålet om, hvorfor han gerne vil afsted igen:

”Jeg vil gerne være med til at give alle en følelse af at have opnået det, som de gerne vil med Hjemmeværnet. At være udsendt giver en mulighed for at få brugt det, som vi har trænet herhjemme.”


​Post er både frivillig og fastansat i Forsvaret.​ Foto:​ Landsdelsregion Vest

Post er, udover at være frivillig i Hjemmeværnskompagni Cimbrer i Nordjylland, til dagligt ansat som befalingsmand i Trænregimentet, hvilket betyder at han har stor indsigt i de variationer, der er i forhold til at arbejde sammen med soldater i Hjemmeværnet vs. de fastansatte i Hæren.

”Jeg ser ikke nogen forskel på at være udsendt med Hjemmeværnet i forhold til at være udsendt med Hæren,” lyder det fra ham.

Skarpt fokus på læring
”Hjemmeværnets soldater skal ikke ses anderledes end hærsoldater. I begge tilfælde ser man på folkene som de individer, de er. Jeg har været i begge systemer i noget tid og ved, at man skal snakke en lille smule anderledes med hjemmeværnssoldater, men det er de samme regler, der gælder, når man er udsendt,” forklarer Post og uddyber, hvornår han dog ser en lille forskel mellem Forsvarets fastansatte og Hjemmeværnets frivillige:

”Når det kommer til uddannelse er hjemmeværnssoldater ofte mere intense i forhold til at ville mestre det faglige indhold. For hærfolk er det bare dagligdagen og noget, som vi kan gentage i morgen. I Hjemmeværnet er man mere optaget af, at det her skal vi lære nu, fordi det er vigtigt! Det giver mening for mig at være en del af Hjemmeværnet, når jeg ser, hvor meget læring de andre frivillige soldater suger til sig.”

Hold 49b skal udsendes til Kosovo i starten af november.​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring