Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Åbent Hus-arrangementet "Åben Hede" trækker hvert år tusindvis af gæster. Foto: Lars Sørensen  

Succesfuld rekruttering på Heden

To entusiastiske hjemmeværnssoldater har gjort det til deres mission at gå foran med det gode eksempel på, hvordan man hverver nye medlemmer til Hjemmeværnet.

11-10-2018

Af Majken Vestergaard og Charlotte Baun Senholt

 

På få år er det lykkedes makkerparret, informationsofficer Sebastian Korsbakke Jensen og kompagnichef Christian Engelbrecht, at skabe en succesfuld platform for rekruttering af nye hjemmeværnsmedlemmer på Hærens store udstillingsvindue, ”Åben Hede”, i Oksbøl.

Hvert år valfarter tusindvis af danskere og turister til arrangementet ved Kallesmærsk Hede ved Oksbøl for at opleve alt fra husarer på hesteryg og gardere med bjørneskindshuer til enorme panserkøretøjer og skarpskydning med artilleri. 

Hjemmeværnet har tidligere haft en stand på ”Åben Hede”, men det gik trægt med hvervningen. Så Kim Warnich, ledende informationsofficer i Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, gjorde noget ved sagen. Han scannede sit netværk for potentielle udstillingsledere.

Valget faldt på Sebastian Korsbakke Jensen fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland og Christian Engelbrecht, der er kompagnichef for Politikompagni Horsens. De kendte hinanden i forvejen fra kurser på Hjemmeværnsskolen, hvor Christian også er lærer.

"Jeg var vildt begejstret for deres arbejdsindsats og deres entusiasme for infoarbejdet i Hjemmeværnet. Ethvert distrikt burde have sådan et infoteam." siger Kim Warnich.

Fra nul til 37 nye frivillige

Makkerparret har i den grad bevist, at de er det rette team til opgaven. På to år har deres ihærdige indsats skaffet 37 nye medlemmer. I 2017, hvor de første gang bemandede en stand, lykkedes det at hverve 11 nye frivillige. I 2018 gik det endnu bedre – her fik de 26 nye medlemmer på krogen.

 

 

Sebastian Korsbakke Jensen er informationsofficer i Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland.

 

“Det kan måske virke lidt nørdet, at man ønsker at stå på en stand for at skaffe nye medlemmer til Hjemmeværnet. Men det handler om lysten til at skabe resultater,” siger Sebastian.  

De var ikke selv særligt imponerede af resultatet det første år, indtil det gik op for dem, at resultatet de foregående tre år havde været et rundt nul. Det gav dem blod på tanden til at udtænke det perfekte hvervningsprojekt til Åben Hede 2018.


Hverver til hele Hjemmeværnet

Christian og Sebastian har gjort meget ud af at håndplukke de rette personer til standen på Åben Hede 2018. Teamet kom til at bestå af to dygtige unge præsentable soldater, der fik rollerne som frontfigurer, mens projektlederne selv holdt sig i baggrunden det meste af tiden.

For at appellere til et bredt publikum byggede de deres stand sammen med to andre stande fra Marinehjemmeværnet og Hjemmeværnets Særlige Støtte- og Rekognosceringsenhed (SSR). 

“Det handler ikke om at rekruttere til eget kompagni eller eget værn. Vi rekrutterer til HELE Hjemmeværnet, ” siger de to projektledere nærmest i munden på hinanden.

 

 

Christian Engelbrecht er kompagnichef for Politikompagni Horsens.

 

De gjorde også et stort nummer ud af at vise folk ting fra Hjemmeværnet, så man kunne få en fornemmelse af Hjemmeværnets univers. Det endte med, at 26 interesserede bad om at blive kontaktet - altså mere end en fordobling af det flotte resultat fra 2017.

”Vi er ikke dygtigere end alle mulige andre. Vi bruger bare det, vi har lært på Hjemmeværnsskolen. Hvis andre gør det samme, vil de også få gode resultater, og så får vi flere frivillige soldater med i Hjemmeværnet. Det er jo det, vi alle sammen gerne vil,” siger Christian.

De to makkere har talt om at gå i dialog med Hjemmeværnsskolen om at producere en læringsvideo, der skal vise, hvordan den viden, man får på informationskurserne kan omsættes i praksis og rent faktisk virker.

“Der er stadig mange ting, vi kan justere på til 2019, så vi kan få endnu flere interesserede i bogen,” fastslår Christian.

Læs også hele artiklen om rekrutteringsindsatsen på side 30 i det seneste HJV magasin 2/2018 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224