Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Inspektion


Regelmæssigt tjekkes og kontrolleres eskadriller på deres formåen udi bevogtningsopgaver og anden aktivitet i forhold til de opgaver som Flyverhjemmeværnet og Flyvevåbnet stiller. I denne weekend skal eskadrille 275 ses efter i sømmene.

16-08-2019

Af rekrutteringsspecialist Kirsten Jul

Formålet med inspektion af en eskadrille er at klarlægge, hvordan eskadrillen kan løse de operative opgaver, der er stillet. Der skal i samarbejde med eskadrillens personel udarbejdes en statusvurdering og en evaluering i forhold til pålagte operative opgaver. Disse udmøntes i en handleplan, der fremadrettet kan bruges som ledelses- og styringsværktøj for eskadrillen. Der lægges vægt på at sådanne inspektioner udføres i dialog med den enkelte eskadrille, således også hos eskadrille 275.

Så langt så godt. For at vurdere eskadrillens formåen skal den ses i aktion og en storstilet bevogtningsøvelse er derfor sat i værk hen over weekenden 16-17-18 august. Har eskadrillen det nødvendige personel til rådighed i en given situation? Her må det præciseres, at al personel hos eskadrille 275 er frivilligt, hvorfor ca. en tredjedel fremmøde som tommelfingerregel er en succes. De frivillige har jo netop arbejde ved siden af gerningen som hjemmeværnsmand/kvinde og i en given situation vil der så være personel, som ikke kan gå fra arbejde, som er til begravelse eller bryllup eller såmænd sidder på fødeklinikken i glædelig forventning om familieforøgelse. Det er netop derfor vigtigt, at flere personel besidder samme kvalifikationer og har samme udstyr, så der hele tiden kan dækkes ind.

Er der adgang til det nødvendige materiel? Ressourcebestillinger foregår som hos andre offentlige institutioner via net og ofte via først-til-mølle princippet. Er busletterne ude ved andre øvelser på samme tid eller på værksted? Er bevogtningscontaineren ikke blevet bestilt, fordi en troede en anden gjorde det eller fordi IT-systemet ikke er opdateret? Hypotetiske spørgsmål, selvfølgelig, men nødvendige at overveje. Er der i givent fald en plan B?

Hvem ringer rundt, hvis mailen ikke besvares. Hvordan ser forsyningsplanen ud? Virker radioen? Kan 10 m/k stille på Flyvestation Karup inden for tre timer? Er der en hundefører eller skal der lånes hos naboen?

Mange er undersøgelsesområderne i forhold til en inspektion, men ofte glæder personellet sig netop til at vise deres formåen ved sådanne lejligheder. Det er jo derfor der trænes, uddannes og opstilles mål. I sidste ende kan eskadrillens kvalifikationer gøre forskellen ved fx en nødlanding.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring