Af Ninna Falck
Fotos: Per Nielsen.
Søværnets transportskib, SLEIPNER, gav den onsdag i rollen som uheldig grundstøder lige ud for Sønderborg. Grundstødningen medførte desværre et stort olieudslip – i dagens anledning i form af popcorn. Det betød selvfølgelig, at nu skulle beredskabets aktører i gang!
Træning på flere niveauer
Søværnet var vært for samarbejdsøvelsen. Den bød på udfordringer for både indsatsledelsen på tværs af sektorer, og for den praktiske indsats omkring inddæmningen af olieudslippet til søs og den mere kystnære beskyttelse for at forhindre, at olien gjorde skade på land.
Marinehjemmeværnet deltog i øvelsen til søs med en frivillig besætning fra Flotille 136 Sønderborg og deres fartøj, MHV 814 BUDSTIKKEN.
.jpg)
- Briefing på kajen inden øvelsen
Dagen startede med en briefing for alle i havnen om øvelsen og de opgaver, der skulle trænes.
Her fik de sejlende enheder også en lille opfriskende lektion af Søværnets Center for Taktik i at tage prøver af olie med olieprøvetagningsudstyr – Og så var det ellers afgang ud til grundstøderen.
Samarbejde til søs
- Marie Miljø var OSC (on scene coordinator/leder af indsatsen til søs red.), og de fik sat alle de sejlende enheder i gang med opgaver. I land skulle beredskabet beskytte lystbådehavnen og stranden under ledelse af indsatsledere og politi, forklarer flotillechef Per Nielsen, der selv sejlede med om bord på BUDSTIKKEN.
Søværnets patruljefartøj, FREJA, udlagde flydespærringer, og BUDSTIKKEN pakkede SLEIPNER ind i flydespærringer, som de havde modtaget fra MARIE MILJØ.
.jpg)
- BUDSTIKKEN trækker flydespærring, som skal omkranse grundstøderen og holde styr på olieudslippet.
Bagefter deltog BUDSTIKKEN i en slæbeøvelse af en flydepram til opsamling af olie, og besætningen tog olie- og miljøprøver med olieprøvetagningssættet.
Dermed fik Marinehjemmeværnet i løbet af dagen effektivt trænet både samarbejde og flere aspekter af forureningsbekæmpelse til søs.
God læring - super øvelse
- De mange deltagere gik meget motiverede til opgaverne med et godt øje for at få god læring og styrke samarbejdet på tværs, siger Per Nielsen.
Efter en lang dag var der evaluering i land, hvor alle fik opfordringer til ting, de hver især kunne tage med hjem og træne på - ikke mindst kommunikationen mellem enhederne.
- Det var en super god øvelse, som vi i Flotille 136 Sønderborg gerne stiller op til igen i vores område, når beredskabet kalder, understreger Per Nielsen efter en rigtig god øvelsesdag.
.jpg)
- BUDSTIKKENs gummibåd i aktion. Alle fra Marinehjemmeværnet havde en god øvelse.
FAKTA:
Samarbejdsøvelsen løb af stabelen 7. september i Sønderborg og i Sønderborg Bugt fra klokken 08.00 til 16.00.
Deltagerne var:
Søværnskommandoen, Nationalt Maritimt OperationsCenter (NMOC) – Maritime Assistance Service (MAS), Miljøskibet GUNNAR SEIDENFADEN, Miljøskibet MARIE MILJØ, Patruljefartøjet FREJA, Transportfartøjet SLEIPNER, Marinehjemmeværnsfartøj MHV 814 BUDSTIKKEN, Syd- og Sønderjyllands Politi, Sønderborg Kommune , Sønderborg Brand og Redning, Beredskabsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen Haderslev.