Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Godt gået Kvindelige Marineres Musikkorps!

Musikerne i Kvindelige Marineres Musikkorps har haft et tæt pakket program ved markeringen af den Litauiske flådes jubilæum. Her vandt det lille danske maritime amatørorkester publikums hjerter.

31-07-2022

​​

Tekst: Helle Kolding • Fotos: Torben Glyum

Det blev en travl Fredag i Litauen for Musikhjemmeværnsflotille 300, nok bedre kendt som ’Kvindelige Marineres Musikkorps’. Mens fredag formiddag i Klaipeda, hvor musikerne er med til at fejre den litauiske flådes 30 års fødselsdag gik med øvelser, så bød eftermiddag og aften både på deltagelse i parademarch gennem byen, koncert på havnen og sluttede med en lille reception, hvor alle musikere fra de deltagende lande kunne mødes mere uformelt og udveksle erfaringer og få en musikalsk snak kollega imellem.

Ud over Danmark var der nemlig også orkestre med fra værtslandet, Letland, USA, Canada og Skotland.

​​

March og musik gennem byen

Dagen bød ikke kun på musik, men også udfordringer. En af de største var nok at tidsplanen i det samlede program skred en del, og at nye beslutninger ikke altid nåede frem til de enkelte landes deltagere. Derfor blev parademarchen gennem byen en del forsinket, og de danske musikere fik ikke den plads, man først havde bestemt. Alligevel blev hele marchen et festligt, flot og iørefaldende skue, hvor byens borgere og mange tilrejsende gæster og turister ivrigt fulgte med på fortovene langs ruten, som var det en Tour de France-vinder, der skulle passere forbi.

Flere end 500 deltagere fra militærorkestre til lokale myndigheder og civile foreninger med ikke mindst maritimt tilsnit deltog i optoget, og mange var klædt ud og holdt balloner, bannere og farvestrålende bånd eller udsmykkede vogne.


Overraskede publikum med særligt nummer

Da optoget nåede frem til den store havneplads, var det så tid for musikalsk underholdning, hvor MUK og de øvrige orkestre åbnede med et velklingende samspil, inden hver enkelt band skulle på den store scene og give deres bidrag til festlighederne.

MUK spillede mellem hvert indslag fra de øvrige orkestre, og selvom programmet her bød på ​nogle af de kendteste danske militære marcher, der måske ikke er så kendte ude omkring, var de flere tusinde tilhørere vildt begejstrede og gav store bifald. Især da de danske musikere sluttede af med en lille overraskelse, en frihedssang fra Klaipeda, var jubelen stor,​ og tilhørerne sang med af fuld kraft.

Er man til skridttælling og den slags kan tilføjes, at de gæve musikere i deres fine uniformssko fredag​​ gik i gennemsnit mellem 20.000 og 22.000 skridt. Godt gået, må man sige.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring