Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnsflotille 471 på SURVEX

Afgang klokken 20.00 med destination Køge. Det starter fint med ganske små bølger, men i løbet af aftenen er vi kommet ind på en kurs, hvor Hjortø ruller en del.

15-03-2016
Besætningen møder klokken 19.00, gør klar til afgang efter en kort befaling fra fartøjsfører.
Afgang klokken 20.00 med destination Køge. Det starter fint med ganske små bølger, men i løbet af aftenen er vi kommet ind på en kurs, hvor Hjortø ruller en del. Vi er delt i vagthold, så nogen sover, ligger i hvert fald på køjen, mens andre er på vagt.
Vi skaffer til morgen i Køge Havn, hvor Kaj Ove har kreeret den sædvanlige velsmagende morgen menu.
Derefter gennemgår vi udstyr ombord, så nu ved alle, hvilket førstehjælps udstyr vi har at gøre godt med.
Klokken 09.00 afgår vi fra Køge med kurs mod Saltholm, hvor fartøjsføreren har sat vort søsterskib, Askø, stævne for øvelse. Vi starter med at hilse pænt på Askø og går over til at øve bugsering. Vi kaster en line over til dem og får deres bugserline, hvorefter de trækker os et stykke tid. Samtidig får vi bekræftet nogle AIS mål.
Nu er det vores tur til at trække dem, vi skal have vores trosse over til dem. Det går ikke så godt i første forsøg, men anden gang lykkes det at få kastelinen lagt over til dem.
Vi har under denne øvelse bevæget os op til Dragør ud for Københavns lufthavn. Bølgehøjden er blevet noget mindre. Askø foreslår, at vi øver formationssejlads ad en nærmere defineret rute ind til Holmen, hvor vi planlægger at skaffe til aften.
Vi sejler i ”formation one” - først med Askø forrest, derefter Hjortø. Ruten går rundt om Flakfortet med en afstand på 0,1 sømil mellem skibene. Askø får tilladelse til, at begge fartøjer lægger sig for anker og derefter fortsætter med formationssejlads for at ende på Holmen, hvor vi kan træne med gummibådene.
Ankeret er nu hevet op, og vi er klar til at hente Askø, så vi kan sejle mere ”formation one”. Martin har lavet en rute til Holmen, så nu er det afsted.
Askø følger pænt efter os, og vi kommer frem uden problemer. Skipper aftaler med Askøs skipper, at han skal opgive nogle koordinater, som gasterne i gummibåden skal finde ved hjælp af kortplotteren.
Martin er gummibådsfører og Leni er gast. Børge er kranfører og svinger gummibåden på siden af Hjortø, hvorefter vi går ombord og bliver firet ned på vandet. Vi plotter koordinaterne ind og kommer afsted. De første punkter kan vi ikke komme hen til, da der er nogle meget lave broer i området. Vi forsøger med alternative ruter derhen, men må opgive. Alt meldes tilbage til Hjortø enten på VHF eller SINE. Alle de punkter, vi kan komme frem til, bliver fundet.
Vel hjemme på Hjortø igen er det tid til hvil. Første nattevagt tager Hans Jakob, og jeg afløser ham klokken 03.00 efter en vagt, hvor der ikke er sket noget som helst.
Klokken 07.20 lægger vi til i Hasle, hvor vi spiser morgenmad. Senere sejler vi nord på til Hammeren og derefter sydpå mod Rønne, hvor vi er fremme ved 13 tiden. Vi gør rent på Hjortø, så der er klar til næste sejlads, og klokken 14 er der aftrædning. Alle er enige om, at det har været en god og lærerig sejlads, men at det også skal blive godt at komme hjem til en seng, der står stille, mens vi sover en hel nat.
Fakta:
SURVEX er Marinehjemmeværnets faste del af det nationale beredskab til søs. Det er en overvågningsøvelse, hvor der hver weekend året rundt deltager to af Marinehjemmeværnets fartøjer. Flotille 471 Bornholm skal sejle to SURVEX i 2016, nemlig en pr. operative besætning.
Marinehjemmeværnet viser sin tilstedeværelse som repræsentant for forsvaret samt overvåger de danske farvande og kontrollerer skibes AIS identitet. AIS står for Automatic Identification System.
Fartøjsføreren planlægger sin sejlads forud for sejladsen og får planen godkendt af Værnsfælles Kommando Marinestaben, VFK MST. I praksis betyder det, at vi selv langt hen ad vejen kan planlægge besætningens uddannelse og træning i en SURVEX.
”Formation one” betyder at skibene sejler på samme kurs efter hinanden. Forreste skib leder formationen, de øvrige får oplyst næste kurs og skal dreje i samme punkt som forreste skib.
Ved formationssejlads trænes både navigatører og kommunikationsgaster.
Når man skaffer, så spiser man.
Når man gør bakstørn, vasker man op.
 
Af:
Leni S. Larsen, NK i HVF 471
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring