Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

SKYPER-2, 2023 i Borris Skydeterræn

Som alle jo ved, så flyttede fokus på SKYPER i Borris om lørdagen fra skydningen og til det ulykkelige dødsfald. Vi besluttede at vi ikke ville forsætte dækningen som vi ellers havde planlagt

09-10-2023

Som alle jo ved, så flyttede fokus på SKYPER i Borris om lørdagen fra skydningen og til det ulykkelige dødsfald. Vi besluttede at vi ikke ville forsætte dækningen som vi ellers havde planlagt, dette af respekt for Kurt og de af hans folk der deltog i skydelejren.

Men efter begravelsen som havde flot deltagelse af mange soldater fra både Hjemmeværnskompagni Favrskov, fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland og soldater fra de andre enheder i Hjemmeværnet som Kurt havde arbejdet sammen med, så er det nu tid til at vende tilbage til det der skete på skydebanerne i terrænet.

Formålet med denne skydelejr var at vores soldater skulle have mulighed for at dygtiggøre sig, både som enkeltmand, men også som grupper og delinger. Og den opskrift havde over 150 tilmeldte østjyske soldater taget til sig. Og lejren i Borris summede af liv, glæde og store smil.

Der var uanset hvor man kom frem i terrænet glæde og smil, soldaterne var kommet med indstillingen af det skulle blive en succes, det skulle være lærerigt og det skulle være sjovt.

Programmet for weekendens skydeperiode var sammensat af SF-bane, SF-bane med nærkampsskydninger, og fire forskellige baner med kampstillinger, der var baner for både grupper og delinger. MOTOV havde derudover deres eget program med Ild og bevægelse og Opsiddet​​​​​ kamp.

Der blev med hjælp af dygtige instruktører flyttet stade hos både soldater og enheder, det var tydeligt at soldaterne lyttede til de gode råd og rettede til ved næste skydning. Man flytter sig som skytte når man lytter til de der står og iagttager og efterfølgende kommer med gode råd.

Jeg bemærkede da også ved en nærkampsskydning, hvor en gruppe netop var blevet presset hårdt igennem skydningen af instruktørerne, her udbrød en soldat, "HVOR ER DET FEDT" mens sveden piblede frem og han storsmilende. Hans store smil blev gengældt af hans kollegaer i gruppen. Det havde været hårdt, men de havde oplevet en succes sammen, fald-målene blev nedkæmpet med præcis og voldsom ildkraft.

Man skal altid tage noget med sig fra skydelejre og i mit tilfælde, så var det at 150 soldater fravalgte den nemme løsning, at blive hjemme på sofaen, men i stedet valgte i frivillighedens tegn at deltage i SKYPER, det gjorde de, fordi de ønskede at blive bedre skytter og soldater. Og med sig havde de både professionalisme, ivrighed og glæde.

Vi ses til næste SKYPER

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring