Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Gummibådene fra Maritime Force Protection har siden onsdag patruljeret i havnebassinet døgnet rundt. ​Alle fotos: Ninna Falck​​​

Amerikansk materiel skal også beskyttes fra søsiden

Da fragtskibet ARC Patriot i sidste uge anløb havnen i Aarhus med sin last af containere og militære køretøjer, som skal videre til Østeuropa, var det frivillige fra Marinehjemmeværnet, der stod for sikkerheden fra søsiden.

21-08-2023

​​​​​​​​​​
Af Ninna Falck ​​ 

En lille skurvogn med et skrivebord og to stole. Det har fra onsdag morgen til lørdag nat dannet rammen for den kommandostation, hvor flotillechef Rikke Hyldgaard har koordineret de frivillige, der har deltaget i den maritime bevogtning og patruljering fra søsiden samt eskorten af det amerikanske fragtskib.


”Alle har knoklet på, de har været fleksible, og de har bakket hinanden op med en positiv indstilling. Det er fedt, at alle støtter op”, siger Rikke. 

Hun er til daglig frivillig chef for Hjemmeværnsflotille 116 Maritime Force Protection i Frederikshavn, og har set frem til ansvaret og til at bruge hele spekteret af sine ledelses- og føringsuddannelser.

Er på døgnet rundt
Opgaverne for de frivillige fra Marinehjemmeværnet er blevet løst i døgndrift. 

*Dels fra landssiden og i havnebassinerne, hvor gummibådene fra Maritime Force Protection (MFP) har patruljeret i bassinet og deltaget i eskorten, og hvor de frivillige soldater har overvåget bassinet fra en høj kontorcontainer på kajen. 

*Dels fra søsiden i og uden for havnen, hvor det grå marinehjemmeværnsfartøj Brigaden​​ har udført farvandsovervågning og har deltaget i eskorten af ARC Patriot​.

Rikke Hyldgaard har samlet frivillige fra blandt andet Marinehjemmeværnet i Aarhus, Marinehjemmeværnet i Horsens og fra de særlige MFP-flotiller i hele landet. 

Godt samarbejde med havn og politi
Hun har desuden haft en masse koordination og et godt samarbejde med Hærhjemmeværnet, som har haft lead på de militære opgaver i havnen​, og med Aarhus Havn og Østjyllands Politi.
 
”Det har været et super samarbejde”, siger Rikke Hyldgaard, som skal være på igen til samme opgave i Aarhus snart igen.



Danmark er et knudepunkt, når oversøiske NATO-lande skal sende materiel og soldater til Østersøregionen. Derfor står Forsvaret, Hjemmeværnet og en række civile aktører klar til at støtte, så det kan ske så smidigt som muligt.​





Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring