Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Peter Pedersen fra Flyverhjemmeværnet får Forsvarets frivilligpris

Kaptajn Peter Pedersen fra Flyverhjemmeværnet fik fredag 5. april overrakt Forsvarets frivilligpris af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

05-04-2019


Af Frank Rasmussen


Fredag 5. april blev Forsvarets frivilligpris overrakt til frivillige fra beredskabet og Hjemmeværnet som tak for en ekstraordinær indsats. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen overrakte prisen til kaptajn i Flyverhjemmeværnet Peter Pedersen samt en hel hær af brandmænd, som var med til at bekæmpe de historiske sko​​​​vbrande, som ramte Sverige sidste sommer. 


Peter Pedersen fik frivilligprisen for at nytænke Flyverhjemmeværnets operative koncept til støtte for flyvevåbnets Air Transport Wing i Aalborg. Henvendt til Peter Pedersen begrundede forsvarsministeren prisen med, at hans indsats står som et forbilledligt eksempel på det samarbejde, der bør være mellem Forsvaret og Hjemmeværnet i bestræbelserne på at yde vigtig samfundsstøtte.


”Peter, du har været frivillig i Flyverhjemmeværnet i 18 år, hvor du er leder af frivillig stabsforbindelsesofficerselement og fungerer som forbindelsesofficer til Air Transport Wing i Aalborg. Du har herigennem været forgangsmand og krumtap i arbejdet med at nytænke Flyverhjemmeværnets operative koncept til støtte for Air Transport Wing. Dit arbejde med at udarbejde rammeplaner for sikring og beskyttelse af Air Transport Wing ved forhøjet beredskab har skabt en præcedens både i de øvrige dele af Flyverhjemmeværnet og i flyvevåbnet.”


Anede intet om prisen

Peter Pedersen, som også er civilt ansat på Flyvestation Aalborg, havde slet ikke overvejet, at han havde mulighed for at få frivilligprisen. 


”Det var en stor overraskelse, men jeg er stolt af det, det er helt sikkert. Jeg er glad, og jeg havde ikke forventet det, så det er en rigtig god dag. Jeg fik besked for tre uger siden, og jeg var faktisk ikke klar over, at der var noget, der hed frivilligprisen. Det var en lille overraskelse i sig selv. Jeg synes, at det er flot, at man gerne vil vise, hvor meget vi gør for Danmark. Det er jeg stolt af.”


I sin tale til Peter Pedersen gav Claus Hjort Frederiksen i øvrigt denne salve ros med til Hjemmeværnet og alle de frivillige, der udgør det.


”I Danmark har vi en lang tradition for frivillighed, som vi kan være meget stolte af. Det er denne tradition, der er fundamentet for Hjemmeværnet. De mange frivillige ildsjæle i Hjemmeværnet løser opgaver til støtte for Forsvaret og Politiet og ikke mindst selvfølgelig samfundet i al almindelighed. I tager ansvar for jeres medborgere, jeres nærområde og for Danmark. Den indsats er jo meget prisværdig og meget værdsat, og jeg vil gå så langt som til at sige, at jeres indsats er meget dansk.”


Læs mere om Peter Pedersen og hans dobbeltrolle i henholdsvis Hjemmeværnet og forsvaret her.​​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring