Af Hjemmeværnskommandoen
Øvelsen har udgangspunkt på Flyvestation Aalborg og Flådestation Korsør
og de godt og vel 1600 deltagende soldater vil blive støttet af
Hjemmeværnet, der leverer hjemmeværnssoldater som figuranter fra hele
landet og i hele tidsrummet øvelsen finder sted (22 september – 03
oktober).
Lige nu er det over 600 soldater, som Hjemmeværnet støtter med under
denne spændende og store øvelse. Disse skal agere figuranter og indspil i
løbet af de ca. to uger, som øvelsen varer.
En af de vigtige støtter som Hjemmeværnet leverer under øvelse Night
Hawk er SSR (Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni),
der er Hjemmeværnets specialstyrke og som er vant til at støtte de
danske specialstyrker.
Derudover er Hjemmeværnet også repræsenteret i både øvelsesledelsen og i
Presse- og Informationscentret, som er placeret på Flyvestation
Aalborg.
Selve øvelsen
Øvelsen, der har fundet sted hvert andet år siden 2000, får i år
deltagelse af mere end 1.300 soldater fra syv forskellige lande. Der
deltager styrker fra både hær, søværn og flyvevåben og øvelsen støttes
af mere end 35 forskellige fly og helikoptere.
Formålet med Night Hawk 2014 er at øve stabene i de fem Special
Operations Task Groups samt Flyvevåbnets Special Operations Air Task
Group i at analysere komplekse situationer, træffe beslutninger,
planlægge, udgive ordrer og gennemføre operationer.
Danmark deltager med to stabe og i alt mere end 200 soldater fra
Jægerkorpset og Frømandskorpset. Også Hjemmeværnet deltager med flere
enheder, herunder Hjemmeværnets Særlige Støtte- og
Rekognosceringskompagni.
”Tidligere har vi primært trænet specialoperationerne, men blandt andet
på grund af indsættelse af danske specialstyrker i internationale
operationer, har vi erkendt vigtigheden af også at øve analyse- og
planlægning. Det sætter vi i år særligt fokus på og derudover lægger vi
ekstra vægt på at øve enhederne i at samvirke med og udnytte de andre
militære kapaciteter, der er i specialstyrkernes operationsområde,”
fortæller generalmajor Michael A. Lollesgaard, der er Chef for Danske
Division og leder af Øvelse Night Hawk 2014. Specialenhederne vil også træne udførelsen af operationer, og skal
blandt andet løse opgaver som befrielse af gidsler, tilfangetagelse af
fjendtlige militsledere og andre kriminelle, samt en række andre
specialoperations opgaver.
Stor udenlandsk deltagelse
Øvelsens nye fokus skal ses i lyset af beslutningen om at
styrke specialoperationskapaciteten i dansk forsvar ved etablering af en
særlig specialoperationskommando. Den nyudnævnte chef for kommandoen,
Jørgen Høll, der 1.oktober tiltræder sin nye stilling, siger:
”Det er en fantastisk spændende øvelse, som jeg glæder mig meget til at
følge. Den store deltagelse fra udlandet vidner om det professionelle
arbejde, som Jægerkorpset igennem mange år har gjort med opbygning og
udvikling af denne øvelse. Med Danske Divisions overtagelse af rollen
som øvelsesleder, føjer vi en ny og spændende dimension til øvelsen. Det
bliver nogle meget udfordrende uger for de deltagende enheder”, siger
den kommende chef.
Øvelsen omfatter også en certificeringsøvelse af Flyvevåbnets Special
Operations Air Task Group. Målet er, at Flyvevåbnet efter øvelsen kan
melde til NATO, at Danmark kan lede en specialindsats på dette felt,
hvis behovet opstår.
Øvelse Night Hawk 2014 vil omfatte operationer til lands, til vands og i
luften over det meste af Danmark. Selvom en stor del af øvelsen
gennemføres i militære øvelsesområder, vil der også være brug for at
tage civilt terræn i brug. Det vil kunne medføre kortvarig støj og gener
for civile beboere i de områder, hvor øvelsen finder sted.
FAKTA OM ØVELSE NIGHT HAWK 2014:- 22. september - 3. oktober 2014
- Mere end 1.300 soldater fra syv forskellige nationer deltager i øvelsen, der støttes med både helikoptere, fly og skibe.
- Danmark deltager med to såkaldte Special Operations Task
Groups fra henholdsvis Jægerkorpset og Frømandskorpset med mere end 200
soldater.
- Derudover deltager enheder fra Hjemmeværnet, herunder Hjemmeværnets Særlige Støtte- og Rekognosceringskompagni.
- Enhederne indsættes i en bred vifte af opgaver – blandt
andet befrielse af gidsler, tilfangetagelse af fjendtlige millitsledere
og andre af modpartens kriminelle.