Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

HDEJY Distriktsøvelse 2020 gennemført

'Tak for at du stillede op' - sådan lyder distriktschefens ord til alle soldater på HDEJYs distriktsøvelse 2020. Se billeder og læs her om øvelsen.

29-09-2020

​​​

​BEMÆRK: det kræver p.t. login at se billedgallerierne. 

Find billeder fra øvelsen på Facebook eller Instagram - og husk vistillerop.dk


Af C. Pojezny & K. Gunnestrup | Fot​o: K. Gunnestrup​

Kære Hjemmevæ​r​nssoldater,

271106 B SEP 2020 bragede kommandoen ”ENDEX-ENDEX-ENDEX” ud på alle net og satte dermed punktum for dette års Distriktsøvelse. Forud herfor var gået to intense døgn, hvor kompagnierne både har kunne byde ind på tre af distriktets tilrettelagte øvelser, men hvor kompagnicheferne også har haft mulighed for at gennemføre egne aktiviteter i rammen af distriktets.

Der deltog ca. 400 soldater i hele eller dele af øvelsen, og øvelsens tredeling sikrede, at der var relevante og udviklende aktiviteter til alle enheder og frivillige. Overalt blev jeg mødt med store smil og et højt engagement – og en del med våde støvler! :)

Tilbagemeldingerne til øvelsesledelsen strømmer ind, og de vil blive medtaget i det videre arbejde med udvikling af øvelsen, sådan næste års øvelse bliver endnu bedre, og i endnu højere grad møder jeres forventninger og behov.

I skal have et stort tak for at efterleve de retningslinjer og bestemmelser, som muliggjorde, at vi var i stand til at gennemføre aktivteten trods Corona.

Der skal også lyde en tak til patruljen, der ikke kunne være med, da de lige nu støtter Hæren i øvelse ​BRAVE LION i Oksbøl ved Varde, hvor de bidrager til træning af de af hærens enheder, der næste år skal indgå NATO’s beredskab.

Og et rigtigt ​stort tillykke til de ca. 100 frivillige, som i weekenden opnåede at blive certificeret til Beredskabsstyrke 2021. Flere er undervejs, da der bliver gennemført mindre certificeringsøvelser de kommende uger. Endnu engang tak for ”at du stillede op”, og på snarlig gensyn ved en kommende hjemmeværnsaktivitet.

​Oberstløjtnant Christina Pojezny


27-09-2020 - 07:00

Den lange morgen

​Længe før solopgang vågner infanteristerne, der skal forsvare terrænet. De gør klar, da meldingen er, at de kan forvente modstanderen kort efter lysets frembrud. Men det bliver en lang morgen. Sekunderne, minutterne og timerne går, og forventningen bygger sig op til spænding, og spændingen begynder at bygge sig op til frustration. Det er vilkårene - man kender ikke modstanderens planer med ved blot, at deres opgave er at ødelægge din plan.

Ventetiden bliver brugt på forberedelse og ellers på, at bruge så lidt energi som muligt. Stillingen er bemandet med en sikkerhedsbesætning, der fra sin post kan melde ind om modstanderen, når og hvis han kommer.

Og pludselig sker det. De første skudsalver lyder, og straks åbnes der ild over hele linjen fra de skytter, der har indsigt. På begge sider ligger infanterister, hvis fornemmeste opgave i den situation er at ødelægge - hurtigt og effektivt. Al forberedelsen og al træningen skal i spil, og førerne på begge sider styrer deres folk imod de udpegede mål, ligesom i et spil sk​ak. Nu gælder det om at spille modstanderen mat.

Kampen afbrydes af øvelsesledelsen, der afgør at målet med øvelsen er nået, og det nu er tid til at gøre status. Det har været en weekend der i den grad har stået i soldatens tegn, med masser af træning og samarbejde, både på bevogtningsdelen - for de der er certificeret, for kommandodelingerne i underafdelingerne, og ikke mindst for infanterister og motoriseret overvågning, der har forsøgt at slide hinanden op i løbet af weekenden.

Nu har alle, helt fra øvelsesledelsen i distriktet og ud til enkeltmand, en lang to-do- liste over kompetencer og færdigheder, der skal erhverves og trænes for at nå ​n​æste niveau.


26​​-09-2020 - 18:00 ​​

Inden mørket sænker sig over Djursland tørner infanterienhederne sammen endnu engang

Efter en lang række af følinger, og en løbende tilbagetrækning, er styrkerne på den ene side nået til en stilling ved Tirstrup Grusgrav, hvor de håber at kunne afvise fjenden en sidste gang inden lyset forsvinder og natten sænker sig.

Pludselig er fjendens forreste enheder fremme​, så maskingeværerne åbner ild og får dem til at trække sig. Det udløser en fremrykning af infanterienheder, der kæmpende trænger sig ind på styrkerne i grusgraven. Efter en intens ildveksling iværksættes den planlagte tilbagetrækning, hvor begge enheder reorganiserer sig, gør status og trækker sig fra kampen og for at få hvilet. ​​​​​​

Men når dagslyset kommer begynder det igen.


​26-09-2020 - 16:00

Intense infanterikampe øst for Tirstrup

Mens bevogtningsstyrkerne effektivt og under rimelige rolige forhold har passet på deres​s objekter på den tidligere flyvestation, er sagen en anden for infanterienhederne og opklaringsenhederne, der kontinuert har haft travlt med at engagere hinanden i kamp om terrænet.

På den ene side trænger opklaring og infanteri frem, for at gøre indhug i terrænet, og på den anden side sidder infanteriet klar i stillinger, for at gøre indhug i de overlegne fremrykkende enheder.

Når kampen har været længe nok frigør enhederne fra deres stillinger under dække af røg, som skjuler tilbagetrækningen for angriberne. Og så tilbage til næste stillingsområde, hvor de gør klar til at møde hinanden igen.


26-09-2020 - 13.00

Bevogtningen er effektiv

Efter at have fået udp​eget deres bevogtnings​-objekter​ har enhederne etableret en bevogtningslinje, som angiver deres ansvarsområde. Kort sagt handler det om, at ingen personer og intet materiel, som ikke skal ind kommer ind.

Samtidig med løsning af den opgave, påhviler det soldaterne at optræde ordentligt og høfligt over for omgivelserne, uanset hvor irriterende eller pågående de måtte blive. Det kan være almindeligt nysgerrige, pressen eller en hundelufter, der plejer at bruge stierne igennem området.

Stemningen er lige så god som opgaveløsningen, og der er hurtigt etableret velfungerende kontrolposter og sikringer, og vagtturnussen er på plads. Ingen ved hvor længe en rigtig opgave vil vare, så det er vitalt,​ at der spares på kampkraften, når der kan. ​


26-09-2020 - 11:00

Næse for historien

I udkanten af øvelsen, i bygningerne på den gamle Flyvestation Tirstrup, ligger Hjemmeværnets historiske samling. Her holder en lille eliteenhed til, der har som opgave at indsamle genstande, der handler om Hjemmeværnet i Østjylland.

Uanset hvor vi har vores daglige gang, så går vi på dybe lag af kultur og viden om et hjemmeværn, der siden starten har været meget igennem - og stadig udvikler sig. Vores historikere har inviteret indenfor til et kig på udstillingen, og det kan være svært at komme ud, når man først er kommet ind. Man enten opdager eller genkender noget, der er fra ens egen fortid eller måske ens forældre eller bedsteforældre, eller også har ens nysgerrighed bare svært ved at slippe de mange genstande.

Har du, din gruppe, deling eller kompagni (eller noget helt femte) lyst til at se samlingen og høre en god historie, kan det aftales med John Andersen, der kontaktes via e-mail: hdejy-historiker2-1@hjv.dk​​


26-09-2020 - 08:00

De store smils morgen

Ved solopgang begynder de første soldater at møde op på Flyvestation Tirstrup. For nogle starter øvelsen først nu, og for andre, som Hærhjemmeværnskompagni Hvidsten, er fredagen og natten brugt på at træne opgaver i eget område.

Nu slutter de fleste​ sig til den forestående certificeringsøvelse, der skal afgøre om soldaterne er 'fit for fight' og lever op til den standart, der kræves, for at indgå i Beredskabsstyrken. Den første opgave er at hente ekstra udrustning og forplejning, og at blive designeret til én af de tre delinger, der skal løse øvelsens opgaver.​

Og her står de så. En blanding af soldater fra forskellige af distriktets kompagnier, der sammen, og fra det ene øjeblik til det andet, er afhængig af, at kunne arbejde sammen. De er også afhængige af, at hver og én bruger sin uddannelse, erfaring og træning​ til det fælles bedste, og bruger styrken i​ at kunne være fleksibel, når det kræves.

​Hvor broget end flokken ser ud er fællesnævneren, at der er et smil på alles læber, når man møder både nye og kendte ansigter. Alle er her med samme mål for øje, og nu starter testen for soldaterne. De første der rigtigt udfordres er gruppe- og delingsførerne, der med det samme føler presset i ansvaret med, at få flokken til at arbejde i samme retning.​


25-09-2020 - 21:30

I Favrskov melder "den fiktive deling" ind til kommandostationen​

Der bliver en pludselig en livlig trafik mellem rummene i bygningen, da der kommer en melding ind over ​radioen, og et svar skal sendes. Skal det kodes eller ikke og hvordan...? KSN Øvelsen, som netop skal træne kompagnierne i at holde forbindelse til indsatte enheder og sikre, at de løser de pålagte opgaver på den rigtige måde, kræver styr på procedurerne.

Som en af soldaterne siger: "det er fedt at lave fejl nu, så man kan rette dem".

Der løber en melding ind fra en indsat enhed om en person med mistænkelig adfærd. Det er kun et spil, og enheden eksisterer ikke i virkeligheden. Men var det en rigtig indsættelse vil det være kommandodelingens opgave, at sikre signalet går videre til de rette myndigheder, og anvise enheden deres handlemuligheder.

Øvelsen fortsætter sådan til lørdag eftermiddag, så der bliver masser af tid til at gøre sig sine erfaringer og finde ud af, hvad der skal trænes. Sammen hermed sender Hjemmeværnskompagni Favrskov en gruppe afsted til certificeringsøvelsen, så de har mulighed for at indgå i Hjemmeværnets Beredskabsstyrke i 2021.

Indtil da passer soldaterne deres poster i kommandostationen, og kompagnichefen sidder godt i sin stol og sikre, at opgaverne løses. 


25-09-2020 - 17:30

Hjemmeværnskompagni Odder gør kommandostation og bevogtning klar

Det er blevet fyraften for mange, og i HVK Odder begynder soldaterne så små at ankomme til kompagniets lokaler klar til øvelsen. Kompagnichefen, Kaptajn Henrik Boch Andersen (på billedet t.h.), tripper forventningsfuld rundt, for det er ikke hver dag, at kompagniet skal melde ind til en øvelse, hvor deres kommandodeling skal trænes i signal- og meldeprocedurer, og skal have alt den tekniske hardware til at virke.

Herudover skal andre af kompagniets soldater have skiftet mærket 'BEREDSKABS​STYRKE 2020' ud med et, hvor der står 2021. Det er nemlig også det weekendens øvelse handler om - at flere af distriktets enheder får certificeret soldater til at kunne indgå i beredskabsstyrken i 2021.

Certificeringen finder sted lørdag, men allerede nu fredag, er soldaterne irgang​ med at gøre klar og pudse færdighederne af. På kommandostationen forventer de tydeligvis en lang nat, da der er købt rigelige mængder af kaffe, og det kan da godt være at nattevagten har brug for lidt ekstra, for at holde øjne og ører ​åbne. ​  


  

Kære Hjemmeværnssoldater,

Vi har under hele pandemiperioden vist at ”Vi stiller op”, når det øvrige samfund har brug for vores støtte. Nu er tiden kommet, hvor vi skal have udbygget og rutineret vores egne militære færdigheder, sådan at vi fortsat kan være en relevant, troværdig og foretrukken samarbejdspartner til støtte for Forsvaret og samfundet. Og det skal vi kunne 24/7, uanset hvilken trussel vi står overfor, inklusive en militær en’ af slagsen.

Det er derfor en stor glæde at kunne byde alle frivillige soldater i Distrikt Østjylland velkommen til årets øvelse. Øvelsen er tilrettelagt i flere faser, men ud fra det grundlæggende princip om, at ”Det vi gør i dag - forbereder os på i morgen ”.

Derfor vil øvelsens opstart være fokuseret på at få etableret tjenesten på kommandostationerne og sikre kommunikationen. Sideløbende vil der blive foretaget en alarmering af vores soldater, hvor mange vil møde direkte ind til certificeringsøvelsen samt kontrol af enkeltmandsfærdigheder. For at skabe den nødvendige tid til at få samlet og reorganiseret vores bevogtningskompagnier, vil vores infanterienheder og motoriseret overvågningssektion sikre vores ansvarsområde og sinke en evt. landsat modstanders fremtrænge​n mod nøgleterræn i Tirstrup.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer og Landsdelsregionens forholdsregler skal naturligvis overholdes under hele øvelsen. Hjælp hinanden med at huske på afstand og hygiejne – også under ”kampens hede” - og husk at et lavere operationstempo ikke nødvendigvis giver et ringere udbytte.

Forud for denne weekend er der gået mange, mange timer med klargøring, rekognoscering og uddannelse ved underafdeling og stab. Fundamentet for en rigtig god øvelse, med uddannelse og mulighed for rutinering, samt spændende og udfordrende indspil, er således på plads. Så nu er det bare om at møde op og deltage i årets øvelse.

Vel mødt! ​

Oberstløjtnant Christina Pojezny

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring