En af vor soldater fra Hjemmeværnet i Østjylland var sammen med andre østjyske soldater i april-juni rejst til England for at uddanne ukrainske soldater, læs her hans tanker efter hjemkomsten til Østjylland.
D. 3. april 2023 drog jeg og godt 60 andre danske soldater mod England. Formålet med turen var, at bruge de næste 3 måneder på at uddanne ukrainere i grundlæggende militære færdigheder, og gøre dem i stand til at deltage i forsvaret af Ukraine. Forud for afgangen til England havde vi brugt en uge sammen på ISU, hvor vi, ud over død-ved-briefinger, forberedte os på mødet med ukrainerne, og prøvede kræfter med undervisning ved brug af tolk.
Da de fleste ukrainere kom uden nogen tidligere militær uddannelse, startede vi helt fra bunden. Udrustning skulle opsættes, våben skulle samles og adskilles, grundlæggende begreber skulle læres. Da vi kun havde 5 uger per hold vi trænede, blev dagene lange og altid udnyttet. Det skal på ingen måde undervurderes, hvor meget man kan lære en flok mennesker på 5 uger, hvis de har den rette indstilling til det, og det havde de. Aldrig i mit liv har jeg oplevet at undervise nogen så motiverede og med så megen vilje til at lære, og det kunne tydeligt mærkes på den hurtige stigning i deres faglige niveau. Enkeltmandsfærdigheder blev til makkerpar, makkerpar blev til hold, hold blev til grupper. Kommandoforplantning, bevægemåder og våbenhåndtering blev til rutine. Fra formationer over kamp i uoverskueligt terræn, til rensning af løbegange. Civile blev til soldater.
Selv var jeg af sted som gruppefører for en gruppe af 4 danske instruktører, som var tilknyttet en ukrainsk gruppe. Mine opgaver bestod af tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisning, sparring og koordinering med mine instruktører og de ukrainske førere, samt optimering og tilpasning af uddannelsen for delingen og kompagniet. Jeg har ikke ét dårligt ord, at sige om den flok jeg var af sted med. På alle niveauer og på alle tidspunkter var der ikke nogen tvivl om, hvorfor vi var der, og hvad konsekvensen ville være, hvis vi ikke gjorde vores arbejde ordentlig.
Professionalisme, tjenstvillighed og samarbejde. Det var ikke alle, der kunne byde ind med alt, men alle kunne byde ind med noget. Nogen var skarpere til SKYT, andre til TCCC og skydning. Som gruppefører var jeg også den ukrainske gruppes primære instruktør i SKYT, samt taktiske fører i langt det meste af, hvad vi lavede. Det giver lidt en udfordring, når man skal hængsle og kommandosproget pludselig er ukrainsk. Tolken løber 30 meter bagude, og kæmper for at følge med, både fysisk og med kommandoerne, så ligesom ukrainerne var det også nødvendigt at vi lærte hurtigt. De ukrainske kommandoer var ikke altid lige helt korrekt udtalt, men de fik sat den nødvendige hastighed på manøvrerne.
Selvom forholdet til ukrainerne, eller AFU'erne som de hed i daglige tale, blev holdt på det professionelle niveau, gjorde de stadig indtryk på os. Der blev fortalt historier fra Ukraine, om før og under krigen, om familie og venner, om ukrainske kultur og historie. Hvad der gjorde mest indtryk var, hvor taknemmelige de var for den undervisning, vi gav dem. At vi, ligesom dem selv, havde forladt vores hjemland, familie og venner for at give dem den bedst mulige træning. For at bruge vores tid sammen med dem. De vidste godt, hvad det var, de selv skulle tilbage til når deres uddannelse var færdig, og netop derfor var deres taknemmelighed så slående. Den var oprigtigt og dybtfølt. Vi havde givet dem det bedste vi kunne for at kæmpe og overleve i krigen. Selvom en afsked sjældent er nem, så var det med oprejst pande og selvsikkerhed, at de sagde farvel til os. Interflex Hold 4 vendte hjem til Danmark.
Udover mødet med ukrainerne, de lange dage, den britiske mad, og særlige mudder, der sætter sig fast i alt på en helt unik måde, er det særligt kollegaerne jeg vil huske turen for. På kammeratlig vis og med et glimt i øjet, blev jeg hurtig "den dumme hjemmeværnsmand", som dog indikerer det præcis modsatte af hvad det lyder. Langt størstedelen af personellet på holdet var fra hæren, og selvom jeg kom med lidt som underdog, med min daglige gang i hjemmeværnet, blev jeg mødt med samarbejdsvillighed, der hurtigt blev til et rigtig godt samarbejde. På trods af diverse frustrationer, så nød jeg fuldt ud min tid derovre, og kammeraterne har været en stor del af det. Samarbejdet ned dem førte til elendige jokes, faglig sparring, nytænkning og sammenligning. Det har givet mig mange gode ting at tage med hjem – både personligt og fagligt. Ting som jeg kan bruge i mit virke som FØ og IN fremover.
