Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

TV2 Østjylland i felten sammen med Hjemmeværnet

Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland har samarbejdet med TV2 Østjylland om anden sæson af den populære tv-serie “Fraggers i form”. Hele sæsonen kan ses online.

01-01-2022

Af KP Lærke Weensgaard, HDEJY S9

“Køretøjer lige for, 100 meter. Skyd, skyd!” 

Kampen er brudt ud i skoven, da en række GD’er er dukket op mellem grenene. De er under hård beskydning af flere grupper af hjemmeværnssoldater. Rundt om soldaterne kredser tre fotografer. De har linserne pegende mod en særlig gruppe, der faktisk slet ikke er soldater. De er derimod unge gamere, der indtil i dag var vant til at våben og kamp kun foregik på en computerskærm. 

Ildoverfaldet er på vej til at blive en scene i anden sæson af YouT​ube- og tv-serien “Fraggers i form”. Serien er produceret af TV2 Østjylland og handler om fem inkarnerede gamere, som skal lære at bevæge sig mere og derved forbedre deres evner i skydespillet Counter-Strike. I løbet af serien bliver de sammen med en træner derfor sendt igennem en lang række af forskellige fysiske aktiviteter. I sæson to indebærer det blandt andet 24 timer i felten sammen med Hjemmeværnet. 

“Den militære verden ligger tæt op af det, som drengene spiller foran computeren. Så vi syntes, det var super relevant at få drengene igennem noget i den virkelige verden, der minder om de, de kender fra computeren, og her var Hjemmeværnet en oplagt samarbejdspartner,” forklarer tilrettelægger Mads Illum Dalsgaard, som er af idémændene bag serien. 

 

Kyndig vejledning  
Optagelserne foregår i terrænet ved Tirstrup, hvor gamerne bliver iklædt uniform, får​ geværer i hænderne og derefter bliver kastet ud i både vandpassage, ildoverfald, førstehjælp og at have hunde i hælene. 

De er under kyndig vejledning af Mathias Jørgensen fra infanterihjemmeværnskompagni Østjylland, som under optagelserne fungerer som gamernes gruppefører. Selvom han har talrige erfaringer fra Hæren og Hjemmeværnet med sig, er føring af fem unge gamere på kamera hidtil ubetrådt terræn: 

“Det har været en anderledes, men rigtig sjov oplevelse. Jeg kan godt mærke, at jeg er ude af mit element, når jeg skal lave interview, eller vi skal optage en scene igen, men det har i bund og grund været rigtig skægt,” fortæller Mathias Jørgensen. 

 

Stor produktion
Da fjenden er bekæmpet, og kampens hede har lagt sig, sidder gamerne og Mathias Jørgensen i skovbunden med tre kameraer foran sig. Fotograferne og tilrettelæggerne gør klar til at optage en af de sidste scener. 

“Vi ruller! 3-2-1 afslutning!” bliver der råbt ud i skoven, og optagelserne er igen i gang. 

Døgnet i uniform lakker mod enden og er faldet i særdeles god jord hos gamerne: 
“Det har været super, super fedt og er gået over alle mine forventninger, “ fortæller 18-årige Christian Frengler og fortsætter:
“Mathias har også gjort det sindssygt godt. Han har både gjort det spændende og presset os - jeg tror faktisk ikke, at han kunne have gjort det bedre.” 

TV2 Østjylland har også lagt mange kræfter i, at timerne i felten bliver en succes. For “Fraggers i form” er nemlig en stor produktion for den lokale tv-station, forklarer Mads Illum Dalsgaard: 

“Når vi normalt laver større produktioner, vil der typisk være et par journalister og en fotograf med. Her er vi tre fotografer, tre tilrettelæggere og en runner. Oven i det har vi de fem gamerdrenge og alle de frivillige fra Hjemmeværnet. Så vi er omkring 30 personer. Det er det største, vi har lavet i sammenhænge med Fraggers i form.” 
 


De 24 timer i felten er blevet til to afsnit af serien. Ligesom første sæson bliver serien første lagt ud online på YouTube og senere sendt i tv. 

Sæson to er netop nået til vejs ende, og de to afsnit med Hjemmeværnet har lige nu tilsammen mere end 100.000 visninger på YouTube. 

Se afsnittene her: 

Fraggers i form afsnit 5 - 24 timer i militæret: 

Fraggers i form afsnit 6 - Alvorligt såret i kamp 







Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring