Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

60 års tegn

En overraskelse var det, da seniorgruppen ved Eskadrille 275 Djursland for nylig trådte sammen og fandt en 60-års tegnmodtager blandt medlemmerne.

14-09-2018

​Af rekrutteringsofficer Kirsten Jul HVE 275

Ellen Salling er ikke vant til at gøre meget væsen af sig. Hun har de sidste flere år passet sin mand i hjemmet og takkede derfor nej til en invitation til middag i Karup i anledning af 60-året. Så måtte det lokale Flyverhjemmeværn gøre sit bedste for at ære medlemmet med tegnuddeling, takketale og fotografering.

 

Ellen startede i 1958. Hun blev ansat ved Flyvestation Tirstrup som telefonoperatør under daværende Chef Reimer.  Fru Reimer var medlem af Kvindeligt Flyverkorps og det faldt derfor naturligt, at man som kvindelig ansat ved Flyvestationen også blev medlem af Kvindeligt Flyverkorps. Som sagt så gjort og Ellen gennemgik sin grundskole på Langelandsgades Kaserne i Århus. Her lærte hun førstehjælp, skydning, mmm. Især idrætsudøvelse og sport var sat i højsædet dengang og Ellen var god til begge dele. Flere skydemærker blev det til og i alt 11 guldmærker for idræt. Der var en idrætsbane i Tirstrup mellem de to hovedvagter husker hun, ca. der hvor HVE 275 bor i dag, i Møgelmosen.

Først brugte Kvindeligt Flyverkorps en barak ved den gamle lufthavn ved tårnet. Det var i begyndelsen af 60'erne. Ellen var med i overgangen fra Kvindeligt Flyverkorps til et samlet Hjemmeværn opdelt i Hær- Marine- og Flyverhjemmeværn. Først hed hendes enhed Eskadrille 265, siden Eskadrille 275.

Det var hyggeligt samvær og hyggelige øvelser, fortæller Ellen. Ellen hører til den gamle garde, der ikke gerne taler om arbejdet i Forsvaret. Hun lavede lidt af hvert, hhv. bunkerarbejde, forsyning, oplærte de unge signalfolk i telefonapparaturet, deltog i briefinger om flyveplaner osv. Hun blev spurgt ud, fx da hun blev gift, om hvad hun foretog sig og hvordan man opførte sig i Kvindeligt Flyverkorps, men hun måtte jo ikke sige ret meget. Fordi det var man oplært i ikke at gøre. Ellen husker den kolde krig. Der var lande man ikke måtte besøge som medlem. Og der var lande, man skulle ansøge om at besøge. Sådan var det. De gode oplevelser har hun dog haft mange af i alle årene. Som dengang hele korpset drog fra Flyvestation Tirstrup til København for at stå i parade på Kastellet. Det var for Dronning Margrethe. Parade og alt det øvrige arbejde foregik i den pæne flyverblå uniform. Ellen har den stadig, komplet med tegn og mærker.

Ellen blev gift i 1964 og fik en datter i 1971. Dengang var der ikke noget med halv tid – kun tre måneders barsel, så hun stoppede på Flyvestation Tirstrup, men fortsatte efterfølgende som vikar, lige indtil den lukkede i 1997.

Arbejdet som telefonoperatør? Ja, apparaturet er såmænd på museum i dag. Men Ellen fortsatte i Flyverhjemmeværnet og er i dag medlem af seniorgruppen ved Eskadrille 275. På bordet ligger beviserne på lang og tro tjeneste: 25-års tegn, 40-års tegn, 50-års tegn, og nu 60-års tegnet. Sidst, men ikke mindst: en fortjenstmedalje samt en kammeratskabspokal er det da også blevet til i årenes løb.

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring