Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Sprang i vandet og trak lystsejler af grunden

​Selv gummibåden kunne ikke komme helt hen til havaristen. Gaster fra Marinehjemmeværnet i Thisted/Hanstholm måtte lørdag nat gå det sidste stykke i vandet ud til nødstedt motorbåd på sandbanke.

09-02-2020
​​​
Tekst Ninna Falck . arktivfoto af MHV 816 PATRIOTEN: Michael Bo Rasmussen

En besætning på 11 frivillige ​gaster fra Marinehjemmeværnet i Thisted/Hanstholm var i weekenden på farvandsovervågning for Søværnet om bord på deres fartøj JUPITER. 

​JUPITER fik tekniske problemer og kunne ikke sejle videre, så lørdag aften lå JUPITER i tunnelbassinnet i Aalborg Havn, fordi besætningen nu skulle låne fartøjet PATRIOTEN af deres kollegaer fra Marinehjemmeværnet i Aalborg og herefter fortsætte farvandsovervågningen.

Da klokken var omkring 19.00 ringede JRCC (Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre) til JUPITER​: En lystsejler i en motorbåd var gået på grund i Limfjorden ud for byen Attrup, som ligger mellem Nibe og Aggersund.

- Vi kastede straks alt, hvad vi skulle bruge, om bord på PATRIOTEN og afgik fra Aalborg. Der var 20 sømil ud til havaristen, så vi havde ca. to timers sejlads foran os, fortæller fartøjsfører Lars Bjerregaard.

Det skulle dog komme til at tage noget længere tid at komme ud til den nødstedte lystsejler. PATRIOTEN var jo nødt til at passere Limfjordsbroen og Jernbanebroen for at komme ud fra Aalborg, og det kom til at tage meget længere tid end beregnet.

Da broerne endelig havde lukket det grå fartøj igennem, gik det hurtigt vestpå ad Limfjorden med gummibåden i front, og klokken 23.45 var gummibåden ude ved lystsejleren.

De stod kun i vand til anklerne
Den 28 fod lange motorbåd, som havde mistet styreevnen, var drevet langt ind på en sandbanke. Gummibåden kunne ikke sejle derind, så de tre gaster i gummibåden sprang​ i vandet i deres gummibådsdragter​ og trak gummibåden med ind til havaristen i mørket. 

- De stod kun i vand til anklerne ude ved havaristen, forklarer Lars Bjerregaard.

Efter at have bakset med motorbåden i times tid, lykkedes det de tre mand at få motorbåden fri og få den på slæb efter gummibåden. Ude i sejlrenden mødtes de med PATRIOTEN, som klokken 01.30 fik motorbåden på siden og hejste​ gummibåden op om bord​.

- Lystsejleren havde haft læ om bord, og han havde det efter omstændighederne forbavsende godt, siger Lars Bjerregaard,

- men vores gaster, de var kolde efter den lange tid i vandet, så det gjaldt bare om at få dem om bord og ned i messen og få noget varmt om sig og noget varmt at drikke!

Den nærmeste havn i Atterup var ikke tilgængelig, så beslutningen blev at tage motorbåden med tilbage til Aalborg. Her blev motorbåden sat af i Skudehavnen ca. klokken 04.30, hvor pårørende ventede på lystsejleren.

Den største ros til gummibådsbesætningen
PATRIOTEN skyndte sig videre, men​ var først igennem begge broer klokken 06.15 og tilbage ved JUPITER i Aalborg Havn klokken 06.30 efter en rigtig lang nat i Limfjorden.

- Den største ros skal altså gives til de tre mand i gummibåden. De har gjort et fantastisk stykke arbejde i nat, lyder det fra deres imponerede fartøjsfører, Lars Bjerregaard.

Og han er - her en dag senere - trods alt lettet over, at den unge mand i motorbåden gik på grund lørdag aften, som var forholdsvis stille, og ikke søndag aften, hvor kuling og storm hærger over Limfjordens vande.




Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224