Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Man bliver ikke våd af at sige vand


Så sidder vi 201 års hjemmeværnserfaring og 16 års erfaring fra tjeneste i Forsvaret samlet for at tage beslutninger. 8 mand omkring et bord i et lidt rodet lokale, der mangler at blive taget hånd om.


28-02-2019


Af K. Gunnestrup (REKSPEC STHVKEJY)

Man blive ikke våd af at sige vand. På samme måde har beslutninger ikke værdi, hvis ikke intentionen med dem føres ud i livet. Vil man skabe mening med en beslutning, så kom igang med at handle på den.

Med den ovenfor nævnte erfaring bør det da ikke være noget problem at få splittet en opgave ad og få den trukket ned på et forståeligt niveau, hvor der kan handles på den. På fuldstændig samme måde som et mål består af nogle mindre delmål eller trin, der hver for sig, og hvis opnået, fører til opnåelse af det overordnede mål.

Det er bare lige som om det ikke rigtigt sker. Vi kigger på hinanden. Alle med hver vores opgave, som vi fint forstår og kan løse, men det er bare som om at vi, som kollektiv enhed, mangler et gevaldigt los i røven for at komme i gang. Vi får det ikke lige sat sammen så det spiller, og vi får ikke gjort det der skal til. Det er lidt som om, at vi forventer, at det der skal til er der nogen andre der skal gøre. Det der med aktiviteterne der motivere, det der med uddannelsesaftnerne der skaber korpsånd, og det der med at ringe til dem der ikke lige er kontakt til på ugentligt basis og sige, at "nu er det nu".  

Men det er på ingen måde unikt for situationen i Stabshjemmeværnskompagni Østjylland. Posen har været rystet gevaldigt , og rystes nærmest dagligt, og det at få brikkerne til at lande rigtigt kræve dedikation, vedholdenhed og rigtig meget tid og koordination.

Nu starter vi i midten, eller i bunden om man vil.

Så er vi tilbage til de mange års erfaring. Den kollektive erfaring er vist ligegyldig, hvis ikke den arbejder sammen. Men for at arbejde sammen skal man vide, hvad man skal arbejde sammen om. Og kan man ikke se det "store mål", så må man vælge sig et mindre. Lidt ligesom det der ordspil hvor man spørger, hvordan man spiser en elefant... jo... det gør man en bid af gangen. Så vælger man bare selv, hvor man begynder. Nu har vi tygget lidt "på elefanten" i et års tid, snakket og taget beslutninger, men har ikke rigtigt fået gjort noget. Vi er ikke blevet mere våde af at sige vand...

Det duer jo ikke, når vi skal have lavet et stabskompagni der "virker" og er virksomt, så nu begynder vi i midten, og så arbejder vi os udad derfra. Eller fra bunden og op. Hvor er midten så? Det er i vores kompagnilokaler på Holmstrupgårdvej. Nu skal de der hjørner ryddes op, der skal noget på væggene, lokalerne skal erobres og vi skal kunne se, at det her er lokaler, der tilhører vores kompagni. Det er i de her lokaler vi starter, og det er her vores opgaveløsning udgår fra.

Det er en konkret og praktisk opgave. Vi kan selv bestemme målet, vi kan se, når målet er nået, og vi kan observere de forandringer der sker. Det må vi da kunne finde ud af. Og når den opgave er løst venter flere og endnu mere spændende opgaver.

Vi skal have skabt vores rammer... og "VI" er også dig!

Det handler også om mere end den lille gruppe på 8 mand med samlet set 217 års militær erfaring. For der skal faktisk mere til. Vi skal bruge de hænder og hoveder der har været - og i fremtiden skal være en del af Stabshjemmeværnskompagni Østjylland. Ligegyldig hvor perifer en relation du har til stabskompagniet, så er det her dine lokaler - det er dit midtpunkt. Det er her din opgaveløsning udgår fra, og det er her vores fælles opgaveløsning udgår fra.

Der kommer snart en invitation fra KC til en arbejdsdag - en erobring af vores kompagnilokaler, hvor der er brug for, at også du er med, og puster lidt liv i "den gamle dame" vores stabskompagni efterhånden er, så hun igen bliver klar til en svingom på dansegulvet. Hold øje med din mail og din SMS (der inviteres via HJV.dk).

Vi glæder os allerede til at kunne vise "før og efter" billederne.  

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring