Fredag eftermiddag d. 10 August, var der endnu engang kø på E20´eren tværs over
Fyn. I køen holdte to hjemmeværnssoldater fra Ærø, som var på vej til Åbenrå
for at deltage i en weekendsejlads.
Kenny og Ole sad, som så mange andre den dag, fast i trafikken og nød det
danske vejr fra en brandvarm bil. Lige som trafikken blødte op og det virkede
som om at de kunne komme afsted til Åbenrå, spottede de 4 biler i modsatte
vognbane (Østlig retning af E20) der var kørt sammen.
Som hjemmeværnssoldat er det en del af vores grunduddannelse at kunne førstehjælp.
Vi træner i at springe til, når andre viger tilbage. Og da der hverken var politi
eller ambulance ved ulykken eller i nærheden, gjorde de to hjemmeværnssoldater
også det der faldt dem mest naturligt, de sprang til og hjalp.
Med deres kendskab til førstehjælp og trafikregulering, fik de ikke kun hjulpet de der var kommet til skade, de fik også hjulpet
trafikken igang igen.
Efter noget tid kom politiet og ambulancer til stedet. Med fortsat hjælp fra
vores to soldater, blev der styr på stedet og stedet blev ryddet, så der igen kunne glide trafik på de to vognbaner på motorvejen.
Ca. en time stod de to hjemmeværnssoldater på vejen, uden andet en viljen til
at gøre en forskel, og hjalp.
Der lød en stor tak og kæmpe ros fra de betjente der kom til stedet, som
overtog ansvaret for skadestedet.