Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​På billedet ses ca. halvdelen af besætningen der var med i weekenden. 

Redningsopgave syd for Marstal

Søredning, 40 graders krængning og samarbejdsøvelse med Søværnet.

09-10-2017

I weekenden havde Hjemmeværne​t på Ærø sendt en besætning til Åbenrå, da vi havde lånt deres skib for weekenden. Ombord havde vi også to af Åbenrås folk. 
Skibet var MHV 910, Ringen. Normalvis sejler Ærø med 800 klassen, så humøret var højt for at prøve noget nyt.


Afgang foregik fredag aften til Søby. Undervejs blev alle lige genopfrisket i indretningen på en 900 klasse, særligt lydisoleringen til maskinrummet er noget de fleste savner i 800'erne.


Lørdag brød dagen på alt fra træning af almindelige hjemmeværns færdigheder til en virkelig søredning.

Dagen startede med alm. Træning og fra middag havde vi forskellige øvelser i samarbejde med skibet Rota, som er en Diana klasse fra Søværnet.
Sløve øvelser, motorproblemer og lignende blev trænet i et par timer, før at skibene atter gik hver til sit.

1642 kom der over radioen en MAYDAY melding. En mand var faldet overbord syd for Marstal.
Ombord på Ringen, var besætningen ved at gøre klar til at skibet skulle i havn i Sønderborg. Der kunne besætningen få lidt hvil efter en lang dag, men alt det blev glemt og med snuden vendt i østlig retning og motoren i højest gear, var besætningen klar på opgaven.
Vinden kom fra Syd, og med en bølgehøjde på op til 3 m. Var ruten ikke en charterrejse.
Skibet var flere gange ude på 40 graders krængninger. Enkelte gange længere. Kaffekopper og indhold måtte se sig slået i dørken (gulvet). Og besætningen måtte se sig fastsat til stillesiddende arbejde. I godt en time bankede skibet rusten og tarmene i besætningen løse, før de var i nærheden af ulykken.
Rota som der tidligere på dagen var blevet trænet med, befandt sig på stedet og var igang med eftersøgningen.
Da besætningen og skibet er få minutter fra positionen, finder redningshelikopteren den forulykkede og firer ham op.


Aktionen afblæses og besætningen vender retur mod Sønderborg.
Kun lige vendt, bryder brandalarmen ud. Heldigvis er det en fejlalarm, formentlig på grund af søen.
Besætning ankommer lørdag aften til Sønderborg, lettere udmattede.

Løjtnant Kenny Søby, fartøjsfører på Skibet, roser besætningen og siger følgende om situationen:
“Vi havde været igang hele dagen og var ved forberede os på aftenen i havn, da opgaven kommer ind. Vi vender straks skuden og afgår mod ulykken. Til trods for de hårde omstændigheder med søer op til 3 meter ind på siden og 40 graders krængninger så var besætningen på plads og deltog i eftersøgningen”.


Om søndagen blev der øvet forskellige situationer og samtidig trænede besætningen deres navigatør i navigering uden elektronik. Så på god gammeldags manèr blev der brugt søkort og stikpasser. Heldigvis er det almindelig lære for navigatører i marinehjemmeværnet, så opgaven er hurtig løst og skibet gik til Åbenrå.

Menig Tobias Kudsk, med som dæksgast, siger følgende ved spørgsmål om hvad han følte om weekenden. "Det har været en meget god weekend, lidt dårlig vejr om lørdagen, vi var næsten alle sammen søsyge, da det jo gyngede lidt. Alt der ikke var surret (gjort fast, red) fløj rundt. Så efterfølgende skulle styrhuset gøres rent for kaffepletter"

Den forullykkede sejler, der blev fisket op af helikopteren blev efterfølgende fløjet til sygehuset i Odense. Desværre overlevede han ikke. Efterfølgende er vurderingen fra politiet at ulykken skete på grund af dårligt vejr og for få erfarne sejlere ombord. 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring