Af Morten Lykkeberg, Landsdelsregion Øst. (Hjemmeværnsmagasinet nr. 3, 2021)
Hjemmeværnets Særlig Støtte og
Rekognosceringskompagni (SSR) har lige som alle andre enheder været
ramt af begrænsninger under de seneste to år med COVID-19, men som
en særlig prioriteret enhed, er den blevet bedt om at fortsætte
opbygningen af enhedens operative kapacitet, og har gennemført optagelsesforløb.
”Det har været helt afgørende for SSR, at
vi kunne fortsætte med vores optagelsesforløb i 2020 og 2021 og den
videre uddannelse af vores soldater”, fastslår chefen for SSR major Morten Rask. Det landsdækkende kompagni fik seks nye soldater sidste år og i foråret 2021 hele
ni nye soldater igennem det fysisk krævende optagelseskursus.
"Derfor har vi haft et stort behov for at fastholde
planlagte aktiviteter mest muligt og fortsætte opbygningen af SSR's
operative kapacitet" siger Morten Rask.
Det historisk store indtag af nye
patruljesoldater tilskriver SSR ikke mindst de nyetablerede SSR
uddannelsesdelinger i øst og vest, hvor kommende aspiranter i året frem
mod næste optagelseskursus bliver trænet op af instruktører fra
SSR både på Flyvestation Skalstrup og Flyvestation
Tirstrup, hvor SSR råder over faciliteter.
”Vores lokaliteter i øst og vest danner
rigtig gode rammer om træning af kommende aspiranter. Her kan vi uddanne, træne,
planlægge, men også at indsætte vore operative kapaciteter, til
støtte for Forsvaret og politiet" fastslår Morten Rask.
Uddannelse
på den jyske hede
Peter fra Fredericia bestod optagelsen i
år: ”Det var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Og at indgå i SSR er
helt specielt. Det gælder uddannelser, grej og våben, som man ikke finder andre steder i
Hjemmeværnet. Man kan godt mærke at SSR er en højt prioriteret
enhed”.
Når
de nye soldater som Peter er kommet igennem optagelsesforløbet, der
strækker sig over 22 dage, fortsætter de med deres grundlæggende
funktionsuddannelse fordelt på 10 moduler inden for blandt andet
specialrekognoscering, taktisk sanitet, våbenuddannelser,
vandtrædning og forberedelse til et taktisk kampsvømmerkursus hos
Frømandskorpset.
Enhedsuddannelse
i form af øvelser er med til at binde uddannelsen sammen og
integrere de nye soldater i patruljerne i øst og vest, og efter 1-1
½ års grunduddannelse kan de nye soldater endelig sætte den unikke
SSR-baret på hovedet som tegn på, at de er endeligt optaget i
enheden. Herefter fortsætter soldaterne mede den videregående
funktionsuddannelse, der blandt andet omfatter specialisering i
forskellige funktioner.
Soldaterne
i SSR træner ugentligt lokalt i øst og vest og samles flere gange
om måneden til fælles uddannelse og øvelser. Når det er
hensigtsmæssigt, placeres uddannelsen i Jylland – eksempelvis i
Hevring på Mols. Her blev for nyligt gennemført Battle Camp, hvor
soldaterne trænede mødet med fjenden i et skarpt miljø og fik
træning i patruljens våben som let maskingevær M/60, 40mm
granatkaster, finskyttevåben, håndgranat og nærkampsvåben.
Udover
den taktiske kampsvømmeruddannelse hos Frømandskorpset får SSR
også støtte af instruktører fra specialoperationsstyrkerne, når
der eksempelvis trænes kamp i bebyggede områder. Tidligere har
soldater fra SSR og Frømandskorpset trænet en special
antiterrorenhed fra nationalgarden i Malis hovedstad, Bamako, men på
grund af Covid-19 og den usikre politiske situation i landet er denne
opgave indtil videre sat på pause.
Støtter
specialoperationsstyrkerne
Som
Hjemmeværnets nationale specialstyrke inden for patruljetjeneste og
informationsindhentning skal SSR blandt andet kunne støtte løsningen
af Hjemmeværnets og Forsvarets nationale og internationale opgaver
og kunne støtte Forsvarets specialoperationsstyrker med patruljer og
stabspersonel. I den forbindelse er Specialoperationskommandoens
øvelse Night Hawk vigtig - øvelsen bliver gennemført i slutningen
af september og starten af oktober.
”Her
kan vi træne både stab og patruljer. Vi sidder med i en
multinational Maritim Special Operations Task Group, der ledes af
Frømandskorpset,” siger Morten Rask.
SSR
stiller under øvelsen med to patruljer, der skal løse
rekognosceringsopgaver og gennemføre mindre kampopgaver. Det er dog
ikke kun SSR, der støtter Night Hawk. Det gør det øvrige
hjemmeværn også – cirka 600 frivillige soldater indgår som
figuranter og momentstyrker på øvelsen. Så uden Hjemmeværnets
støtte ville det være umuligt at give de mange danske og
udenlandske specialoperationsstyrker den unikke træningsmulighed på
dansk jord.
Fotos: Soldater fra SSR træner anvendelse af "Claymore" nærforsvarsvåben, kamp i bymæssig bebyggelse støttet af instruktører fra specialoperationsstyrkerne, taktisk kampsvømning i Kongsøre (forberedelse til Kampsvømmerkurset hos Frømandskorpset).
Læs artikel i Hjemmeværnsmagasinet nr. 3, 2021 udgivet af Hjemmeværnskommandoen, September 2021: https://www.hjv.dk/oe/HJK/nyheder/Sider/Fremtidens-kampplads.aspx
Mobilvenlig version:
https://issuu.com/s.s.r/docs/hjv-magasin-2-2021-42-43/s/13627225
Læs mere om SSR Uddannelsesdeling (ØST og VEST):
https://www.hjv.dk/oe/HVKSSR/Sider/SSR-Uddannelsesdeling.aspx
Mød SSR her ... Informationsmøder (hjv.dk)