Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnet på charmeoffensiv i Tyskland

Med forventet 40-50.000 besøgende – både tyske og danske – ved "Tag der Bundeswehr" på Flyvestation Jagel i Nordtyskland i weekenden, var arrangementet et oplagt sted at udbrede kendskabet til Hjemmeværnet.

20-06-2019

Tekst og foto: Peder Frits Nielsen

En våd men god oplevelse
Formålet med soldaternes deltagelse var at informere de mange besøgende om Hjemmeværnet, vores opgaver og også om det gode samarbejde, enheder fra Hjemmeværnsdistrikt Syd- & Sønderjylland har med enheder fra Landeskommando Schleswig-Holstein. Soldater fra Hjemmeværnskompagni Haderslev Syd og Hjemmeværnskompagni Vejen løste opgaven på bedste vis.​


Vejrguderne var ikke med os på dagen – den stod på regn, blæst og torden, så de forventede 40-50.000 besøgende blev reduceret til ca. 25.000.
Det ændrer ikke på at det blev en rigtig god dag – vi havde mange besøgende på vores stand - både tyske og danske – hvor vi kunne fremvise vores udrustning, våben, forplejning mv. og få en god snak om dét at være frivillig og ulønnet soldat.
Ud over det danske bidrag, var der rig mulighed for at se en masse af det isenkram, der hører til et moderne Forsvar som det tyske – og ud over en masse spændende materiel på jorden, var der opvisning af både transportfly, helikoptere og jagerfly.

Der var også fint besøg på udstillingen, da både chefen for Luftwaffe, Generalleutnant Gerhartz og Indenrigsministeren for Schleswig-Holstein, H-J Grote lagde vejen forbi og hilste på.

Imageskabende – ikke hvervning
Deltagelsen i arrangementet giver sandsynligvis ikke nye soldater til Hjemmeværnet – her er mere tale om en imageskabende aktivitet, hvor vi fik "vist flaget" og fortalt hvad vi har at tilbyde samfundet og dets borgere.

Tilfredshed hos de tyske værter
Og ud fra de tilbagemeldinger vi fik fra de besøgende, gjorde vi et rigtig godt indtryk og arbejde.
Landeskommando Schleswig-Holstein var bestemt også tilfreds med vores stand og vores indsats – vi er allerede blevet bedt om at deltage ved næste års Tag der Bundeswehr, denne gang i Husum.
Dagen sluttede for de danske soldaters vedkommende af med fælles aftrædning, sammen med kammerter fra det tyske RSU-Kompanie "Holstein".
Ved den lejlighed fik delegationslederen, Kompagnichef Torben Schmidt overrakt en plakette med det tyske kompagnis våbenskjold, som tak for godt samarbejde.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring