Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Uddannelsesuge 2019: God stemning og masser af uddannelse

Alle områder omkring Slipshavn, hvor Marinehjemmeværnets skole ligger, er optaget af biler, telte, campingvogne og ikke mindst de 223 kursister og deres familier, som bruger en uge af deres ferie på uddannelse og hygge

10-07-2019

Tekst: Ninna Falck - Fotos: Ninna Falck og Per Volder

Stemningen rammer dig med det samme, når du besøger Marinehjemmeværnets Uddannelsesuge på Slipshavn ved Nyborg.

Der er liv alle steder. Kursister med tæpper og bandager træner førstehjælp på græsset, fartøjer og gummibåde med dæksgaster går ind og ud af havnen, børnene maler med glade farver i familieteltet, og kommende befalingsmænd jager rundt med hinanden i hold og øver de rigtige kommandoer med høj stemmeføring.

Læs videre under billedet ...
-Der trænes 1. hjælp

Inde i sekretariatet, som er uddannelsesugens hjerte, bliver man modtaget af glade frivillige, som har svar på alt – eller kan finde det. Man får anvist parkeringsmuligheder, indkvartering og får udleveret sit armbånd, så man er velkommen i kabyssen til døgnets solide måltider, som indtages i den store luftflyverhanger eller ved borde ude i solen.

Læs videre under billedet ...
- På Maritimt Befalingsmandskursus arbejdes der koncentreret med befalingerne.

Renoveringsprojekt bruger plads
Alle undervisningslokaler er optagede, og der er oven i købet lejet ekstra rummelige skure til de mindre kurser. Og alligevel kan Slipshavn for en gang skylde ikke rumme alle.

-Vi er lidt udfordret med lokaler i år. Vi er rigtig mange kursister, og Lodshuset er ved at blive renoveret, så vores instruktørkursus bliver kørt ude på DSB-kursuscenter, siger Jacob Ølholm fra Flotille 125 MFP Vest, som er frivillig kursusleder for uddannelsesugen i år.

Læs videre under billedet ...
- De små hold blev undervist i lejede skure. Det fungerede fint

DSB kursuscenter ligger lige rundt om hjørnet, og heldigvis er udsigterne lyse for Slipshavn, hvor man glæder sig til, at planerne for at bygge flere og mere tidssvarende faciliteter snart begynder at tage form.

Her er en rigtig god stemning
Jacob Ølholm glæder sig over en uge med god stemning, også selvom første weekend bød på dage med regn og blæst.

- Der har været nogle telte, som var ved at blæse væk, og så har man selvfølgelig hjulpet hinanden, men ellers kører det stille og roligt, og her er en rigtig god stemning, siger han i et kort interview midt i tirsdagens travle program.

Læs videre under billedet ...
- Der er både campingvogne og telte rundt omkring på de grønne arealer

Jacob Ølholm har lige inden uddelt kursusbeviser til minidæksgasterne, som er ugens store børn, der får lov at komme til søs og lære om at være sømænd, og nu er han på vej videre til møde med alle ressourcepersonerne ved ugen, som holder daglige møder for hele tiden at holde uddannelsesugen på ret køl.

Læs videre under billedet ...

- Kursusleder Jacob Ølholm på en af de hyggelige opgaver. Minidæksgasterne skal have deres beviser for veloverstået kursus.

Vidste du det om uddannelsesugen 2019?

  • 350 kursister og familiemedlemmer har meldt sig til.
  • Yngste deltager er 10 uger gammel, ældste er 78 år.
  • Ulovlig parkering udløser en bøde på 1 stk. jordbærkage til sekretariatet/faglig afdeling.
  • Der afvikles 32 kurser med mulighed for 223 Q’er (uddannelsesbeviser).
  • MFP-flotillerne udfylder 50 kursistpladser.
  • 103 Instruktører og kursusledere holder styr på kurserne.
  • Første kursus startede fredag den 5. juli klokken 08.00. Sidste kursus slutter lørdag den 13. juli klokken 16.00.
  • Nye forsøgskurser er: Foto & videokursus, Bliv en bedre geværskytte, Førstehjælp for civile og Kajak intro.
  • Køkkenpersonalet servicerer i gennemsnit 200 personer pr måltid.
  • Der er stegt 700 frikadeller til ugen.
  • Der bliver drukket 150 termokander kaffe og spist 200 stykker frugt hver dag.

Læs videre under billedet ...
- Køen til frokosten: Frisk luft og mange aktiviteter giver en god appetit. Og så er det jo ved måltiderne, at alle mødes.

Og fra Køkkenet lyder det fra Hanne Jensen, der leder det daglige team fra ISS, som i spidsbelastningen er oppe på 5 medarbejdere:

- Der sker noget her på uddannelsesugen, men det er dejligt. Når der er gang i den, så synes vi, det er sjovt.

Til tirsdagens aftensmåltid steger hun og hendes personale 50 kg flæsk til den danske nationalret: Stegt flæsk med persillesovs.

Se flere billeder fra uddannelsesugen herunder  
- Minidæksgasterne er retur efter sejltur, og de sidste trosser bliver ordnet.

 
- Motorpasserkursist undervises. Der er trangt nede i maskinen, og efter sigende er det en fordel ikke at være alt for høj.


- Hvordan er omgangsformen, hvordan taler vi sammen - og tager imod nye. Vigti​ge emner for den frivillige hverdag var oppe at vende på ledelseskurset.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring