Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

TransGranCanaria

Så skete det endelig!. Jeg fik min længe ventede løbetur, næsten tværs over Gran Canaria.

07-04-2015
Det var tilbage i 90'erne, hvor jeg på en ferie med mine forældre, blev lidt optaget af at bevæge mig til fods, tværs over øen. Dengang var jeg lige begyndt at løbe, men slet ikke i den grad hvor en løbetur fra nord til syd kom frem i mine tanker. Det var en vandretur med rygsæk og telt, der lød indbydende. Jeg har sidenhen været på ferie dernede, hvor løb var blevet min passion. Og jeg blev mere og mere forelsket i de rå og golde bjergsider som sydsiden byder på, og de frodige og grønne bjerge på nordsiden. 
Efter en del Extrem Maraton her i Danmark, OMM i Wales og R'adys i Schweiz var tiden kommet, til at jeg ville prøve kræfter med et ultraløb. Modsat de andre løb jeg har deltaget i, hvor man løber to og to i et orienteringsløb (50 km) løber man her alene på en markeret rute. 
Først skulle jeg lige se, om jeg kunne løbe langt. Jeg skulle til et show med Chris McDonalds i Karup, så jeg kunne da ligeså godt løbe derud! Jeg tog mine løbesko på, og begav mig ud på små landeveje og skovstier, mellem Silkeborg og Karup. Der er lige præcis en maraton derud, så det kunne jeg åbenbart godt løbe. 
Jeg kiggede på nettet og fandt mange spændende udfordringer, men især ét løb fangede min interesse: TransGranCanaria. Det var jo lige der, jeg gerne ville løbe. Fantastisk! Og der var muligheder for distancer fra 17 km og op til 123 km. Men hvad skulle jeg vælge? Tja, jeg kunne jo sagtens løbe en maraton, så det skulle være mere end det. Jeg gad ikke rejse 5 timer i fly, betale store summer i hotel og mad for at deltage i noget jeg sagtens kunne gennemføre. Jeg ville udfordres. Jeg ville prøve noget, jeg aldrig havde prøvet før. Jeg ville ud på ukendt grund i forhold til mine egen evner. Jeg skulle have lov til at arbejde for sagen. Jeg valgte "Advanced" klassen, som er på 83 km og 4000+ højdemeter. Den lange på 123 på tværs af øen, var en alt for stor opgave for en novice som jeg. Jeg kiggede forskellige race-reports igennem fra løbet på Youtube. Jeg fulgte en bestemt løber, ved navn Sébastien Chaigneau og kiggede mange af hans træningspas og træningsfif igennem. 
Jeg løb nogle lange træningspas rundt om Silkeborg søerne, hvilket byder på super naturoplevelser. Jeg brugte også turen fra arbejde i Århus N til bopælen i Silkeborg, som træningspas. Fyrre km ad hovedvejen midt om natten er så lige det stik modsatte af en super naturoplevelse. Længe leve lydbøger. Jeg deltog i et par officielle løb: Dirty Thirty i Vesterskoven, som er 30 km trail med søer og mudder i lange baner, Dark Trail, 15 km i mørke, ved Rebild Bakker og så ellers utallige runder på MTB-ruten i Nordskoven, 1 km fra min bopæl. Jeg trænede efter et bestemt system, når jeg løb de lange pas. Jeg løb den første time, gik så fem minutter hvor jeg spiste f.eks. en energibar eller gel, og derefter var det fem minutters gang for hver 25 minutters løb. Jeg brugte det system med henblik på at give kroppen mulighed for at restituere lidt undervejs. Jeg skulle jo nok ikke regne med at løbe hele vejen; 83 km er dog en sjat. Derudover løb jeg forskellige former for intervalløb. Bl.a. 10-20-30 som mange kender og bakkeinterval (15 gange 20 sekunder spurt op ad bakke, med 200 sekunders pause mellem hver). Jeg løb fortrinsvis 7 og 14 km når jeg løb mine normale træningspas.
Jeg fik mig tilmeldt til løbet i sensommeren 2014. Det kostede lige knap 1300,- ”Shit! Nu hænger du på den makker hehe!!” Jeg havde selvfølgelig nogle spørgsmål til sådan et løb her. Jeg søgte på nettet efter nogle danske løbere, og fandt en blog lavet af Trailløberen. Han svarede på mit spørgsmål, men i samme stund oprettede han en facebook gruppe for dem han viste skulle til Gran Canaria. Og vupti!, så havde jeg både fået booket flyver og betalt for hotel sammen med 6 andre. Og det var også i det forum, jeg fik rådet om at købe vandrestænger. Jeg havde set dem i aktion i Schweiz, hvor jeg blev sat gevaldigt på plads at en løber med disse stænger. Ikke på et nedløb eller ad lige vej, men op ad bakke.
Med hensyn til udstyr, ja så måtte jeg desværre til lommerne. Jeg havde selvfølgelig udstyr til at klare turen i forvejen, men det var gammelt og slidt, og ikke helt optimalt til dette løb. Så her er hvad jeg har brugt af grej: En Ultimate Direction løbevest (ikke One Direction hehe). Der er plads til min vandblære på 2 liter, min telefon, en vand- og vindtæt jakke fra Salomon, folietæppe, ekstra batterier, en Go-Pro og min Petzl Nao pandelampe i lommen på ryggen. Foran på vesten er der lommer til energibarer, gel, kager, kamera, salt tabletter, I-pod og en strop til mine solbriller. I hånden havde jeg mine vandrestænger fra Black Diamond (sponsoreret af Flyvehjemmeværnet sammen med en jakke, en stor tak for det). De kan knækkes to steder, så de ikke fylder så meget, når de ikke skal bruges. Jeg løber altid med handsker fra Mechanix, for at beskytte mine hænder. Til mine fødder havde jeg indkøbt Inov-8 Rock-lite 295, en sko specielt til stenet underlag. Jeg elsker at løbe i Inov-8. De har meget lidt hældrop (forskellen mellem hæl og forfod), en super sål med godt greb og en bred forfod. 
Endelig oprente dagen, hvor jeg skulle afsted. Jeg hoppede i bussen her i Silkeborg og tøffede til Københavnstrup. Jeg kom til Kastrup i god tid, og havde derfor rig mulighed for at drikke mig fattig i kaffe.....65,- for en kop! Jeg mødte de andre danske deltagere, ansigt til ansigt for første gang, ude ved Gaten. Vi var tre der skulle løbe Advanced 83 km, og de fire andre skulle løbe 123 km. Den rigtige "TransGranCanaria". 
I flyveren kom jeg til at sidde ved siden af Henrik, en garvet løber med Atacama Ørkenløbet og Marathon des Sables bag sig. Det var ham, der fortalte mig vigtigheden af at spise en salt tablet én gang i timen. Det havde jeg slet ikke tænkt på. 
Vi landede sent torsdag aften, og tog 2 taxaer til Hotellet i Playa Del Inglés. 
Dagen efter gjorde vi nogle hurtige indkøb, inden vi tog en taxa ud til løbscenteret i Meloneras. Her blev vi registreret som løbere, fik en lille godtepose med en ny Buff og en ny løbetrøje. Vi fik også fyldt udstyr i vores "Drop-bag". En pose som ville blive kørt til et depot kaldet Garañón, 39 km ude på ruten. Jeg havde et par løbeshorts, en termotrøje, en løbetrøje, energibarer, strømper og et par løbesko, som jeg puttede i min. Jeg lavede også en pose til målet, med en trøje og et par løbebukser. Det var mest af hensyn til taxa chaufføren, som skulle køre mig hjem efter endt løb.
Vi kørte tilbage til hotellet igen for at klargøre udstyret. Så tog vi en tur til stranden og nød en god middag. Tilbage på hotellet fik gutterne på den lange distance, arrangeret en sejltur til os langs sydkysten søndag eftermiddag, hvor mad og drikkevarer var inkluderet. En god præmie til os selv som restitution på en lang arbejdslørdag.
Fredag aften drog vi tre fra Advanced, ud for at deltage i Pasta Party på løbscentret. Den unge mand i pressetjenesten som tog imod os derude, kunne så fortælle os at vi kom en dag for sent. Det var torsdag aften og ikke fredag aften........ Øh nåå!!?? Så vi måtte ud og afholde vores eget Pasta Party som hurtigt blev til Pizza Party og en øl, og en snak med en tjener som også engang havde gennemført maraton distancen på TransGranCanaria.
Vi tog hjem til hotellet, for at sove en god nats søvn indtil kl. 03:00. Vi skulle nemlig med bus fra Meloneras kl. 04:15 op til Fontanales på nordvestsiden af øen, hvorfra starten ville gå kl. 07:00.
Vi var på destinationen kl. 06:00, og fik en lille spadseretur rundt i byen, inden start. Vi skulle på toilettet ligesom 200 andre, men der stod kun to toiletvogne i byen. Så det blev til……..
Der var en fantastisk stemning i byen, mens Advanced løberne gjorde sig klar. En speaker sørgede for at holde humøret højt ved hjælp af tale og popmusik. En drone fløj konstant over startområdet, og filmede. Mens vi stod og varmede op, kom løbere fra 123'eren, løbene forbi vores område, som også var et depot for dem. 
Så skete det. Der blev talt ned fra ti på spansk. Da starten gik, udbrød alle løbere et kæmpe brøl. Glimmerkanoner skød glitterpapir op i luften, og hårene rejste sig på mine arme. FU.. det var en fed fornemmelse!!!! Afsted det gik. Alle bekymringer om aflyste flyvninger, træning og udstyr, forsvandt. Nu gjaldt kun én ting, at komme fremad og gennemføre denne udfordring.


Stængerne var af sikkerhedsmæssige hensyn slået sammen de første to kilometer. Turen op af det første lille bjerg gik meget langsomt - 400 løbere på en 1 m bred sti kan danne lidt trafikprop.  
Allerede efter knap 5 km mødte jeg en anden dansker. Han havde gennemført maratondistancen før, og havde trænet denne distance i efteråret. Han gjorde mig opmærksom på ikke at lægge for hårdt ud. Der var langt til målet endnu.....rigtig langt.
Vi sagde farvel allerede ved første depot, hvor jeg ville tanke op med frisk vand. Som novice på denne tur, havde jeg sat mig i hovedet at tanke op med vand så snart jeg kom til et depot. Jeg havde ingen idé om hvor meget væske jeg ville komme til at bruge, men jeg ville ikke løbe tør.
Efter første depot Vallenseco kom der et nedløb på 6 km og knap 500 højdemeter til andet depot Teror.
Teror er en ganske stor by, og der var masser af god stemning i byen. Folk jublede når løbere kom ned i depotet. Fra Teror gik det opad 1000 højdemeter, de næste 10 km. Der var godt nok et lille depot undervejs, men puha det var hårdt. Her kom mine stænger (altså de tynde, sammenklappelige) til sin ret. I 1600 meters højde, gik det nedad igen. Jeg kom igennem en lille by lige i hælene på en englænder. Jeg havde så travlt med at overhale ham, at jeg løb forkert. Dog ikke mere end 2 meter for englænderen og et par spanske tilskuer fik mig stoppet i tide.
Englænderen vendte sig mod mig og sagde "Ok, let's run", "Allright" sagde jeg, og så gik det i rask tempo ned ad bjerget. Vi fulgtes ad ca. 3 km, så måtte han lade mig løbe alene. Jeg ventede ellers på ham, men han viftede mig bare videre, som om han var blevet træt. Jeg fortsatte for mig selv i ganske højt tempo, men glemte i farten at løfte benet højt nok. Så min sko greb fat i en sten, og jeg røg fremad mod en stor klippe. Heldigvis fik jeg taget fra med en flad hånd, og undgik derved en brækket knogle eller hovedbrud. På en tur i Schweiz for mange år siden, fik min makker revet sin finger ad led i en lignende situation.
Jeg fik mig samlet sammen og fortsatte nedløbet. Så kom jeg til at se, at jeg havde tabt mine solbriller ARRRGHHH!!!!. Ikke nok med at de er møg-dyre og er en gave fra min kone, men jeg ville få brug for dem senere på ruten. Jeg gik ca. 500 meter tilbage på ruten, opad selvfølgelig.  Jeg spurgte alle de løbere jeg mødte undervejs, om de havde set dem, men desværre.
Videre fremad på ruten. 
Efter næste depot fik jeg gang i nedløbet igen. Men så lavede jeg en kæmpe brøler. Jeg kunne lige pludselig ikke suge væske fra min vandblære? Den var total stoppet. Jeg gjorde et holdt, og tog min vest af. Der måtte være et knæk et eller andet sted. Ud med blæren, og alt det andet. kontrollere.......nej ingen knæk, men hvorfor???? Og så fandt jeg fejlen. Jeg var kommet til at dreje mundstykket på slangen, som så lukker af for væsken. Nøj jeg blev gal på mig selv. Total amatør fejl. På med vesten igen, fat i stængerne. Nå der kom alle dem jeg lige havde overhalet....grrrrr!!! Fremad igen, og nu gik det igen opad. 
Næste depot lå 10 km længere fremme og 1000 højdemeter længere oppe. 
Det var en lang og hård stigning op til Garañón. Jeg passerede en gut, der stod og knækkede sig op ad et træ. En anden sad ved siden af stien og så virkelig smadret ud. Jeg så sgu' nok heller ikke for skarp ud, det erkender jeg gerne. Jeg var virkelig træt. Her hjalp det med lidt hårdt techno i ørerne.
Ved Garanón, som er et hytteområde i 1700 meters højde, dybt inde i en stor Fyrskov, blev jeg modtaget af en rar officials som gerne ville kontrollere min vandbeholder. jeg hev den op af vesten, og så at den var helt tom. Jeg havde simpelthen lige drukket 2 liter energidrik over de sidste 10 km. Hun bad mig sætte mig ind i en stor træhytte, og få noget at spise. Det var også her jeg fik min dropbag. Jeg fik skiftet alt tøjet, til noget tørt. Jeg nød den hyggelige stemning, der var i hallen, samt en god portion pasta. Der var store fade med ostestykker, pølsestykker, rosiner, chips, matadormix, energibarer og dunke med cola, vand, kaffe og energidrik.
Jeg fik fyldt mine depoter og min vest igen, blæren blev leveret med frisk vand, og musikken røg tilbage i ørerne. Den første km efter depotet gik det en smule nedad, så jeg løb selvfølgelig. Men så kom turens vildeste stigning. Der var buskads på begge sider af stien, så jeg kunne ikke zigzagge op. Jeg kæmpede 10 meter ad gangen, og måtte lige få vejret, og så videre. 
Endelig på toppen, og gevindsten for arbejdet var 5 km løbeterræn nedad bakke. Ahhh hvilken befrielse!! Og hvilken naturoplevelse det var. Jeg løb fra frodige fyrskove til absolut gold klippelandsskab.
Jeg fik et fantastisk nedløb henover en lille bjergryg, med en rosende kommentar fra en anden løber som lå lige bag mig hele vejen ned. Men jeg kunne mærke at erfaringerne med nedløb manglede. Mine lårmuskler blev virkelig presset. Det betød desværre også, at min hastighed gik lidt ned, de efterfølgene km. Men det var fedt bare at give den gas på en lille gedesti, hvor koncentrationen skal være høj hele vejen pga. løse sten, klipper og andre løbere. 
Fem-seks km syd for depotet i Tunte, begyndte det at blive mørkt, og jeg måtte gøre et kort holdt for at finde pandelampen frem. Jeg overhalede et japansk par, hvor kvinden kæmpede med et dårligt ben. De havde fundet en tør kæp, som hun brugte som stok. Hun var ved godt mod og kæmpede videre.
Jeg gik i mørke så langt det nu var ansvarligt, for at sparre på strømmen. Der var kommet en god spredning på feltet, så jeg gik mutters alene på denne bjergvej. Jeg kunne ane en lygte 200 meter længere fremme, og en tilsvarende bag mig.
Så kom vi til nedløbet fra helvedet. En lille snoet sti med masser af løse sten ovenpå, som rullede, hvis man trådte på dem. Vi gik 10-12 løbere sammen, pandelampen fast fokuseret på stien foran os. Flere gange var folk ved at falde, og enkelte gange faldt der en med store smerter efterfølgende. Pandelampens lys fjernede dimensionerne, så afstanden var svær at bedømme. Det tog meget lang tid for os at komme ned derfra. Her var ingen overmodige løbere, som kom susende forbi.
I næste depot fik jeg lidt cola, grillede grøntsager og noget frugt. Jeg brugte ikke synderligt meget tid i depotet. Klokken var ved at blive mange, og jeg ville gerne hjem.
De næste 2 km var dårligt markeret, hvilket var lidt irriterende. Jeg var hele tiden i tvivl, om jeg var på rette spor. Efter 50+ km, var der ikke det store behov for at bokse med orienteringen.
Jeg indhentede snart en tysker, som jeg var stødt på mange gange undervejs. Ham og jeg faldt i snak, og fulgtes ad resten af vejen.
Stigningerne var forbi, og vi gik nu ad en flad grusvej, som snoede sig igennem en lille dal. Den blev bare ved og ved og ved. Vi kunne hele tiden se udgangen af dalen, i horisonten, men den flyttede sig hele tiden.
Endelig kom det. Et enkelt stykke frugt, vand i tanken og så videre, 8 km til mål. 
Fra udkanten af Maspalomas ramte vi en afvandingskanal, 100 meter bred og 2-3 km lang. Helt lige, så  langt man kunne se. Nede i bunden af kanalen, gik vi op på vejen og ned til stranden. På stranden blev mine sko fyldt op med sand. Mums for mine vabler. Vi gik hen forbi fyrtårnet, og videre hen langs stranden. Endelig gik ruten fra stranden og op til mål, nu under 1000 meter væk. Tyskeren spurgte om jeg ville løbe resten af vejen, for han gad ikke. Nej sagde jeg. Men da der kun var 50 meter tilbage, og tilskuerne på lægterne (kl. var over 02 om natten, men der var da nogle) begyndte at klappe og heppe på os, så hev jeg de sidste kramper ud af kroppen, og løb eller nærmere vraltede over stregen: 
19 timer 24 min. og 56 sek. havde det taget mig at tilbagelægge 84,7 km og 4803 højdemeter.
Straks efter målstregen fik jeg en klump metal hængt om halsen, en pose med en løbevest stukket i hånden og en lykønskning fra en official. Jeg fik sagt farvel til tyskeren, og gik op efter min ”målpose”. Njaaarrr jeg skulle lige på tønden først . Det var en bøvlet affære. Vabler under fødderne, skoene fyldt op med sand, ømme muskler, sår i skridtet og et værre grejhelvede gjorde det til en betydelig udfordring. Men det var det hele værd.
Mens jeg ventede på min pose, stod en amerikaner ved siden af mig. ”I kept seeing things”, var hans kommentar til løbet. En af mine kammerater fra den lange rute, havde ligeledes set syner på ruten. Ja ok, så træt var jeg da heldigvis ikke.
Jeg fik min pose, skiftede til en ren trøje og fandt en taxa som kørte mig hjem. Stakkels chauffør…..puha!!
Hjemme ved hotellet stod jeg og frøs fordi det tog så lang tid for min makker at låse op. Men da jeg så hvordan han kom vraltende, kunne jeg se, at han også havde haft et ”godt” løb.
Næste morgen var jeg ramt af feber (også sygdom i familien inden jeg tog fra DK) og meget trætte muskler. Men ikke mere end jeg godt kunne vise mig overfor de andre, at jeg sagtens kunne løbe op og ned af trapperne hehehe! De andre pev og klynkede, som om de fik tre-fire lammere. Desværre for mig, aftog feberen ikke. Al mad jeg indtog, smagte af ingenting. Min sejltur tilbragte jeg i kahytten, og aftenen hvor de andre spiste stor rød bøf og drak cognac, blev sovet væk.
Jeg er godt nok glad for, at jeg nåede i mål, før jeg blev syg. Det ville ikke have været nær så sjovt at gennemføre med feber.

Det lykkedes mig at gennemføre dette løb. Også i en stand, så jeg kunne gå ubesværet dagene efter.
Jeg ved godt at tiden ikke er nogen fantomtid, men hva’ det var jo mit første Ultraløb, og jeg havde ingen idé om hvad jeg gik ind til. Og så brugte jeg også masser af tid i depoterne. 
Kunne jeg have trænet mere? Ja bestemt, men det er også mange timer man skal tage ud af kalenderen, når man skal løbe rundt om Silkeborgsøerne. Jeg nåede at løbe 40+km 12 gange under forberedelserne. 
Jeg vil gerne over de 100 km engang, i bjergene vel og mærke, og der er masser af muligheder for højdemeter i Alperne. Det kommer så til at kræve endnu mere træning. Så hvornår det kommer til at ske, det ved jeg ikke. Lige nu kigger jeg selvfølgelig efter nye udfordringer i Italien og Tyskland, men det er 40-60 km distancer. 
Jeg kan kun opfordre folk til at prøve kræfter med trailløb. Der er masser af gode løb herhjemme i Danmark, hvor man kommer rundt i vores smukke natur. Men ellers er det jo gratis at gribe sine sko, og smutte en tur i skoven. 

Steen L. Hansen - ekstremløber - og medlem af Eskadrille 277 Karup  

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224