Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Endnu et succesfuldt instruktørkursus gennemført

Hjemmeværnsskolen har modtaget en artikel fra en af vores frivillige, Susanne Guldhammer, der fortæller lidt om, hvordan det er, når Hjemmeværnsskolen kører Grundlæggende Instruktørkursus.

20-10-2022

​Tekst og foto af Susanne Guldhammer ​

På Skive Kaserne er Hjemmeværnsskolens Grundlæggende Instruktørkursus i fuld gang. 9 lærere, 2 følgelærere, KUL, NK og 2 forsynere arbejder godt sammen, så de 38 kursister får en optimal og udbytterig uge med masser af udfordringer, læring og sparring. 

Kurset er bygget op, så al læring ikke kun instruktørens ansvar, men den enkelte kursist er også ansvarlig for egen læring, idet han/hun får et antal lektioner, som skal afholdes for de andre i gruppen. Efter hver lektion er der feedback efter "PEER to PEER"-modellen, som er en evalueringsform, hvor alle i gruppen giver feedback til hinanden og, hvor læreren træder mere i baggrunden.



Selv nu, hvor kurset næsten er slut, giver kursisterne alt, hvad de har af gejst, energi og godt humør. Som en deltager sagde lige inden sidste lektion onsdag aften: "Nu kan der næsten ikke puttes mere ind i mit hoved i dag". Alligevel blev der senere den aften ivrigt tegnet på karton og whiteboard, snakket og diskuteret former og nye undervisningsmetoder. 




En af de mere kreative lektioner på dette kursus var, hvordan man kunne lave en lektion med stormende hav og trossekast mest realistisk. Forsynerne leverede velvilligt skibet aka en alucontainer på hjul. 2 kursister rokkede containeren frem og tilbage, mens en 3. mand stod i den og forsøgte at kaste en trosse ind på "kajen". Det var et syn for guder og frembragte mange grin.

Lige om lidt er kurset slut, og alle både lærere, forsynere og kursister drager hjem til egen enhed med nye erfaringer og for kursisternes vedkommende også nye undervisningsmetoder og ikke mindst klogere på egne evner og troen på sig selv.

VI SKAL IKKE HJEM, VI SKAL VIDERE.

 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring