Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

"Et af de mest intense og lærerige uddannelsesforløb, jeg har deltaget i"

Om et par timer afslutter endnu et hold soldater den lovpligtige uddannelse ved Uddannelsescenter Sjælland. Simon Staffeldt Schou fra Infanterikompagni København, der har deltaget på HGU-delen fortæller om sin oplevelse.

01-09-2023

​​Tekst og billeder af Simon Staffeldt Schou, Infanterikompagni København

"Blev her til eftermiddag aftrådt på Vordingborg Kaserne med fællesparade efter et af de mest intense og lærerige uddannelsesforløb, jeg har deltaget i. 

I 10 dage fra solopgang til tidlig nat blev jeg på Hjemmeværnets grunduddannelse heglet igennem det samme pensum i eksersits, førstehjælp, våbenbetjening, skydning og feltkundskab, som danske rekrutter normalt har på to måneder. ​

På kun to døgn modtog vi som eksempel 28 timers uddannelse i livreddende førstehjælp, efterfulgt af en hel dags teoretiske og praktiske prøver med sminkede simulanter i forskellige ulykkessituationer.

Jeg tog uddannelsen sammen med 60 kursister fra hele landet. Den yngste var 18 år, den ældste var 60. Gymnasieelever, IT-ingeniører, lastbilchauffører, statskundskabsstuderende, bagere, selvstændige, mænd og kvinder, etnisk danskere og nydanskere. Fra Frederikshavn, Svendborg, Kerteminde, Vejle, Næstved og mange andre byer. 

 ​

Vi trænede sammen med en gruppe dansk-ukrainere, der er ved at uddanne sig til tolke på Forsvarsakademiet, så de kan tolke for deres landsmænd, når de kommer hertil og skal uddanne sig som infanterister, artillerister og kamppiloter. 

Der er krig i Europa, og vi kan igen ikke tage vores sikkerhed og fred for givet. Det var ukrainerne en konstant påmindelse om, mens vi trænede sammen med dem dag efter dag i at redde liv. Og i at forsvare vores land med våbenmagt. Det var smukt og gribende at se dem stå sammen i mørket, efter endnu en fælles lang dag med skydeøvelser, og synge sammen, mens de holdt hinanden om skuldrene. 

 


Nu skal jeg videre til geværskytteuddannelsen og til sidst en stor samlet flerdages øvelse, hvor vi skal testes i alt det, vi har lært. Men det må vente lidt, for nu skal jeg hjem til dem, jeg holder af, ude på den anden side af hegnet. 

Vi kan ikke bare overlade forsvaret af vores land og det, vi tror på, til andre. 

Lad hver udenvælts fjende beredte os kende."


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring