Her er menig Holger Petersens beretning fra slaget
(Holger Petersen grundlagde senere Stormagasinet Messen)
”Vi marcherede hele Natten, og da vi om Morgenen kom til en Bakke, blev der meldt os, at Fjenden befandt sig nedenfor denne, forskandset bag Huse og Gjærder. Oberstlieutenant Beck haabede at tage dem alle ved et rask Angreb; han kommanderede et Bajonnetangreb, vi sluttede os tæt sammen og stormede paa med Hurraraab. Da sendte Tydskerne os den første salve, og dens Virkning var frygtelig! næsten Alle, baade dem, der vare trufne, og dem der ikke vare trufne, kastede sig plat paa Jorden, uden dog at have synderlig Dækning.
Enkelte, deriblandt jeg, stormede længere frem; men da vi vare for Faa til at udrette Noget, maatte vi kaste os ned ganske nær ved Fjenden. Jeg laa i en lav Kornmark, men da jeg saae Kompagniet retirere, reiste jeg mig for at følge med, og nu hvislede Kuglerne omkring mig, indtil en af dem strejfede mit Venstre Laar og gik heelt igjennem det højre. Jeg reiste mig kort efter og humpede et lille Stykke fremad! men mit Blodtab var for stort, og udmattet sank jeg om i den Tanke, at det nu var forbi med mig. Imidlertid var det jo endda ikke saa slemt, og jeg slipper endogsaa for at faae Benet amputeret. Det faldt mig ikke ind, at Tydskerne vilde forlade Valpladsen saa hurtig, som de gjorde, uden at medtage alle Saarede og Døde, thi ellers havde jeg naturligvis ageret Død; nu var der ikke Andet for mig at gjøre end at lade mig hente af Ambulancen. Jeg blev derefter lagt paa en Bondevogn og kjørt til Hobro; det var en drøj Tour, da jeg var saa frygtelig udmattet, at jeg neppe havde min fulde Bevidsthed." | 
