Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Major Lars Eluf Pedersen byder de danske Hjemmevaernssoldater velkommen til Camp Grayling

Major Lars Eluf Pedersen byder de danske Hjemmeværnssoldater velkommen til Camp Grayling (Foto: Hélène Mogensen de Monléon)

Danske militærstøvler på amerikansk jord

Så er det dansk-lettiske hjemmeværnskompagni på plads i Camp Grayling (Michigan), og er ved at foretage de sidste forberedelser til øvelse ”Northern Strike”, der starter den 30. juli.

28-07-2017
​Det har været en lang rejse over Atlanten – soldaterne ankom til lejren torsdag kl. 17.30 lokal tid, ca. 18 timer efter de tog afsted fra Landsdelsregion Vest på Skive Kaserne.


Royal Air Force stod for transporten fra Billund til Detroit. Det var en god og stor oplevelse at flyve en så lang tur i et militærfly (Airbus 330), og især udsigten over Grønland var helt fantastisk.
Transporten fra Detroit til Grayling foregik i busser og tog knap 5 timer.

 

Første dag i lejren

Camp Grayling er en stor lejr med plads til ca. 6000 soldater.
Den er smukt beliggende ved en sø, og fra soldaternes barakker, er der en utrolig smuk udsigt over søen og landskabet.


Barakker af den type, hvor de danske Hjemmeværnssoldater sover (Foto: Peder Frits Nielsen)​

Efter en god nats tiltrængt søvn, stillede det dansk-lettiske kompagni til appel fredag morgen, hvor ”Ældste danske officer”, Major Lars Eluf Pedersen, bød soldaterne velkommen.

Lars Eluf Pedersen sagde blandt andet:
”Deltagelse i Northern Strike er frugten af 1/2 års koncentreret arbejde – nu er vi klar til at præstere og bevise for os selv, og vores internationale samarbejdspartnere, at vi kan levere militært arbejde på et højt fagligt niveau og i et internationalt miljø.”

Programmet for i dag byder bl.a. på udlevering af våben og udrustning, soldaterne skal bruge under opholdet i Camp Grayling.

Stemningen blandt de deltagende soldater er rigtig god. Alle, fra den menige soldat til Kompagnichefen, glæder sig til at komme i gang og vise hvad de kan.
Samarbejdet med vores amerikanske værter forløber rigtig godt, og der vises stor interesse og imødekommenhed for de danske soldater.

Mødet med de civile amerikanere

Også blandt civilbefolkningen er der stor interesse for danskerne – under en pause i transporten fra Detroit til Grayling oplevede flere af de danske soldater at blive stoppet og kontaktet af almindelige borgere, der ønskede at takke dem for at være soldat og gøre en indsats.
Den slags er vi ikke vant til i Danmark, og det har været en stor oplevelse, som samtidig giver fokus og ydmyghed omkring dét at tjene sit land.

Resten af fredagen samt lørdag kommer primært til at gå med uddannelse i brug af de amerikanske våben og udrustning samt sikkerhedsforhold omkring transport i køretøjer, helikopter osv..
Relevant og interessant stof – men selvfølgelig glæder soldaterne sig allermest til at komme i gang med selve øvelsen.


Danske og lettiske Hjemmeværnssoldater under våben-omskoling (Foto: Hélène Mogensen de Monléon)



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring