Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

First Sergeant Menard, Skydeinstruktør ved Michigan National Guard
​First Sergeant Menard, Skydeinstruktør ved Michigan National Guard (foto: Peder Fritz Nielsen)

Stor tilfredshed med de dansk/lettiske skydefærdigheder

Skydeinstruktør, First Sergeant Menard og hans team er overordentlig godt tilfredse med de danske og lettiske soldaters våbenhåndtering og skydefærdigheder.

02-08-2017
​”Jeg er imponeret over de danske og lettiske soldater – de er hurtige til at lære, håndterer deres våben sikkert og så kan de ramme..”

Det er ikke en ”Hr. hvemsomhelst”, der kommer med den rosende bedømmelse af den dansk/lettiske enhed ved ”Northern Strike 2017” – ordene kommer fra ledende skydeinstruktør, First Sergeant (Seniorsergent) Menard fra Michigan National Guard.

First Sergent Menard ved, hvad han taler om – han og hans team af dygtige instruktører er vant til at uddanne mange af de amerikanske soldater, der skal udsendes på mission. De har også trænet soldater fra både Afghanistan og Liberia, ligesom de træner og selv deltager på Michigan National Guards konkurrenceskyttehold.
Et hold der i 2016 vandt den nationale Finskyttekonkurrence, og ligeledes tog førstepladsen i en international finskyttekonkurrence, og gentog succesen i 2017 på både riffel og maskingevær.


Danske og lettiske soldater, side om side på skydebanen​ (foto: Hélène Mogensen de Monleon)

”Danskerne kender M16-familien, og kunne derfor hurtigt omskoles til M4-riflen, mens våbnet var nyt for letterne – men de lærte også håndteringen meget hurtigt” fortæller First Sergeant Menard og fortsætter:
”Det er nogle af de sikreste soldater, jeg har arbejdet med – de har stor fokus på våbensikkerhed, og er i det hele taget meget kompetente. De er hurtige, har en god indstilling og en meget positiv tilgang til tingene, det kan jeg godt lide. Og så har de humor – de griner af mine vittigheder” tilføjer First Sergeant med et skævt grin.

Ud over de danske og lettiske soldaters kompetencer og gode indstilling, fremhæver First Sergeant Menard også resten af hans team af instruktører, for at have haft en stor del af æren for, at omskolingen forløb så godt.


Kompagnichef Karsten Falck i samtale med en af de lettiske soldater (foto: Hélène Mogensen de Monleon) 

Rosen fra den amerikanske skydeinstruktør glæder naturligvis Kompagnichefen, Kaptajn Karsten Falck, men han er ikke overrasket over soldaternes færdigheder:
”De færdigheder, soldaterne viser ved våbenomskolingen, er et resultat af det halve års træning og uddannelse, vi har gennemført op til deltagelsen i ”Northern Strike” – og så selvfølgelig den træning af skydning og våbenhåndtering hjemmeværnssoldaterne får i deres egne kompagnier” siger han.
”Jeg er meget glad for og stolt over, at vores amerikanske samarbejdspartnere er så godt tilfredse med soldaternes formåen, og jeg ved, at vores soldater vil tage den nye viden, de har fået her i Camp Grayling med sig hjem, og bruge den i tjenesten fremover.”

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring