Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Jasper efter endt befaling i den litauiske skov.

Levede Videregående Patruljeuddannelse i Litauen op til forventningerne?

Hjemmeværnsskolen har taget en snak med Jasper før og efter hans deltagelse i Videregående Patruljeuddannelse i Litauen. Har uddannelsen mon levet op til alle forventningerne? Få svaret her!

22-11-2019

​​​​af Hasna Eggers

I år samarbejder Hjemmeværnsskolen for første gang med det litauenske hjemmeværn, KASP, når de to hjemmeværn afholder Videregående Patruljeuddannelse i Litauen med dansk, amerikansk og litauisk deltagelse.

For overhovedet at komme med er et af kravene, at man har bestået en optagelsesweekend, som fandt sted tilbage i september. Optagelsesweekenden bestod bl.a. af en fysisk udholdenshedstest, løb, en O-march med oppakning på 26 KG og en O-march uden samt svømmeprøver, skydetræning og skydeprøver.

En af de heldige som slap igennem nåleøjet, var Jasper, der til dagligt at hjemme i Hjemmeværnskompagniet Rødovre. Hjemmeværnsskolen tog en snak med Jasper før og efter hans deltagelse i Videregående Patruljeuddannelse. Det store spørgsmål er, om uddannelse levede op til forventningerne?

Før Videregående Patruljeuddannelse i Litauen:

HVS: Hvorfor vil du gerne med på Videregående Patruljeuddannelse i Litauen?
Jasper: Jeg vil gerne med, fordi det er en unik mulighed for at prøve sig selv af, øge ens færdigheder og bygge ovenpå ens erfaringer. Man får lov til at komme tæt ind på livet af NATO-samarbejdet og indgå i en udenlandsk enhed. Det kan kun være en fantastisk oplevelse.

HVS: Hvad er dine forventninger til opholdet i Litauen?
Jasper: Jeg forventer, at det bliver jernhårdt, udfordrende, lærerigt og superspændende og sjovt. Det bliver to lange uger i kulde og mørke, men sammen med resten af holdet skal det nok blive godt.

HVS: Hvad forventer du, at du kan tage med fra Videregående Patruljeuddannelse?
Jasper: Jeg forventer at lære mig selv bedre at kende f.eks., hvor meget jeg kan tåle og holde hovedet koldt under pressede situationer. Derudover tror jeg, at jeg bliver bedre til at forstå andre og tage imod instruktioner samt lære betydningen af forberedelse og sammenhold. 

Efter Videregående Patruljeuddannelse i Litauen:

HVS: Levede Videregående Patruljeuddannelse op til forventningerne?
Jasper: Jeg synes, at det har været over al forventning. Det er gået rigtigt godt, gode forhold og gode instruktører, men det har også været hårdt. Det har både været fysisk og mentalt krævende, men alt i alt har det været en spændende oplevelse. Læringen har også været fin. Få dele var repetition, men det gør ikke noget, eftersom det altid er godt at få genopfrisket sin hukommelse – især, når det ligger langt tilbage, så er det en fordel.

To af de andre danske kursister, hvoraf den ene ønsker at være anonym, supplerer:

Anonym: Min forventning var at udvide mine soldaterfærdigheder, som jeg har lært på den grundlæggende patruljeuddannelse. Det synes jeg, er lykkedes. Det var mere fysisk hårdt, end det nok ville have været i Danmark. At få lov til at arbejde med internationale styrker gør, at man får et indblik i, hvor forskellige vores verdner er på trods af, at vi træner nogenlunde de samme øvelser, men efterhånden finder man ud af, hvordan man løser opgaven på bedst mulig måde, selvom man kommer fra to lidt forskellige verdner.   
Asbjørn: Ja, fysisk har det været noget andet end det, som vi oplever i Danmark, fordi der er nogle andre grænser her i Litauen for, hvad man må og ikke må - f.eks. hvor meget mad og vand man får og konsekvenser. Der er mere kæft, trit og retning i Litauen end i Danmark, men har været en superfed oplevelse – især det at komme ud til en anden kultur og arbejde sammen med andre, der ikke arbejder på samme måde som en selv.    

HVS: Hvad vil i bruge jeres erfaringer i Litauen til?
Jasper: Efter uddannelsen er jeg en meget mere erfaren patruljesoldat og klar til at give min læring videre til min egen patrulje.
Asbjørn: Da jeg er delingsfører, står jeg for uddannelse af patruljefolkene i Distrikt Nordjylland. Hvis jeg kan højne mit eget niveau, kan jeg også højne deres niveau.  
Anonym: Jeg er i en patruljeenhed i Hjemmeværnet, hvor vi udelukkende arbejder med de ting, som vi har lært her i Litauen. Jeg skal hjem og ruste nogle af mine kollegaer med den viden, som jeg lige har fået og måske give dem i hånd til at komme på sådan en uddannelse her. 

​De 4 danske kursister efter en veloverstået Videregående Patruljeuddannelse.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring