Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Fra den første udgave af den reviderede STV-uddannelse.

Ny og mere målrettet uddannelse i fysisk træning i Hjemmeværnet

Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen (STV) har i 2020 været under revision. Læs her, hvad det betyder for uddannelsen i fremtiden.

19-03-2021

​​​​​​​​af Hjemmeværnsskolen

I 2020 har Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen (STV) været under revision. Det er sket, fordi Hjemmeværnet ønsker en STV-uddannelse, der har et mere konkret fokus på målgruppen inden for sundhed, træning, kost samt livstilændringer for at kunne tiltrække flere kursister. Uddannelsens fysiske niveau er sænket en smule, og Hjemmeværnsskolen sigter efter at afspejle underafdelingernes virkelighed og Hjemmeværnskommandoens Idrætspolicy fra maj 2020, hvor der ønskes mere fokus på bevægelse og livsstilsspørgsmål på alle niveauer.

Den reviderede STV-uddannelse er også blevet gjort kortere til nu at udgøre 50 timers undervisning fordelt på 5 dage. Det er derfor blevet mindre tidskrævende at gennemføre sin STV. Hjemmeværnsskolen håber også, at dette kan medvirke til, at uddannelsen kan tiltrække flere kursister. For at komme fra de tidligere 90 timer til de nuværende 50 timer har man valgt at undlade nogle af de tungere og mere tidskrævende lektioner, der udelukkende har tjent som inspiration f.eks. biathlon, orienteringsløb og forhindringsbane. 

Samme uddannelse som i Hæren
Den reviderede STV-uddannelse tager udgangspunkt i Hærens Sergentskoles læringsplan, der uddanner "militære fysiske trænere". Begge uddannelser undervises der i styrketræning, bevægelighedstræning, behændighed og kredsløbstræning, men STV-uddannelsen adskiller sig ved at undlade forhindringsbane-modulet i og med, at det er de færreste underafdelinger, der har adgang til en forhindringsbane, og derfor er ikke aktuelt for STV'eren, hvis forhindringsbanetræningen ikke regelmæssigt kan vedligeholdes.

"Bliv din egen træner" udgår, men…
"Bliv din egen træner", der har været en forudsætning for den gamle STV-uddannelse, er udgået fra Hjemmeværnsskolens kursusportefølje. "Bliv din egen træner", der omhandler kost, væske, overtræning og restitution, skal dog udfærdiges som et FELS-kursus, men indtil dette er klar, henvises til "Militær Fysisk Træning", der også er et FELS-kursus udbudt af Air Force Traning Centre, som bl.a. omhandler "Bliv din egen træner". 

Sådan har og vil Tim bruge sin STV-uddannelse
Den første udgave af den reviderede STV-uddannelse løb af staben tilbage i efterårsferien 2020 på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab (læs, hvordan det gik her). Her deltog Tim Dalvang, der er kompagnichef i Svanemøllens Bevogtningskompagni.

"Jeg deltager på kurset for at blive motiveret og få inspiration, så jeg kan komme hjem i mit kompagni være det ledende eksempel på området. Her vil jeg især fokusere på mikrotræning, fordi min tilgang er, at træning ikke er noget, der skal være hårdt og give nederlag, for så mister vi alle dem, der i forvejen ikke er motiveret. Det skal være små, sjove, lette og hurtige øvelser, hvor der er garanti for en succesoplevelse for alle", fortalte Tim om sine planer, da han var kursist på den første udgave af den reviderede STV-uddannelse.


Tim Dalvang Andersen, Kompagnichef i Svanemøllens Bevogtningskompagni

Et halvt år senere har Tim ikke brugt sine nye kompetencer så meget, som han ellers ønsker pga. corona.

"Jeg har haft en enkelt i mit kompagni som godt kunne tænke sig at tabe sig og komme i form med henblik på med tiden at søge ind i Forsvaret. Vi satte os ned og lavede en træningsplan, der passede til hende. Derudover har jeg i min underafdeling lagt nogle små mikropas med 5 minutters fysisk træning ind, når vi er ude og træne, og det er blevet taget positivt imod", siger Tim.

Han har dog ikke mistet interessen for sund og træning under hele verdens corona-pause. Når coronaen er forbi, har han en plan.

"Når vi kommer tilbage til normalen, har jeg en idé om, at vi kan arbejde på vores corona-kilo sammen og bruge det som en motivation til at gøre noget ekstra ud af det", afslutter Tim.  

Vil du med? 
Er du interesseret i at blive Sundheds- og Træningsvejleder, gennemføres Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen i følgende perioder i 2021:

  • 04.-09. JUL 2021 (under Sommerkursus)
  • 15.-19. OKT 2021

Spørgsmål
Har du spørgsmål, så kontakt gerne sagsbehandler og kaptajn Claus Berg på tlf.: 2361 5910 eller e-mail: hvs-u-ud-01@mil.dk.

 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring