Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Stærkest sammen!

Kampråbet er egentlig lånt fra en enhed i Hæren, men er dækkende for det, som kursisterne blev udsat for i de 9 dage, HGU varer. Der blev grint og grædt, svedt og bandet og dannet netværk og kammeratskaber på tværs af alder, kompagnier og landsdele.

25-08-2021

​af KN Rasmus Christopher Franck. Kompagnichef ved STABSKOMPAGNI MIDT- & VESTSJÆLLAND og Holdfører ved Hjemmeværnets Grunduddannelse UDCFS JUN/JUL 2021


Fredag d. 25. JUN Kl. 18.00 mødte vores kursister ind på Fighterwing Skrydstrup til en timelang sikkerhedsbriefing i Parolesalen. I sig selv spændende nok og helt og aldeles nødvendig, men man mærkede hurtigt på de fremmødte soldater, at det var noget andet og mere end PowerPoint, som de var kommet for - og de blev ikke skuffede!


Efter en rutinepræget fredag aften med udlevering af materiel og tilpasning af udrustning, startede lørdagen op med førstehjælp og uddannelse på Gevær m/95. Førstehjælp kender de fleste heldigvis lidt til i dag, da det er en del af undervisningen i folkeskolen, og når man senere tager sit kørekort, men de rutinerede instruktører fik hurtigt lagt nogle flere lag på, så alle blev udfordret på hvert sit niveau. Førstehjælp er en hjørnesten i soldatervirket, og kursisterne demonstrerede overskud og evne til at håndtere en stejl læringskurve. Som holdfører er det en fornøjelse at følge kursisternes progression og vilje til at ville.


Geværet voldte lidt flere udfordringer, men når det er første gang, man får en fuldautomatisk riffel i hånden, kan man sagtens komme på dybt vand. Med højt engagement, solid makkerhjælp og en stærk faglighed, kombineret med en smule pædagogisk sans hos vores skydelærere, fik kursisterne også her mulighed for at demonstrere en stejl indlæringskurve. Nye ord og begreber, som magasinbrønd, ordinater og sigtebillede skulle tillæres og anvendes for at nå i mål med læringsplanen. Der blev slidt igennem på skydebanerne og til slut kunne langt, langt de fleste skyde den velkendte K7 kontrolskydning som bevis på en gennemført geværuddannelse.

 



Midt på ugen var det blevet tid til mærkeprøven i førstehjælp. Som holdfører har man også sommerfugle i maven. Måske lige så mange som kursisterne. Har læringsaktiviteterne virket? Har kursisterne arbejdet nok med de praktiske øvelser? Kunne man have gjort noget anderledes? Ligesom kursisterne ønsker sig et godt resultat, ønsker vi jo også at sende skarpe og veluddannede soldater tilbage til underafdelingerne.

Uddannelsen er krævende, og det forventes, at soldaterne hjælper og støtter hinanden. Det er altid sjovt at se, hvordan den brogede flok, der møder op første dag på Hjemmeværnets Grunduddannelse, langsomt udvikler sig til at agere som en enhed. Selvfølgelig er der gnidninger undervejs. Det kan man aldrig helt undgå, men viljen til at løse problemerne og holde fokus på opgaven var imponerende på den netop overståede uddannelse. Personfnidder kom aldrig til at skygge for hverken læring eller opgaveløsning. Det er præcis det, der kendetegner en god hjemmeværnssoldat - og soldat, det er man, når man har gennemgået strabadserne på grunduddannelsen. Klar til at fortsætte på Geværskytteuddannelse og Guardex samt alle Hjemmeværnsskolens øvrige uddannelsestilbud… men det er en helt anden historie.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring