Af kaptajn Lars Straaning Jonasson, Leder af distriktets uddannelseselement
Når jeg kommer som underviser til disse studiekredse, kan jeg ofte se i øjnene på deltagerne: "Hold K...! Det bliver kedeligt!" eller "Jeg er her kun, fordi chefen siger jeg skal..." Det er så min opgave, at motivere deltagerne - at skabe forståelse for nødvendigheden af, at vide noget om indsats- og katastrofepsykologi.
I 2011 skete det frygtelige i Norge, at en galning myrdede uhyggeligt mange sagesløse unge mennesker. Det norske politi og hjemmeværn blev sat ind, men ingen var forberedt på den gru, der mødte dem.
Konsekvenserne plager stadig! Politi- og hjemmeværnsfolk, der er gået ned psykisk.
Ingen ønsker nogensinde, at tilsvarende begivenheder vil finde sted i Danmark - men skulle det værste ske, skal vi være parat. Herunder skal vores folk være i besiddelse af en mental parathed - en grundlæggende viden om psykologiske forhold! - der gør, at de bedre vil kunne modstå følgerne af ubehagelige, endda grusomme, oplevelser.
Det handler også om, at kunne yde psykisk førstehjælp - til ofre for en ulykke, men også som kammerathjælp. I min optik lykkes dette bedst, hvis den læring der skabes for deltagerne, også kan anvendes i den daglige ramme - som hjemmeværnsmand, men også i familien og på arbejdet. Altså, en læring som den enkelte deltager kan spejle sig i, og tage med sig som personlig udvikling.
Som studiekredsen skred frem, og deltagerne blev bekendt med begreber som stress, PTSD (Post-Traumatic Stress Disorder), kriser, traumer, etc., var det dejligt bekræftende, at se hvordan deltagernes ansigtsudtryk ændrede sig - fra "Øv, hvor bliver det kedeligt!" til "Hurra! Jeg tog fejl..." og "Fedt! Det her kan jeg jo bruge på jobbet!"
