Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

HVF 132 Horsens Kr. Himmelfartstogt til Bornholm

Vagtturnus, tåget vejr, sanitet og blindsejlads.

16-05-2021

​​​

 
HVF 132 Horsens
Kristi Himmelfartstogtet 2021 til Bornholm
Onsdag d. 12. maj. lørdag d. 15. maj 2021.
 
Deltagere:
FARF 248317 Carsten Blicher Terkelsen NK/VCH 244250 Henry Stenmann Larsen
NAV 424226 Peter Dyrberg Vibede 1.MOPA 428420 Flemming Kongsholm
2.MOPA 479743 Lars Lauge Pedersen 1.KOMGA 234358 Peter Brian Kristensen  
GB.FØRER 251490 Henrik Vejen Døssing GB. GAST 242927 Dorte Jeslund
GAST 35633 Christian Frederik Andersen SYGD. BH 401743 Karin Pedersen
HOVM 248148 Kurt Ove Damgaard
 
I Marinehjemmeværnet er det altid spændende at planlægge en aktivitet - specielt en sejlads, da man aldrig ved hvordan det endelige resultat ser ud. Her tænker jeg bl.a. på: Hvem vil med, hvilket skib ender jeg med at få, og sidst men ikke mindst, hvordan bliver vejret.
Således da også i forbindelse med planlægningen af ovenstående togt.
Oprindeligt var vi 12 personer, men ret sent meldte en person fra p.g.a. helbredsmæssige årsager.
Endvidere var planen, at vi skulle sejle med MHV 804 Andromeda, men trægheden i vores reparationssystem betød, at vi - på trods af en langt tidligere indsendt reparationsanmodning på bl.a. et utæt hydraulikrør og nogle kritiske mislyde fra den ene hovedmaskine, ikke havde fået repareret de pågældende fejl.
Da jeg ikke ønskede at sejle et længere togt med disse fejl, gik jeg på lånemarkedet, og mødte stor velvilje ved HVF 135 Kolding, hvor vi lånte MHV 812 Hercules. Dejligt med et pænt velholdt fartøj, der fungerer.
Louis sørgede for, at Hans Oluf og Carsten Bo kunne transportere os både til og fra Kolding. Tak for det.
Vel ankommet ombord på Hercules, afgik vi fra Kolding med kurs mod Chr. Ø.
Der blev lavet vagtturnus på 4 timer - startende med KG. KV. Ruten var lagt syd om Fyn gennem Svendborg Sund, nord om Langeland, ned gennem Grønsund og ud i Østersøen. Ganske få sømil ude i Østersøen satte det ind med tæt tåge - som i tæt tåge - 25 - 50 meter sigt. Vi plottede en masse skibe, som stort set sejlede i separeringen, bl.a. var der en del orlogsfartøjer fra henholdsvis Estland, Holland, Tyskland og Finland. Selv om vi var tæt på dem, så vi dem kun på radaren.
Generelt var det en spændende sejlads - både der over og hjem, og passage af andre fartøjer blev foretaget med rettidig omhu og kommunikation over VHF.
Alle fik en rigtig god fornemmelse af hvordan et fartøj fungere når søvagten kører.
Ved anløb af Chr. Ø var tågen så tæt, at vi først kunne se indsejlingen, da vi lå midt i den. Spændene!! Og rart at man kan stole på instrumenterne.
Det var KG KV der sejlede ind til øen, så da vi var fortøjet, blev der lavet en sanitetsøvelse, som Karin stod for. Dorte var sminket, så hun lignede Draculas mor. Pulsåreblødning, blå læber og askegrå i hovedet. De forskellige behandlinger blev vist, og derefter fik alle lejlighed til at øve det på deres respektives makkere. Dorte som også var alm kuldepåvirket og med hypotermi, blev pakket ind i folie og tæpper efter den korrekte metode. Derefter blev hjertestarteren gennemgået.
Og så var tågen lettet. Kl. var nu 17:30 og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi spiste en dejlig flæskesteg med rødkål og brun sovs. Kurt kan det der med mad.
Efter aftensmaden og bakstørnen - var der vandretur rundt på øerne. Jeg holder aldrig op med at finde hele området fantastisk spændende, ikke mindst på grund af naturen, men også den historiske del. Og så befinder man sig faktisk i en historisk tidslomme - et tableau - der vil egne sig fantastisk - som kulisser for en maritim film om englandskrigen med kanonbådende.
Næste dag startede med flagmønstring. Derefter blev gummibåden sat med Henrik, Dorthe og Peter B. De afgik mod Gudhjem, som var vores næste destination. Undervej blev der øvet bjærgemærsøvelser, og anløb under gang.
Vi ankom til Gudhjem, hvor Peter V. foretog en fin havnemanøvre.  Indsejlingen er lidt speciel, da der på begge sider af det smalle havneindløb er nogle luskede ”springsten”, som er parat til at gøre din tilværelse trist!
Men med stoisk ro - blev der foretaget havnemanøvre under stor bevågenhed af utallige turister der fotograferede på livet løs. En lovet isvaffel måtte desværre udsættes, da kioskerne først åbnede kl. 11:00.
Vi afgik igen - stadigvæk med Peter V - ved manøvregrejet. Fin manøvre.  GB var i mellemtiden blevet taget ombord, og vi satte nu kursen mod Neksø.
Her fik vi lejlighed til at losse grå- og sortvand.
Efter skafning afgik vi mod Rønne. Undervejs blev der lavet blindsejlads med parallelindeks. Peter og Christian var et hold, og Henry og Peter B. var det anden hold. Vinduerne var blændede, og der var sikkerhedsfolk på åben bro.
Hele øvelsen forløb tilfredsstillende. Ved ankomst til Rønne fik vi bunkret brændstof, da vi den sidste times tid, havde sejlet på dampene.
Efter skafning var der fri udskejning, så man kunne se den bornholmske metropol. Kl 22:00 sharp - passerede vi havnemolen for udgående mod Slipshavn.
Turen til Slipshavn forløb i fint vejr, indtil vi nåede forbi Kriegers Flak, hvor der igen satte ind med tæt tåge, som lidt senere blev afløst af nogen vind, hvilket gjorde muligheden for at sove på forbanjen til en udfordring. Det blev dog bedre, da vi løb op i Grønsund.
Kl. 11:00 anløb vi Slipshavn. Bunkrede brændstof og ferskvand, lossede grå- og sortvand og skaffede.
Kl. 13:00 afgik vi fra Slipshavn nord om Fyn mod Kolding som vi anløb kl. 18:45. Christian blev dog sat af på Svovlsyrekajen i Fredericia.
Vores transport var klar, og efter at fartøjet var klargjort, kørte vi mod Horsens.. Peter V blev sat af i Vejle på Finsensvej.
Da vi tidsmæssig var lidt bagud, blev vores debriefing afhold under gang.
Alle var tilfredse, og gav udtryk for at det også var fint at afprøve en egentlig vagtturnus, hvilket man ikke så tit havde mulighed for.
For min part vi jeg gerne sig tak til alle for en fin indsat, godt humør og gode indholdsrige øvelser.
 
Med venlig hilsen
 
Terkel
Følgende fotos er taget Peter Dyrberg Vibede.
 
 

 

​​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring