Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

44 nye gruppeførere snart klar til tjeneste i Hjemmeværnet

Hjemmeværnet får i morgen 44 nye gruppeførere, når de afslutter Uddannelsescenter Nord- og Midtjyllands bootcamp for gruppeførere. 

08-07-2020

Mere end 40 gruppeførerkursister har siden slutningen af sidste måned været i gang med at uddanne sig til gruppeførere i Hjemmeværnet på Uddannelsescenter Nord- og Midtjyllands sommerbootcamp for gruppeførere.

Selvom det er bootcampens andensidste dag, så er det ikke til at mærke på kursisterne, der stadigvæk har en fantastisk motivation og interesse for det gruppeførervirke, som de glæder sig til at komme hjem og arbejde med i underafdelingerne. Det er tydeligt at se, når major og chef for Uddannelsescenter Nord- og Midtjylland Jesper Olesen går rundt og taler med kursisterne om stort og småt inden for gruppeførervirket.


Major og chef for Uddannelsescenter Nord- og Midtjylland (til højre) taler med kursisterne om gruppeførervirket.

Dagens program står på ”Kamp fra Stilling” på skydebanen i Borris. ”Kamp fra Stilling” er den allersidste føreropgave og omhandler at sinke fjendens fremtræden og påføre ham størst mulige tab uden at sætte egen kampkraft over styr. Opgaven er en sammenkogning af, hvad kursisterne har lært under hele bootcampen.

”At tage det her gruppeførerkursus er ligesom at tage kørekort. Vi giver dem redskaberne, men rutinen indfinder sig først med tiden, når de bruger redskaberne ude i underdelingerne”, fortæller major Jesper Olesen.

 

 

 

 

Instruktører fra Hjemmeværnet og Hæren
Kursisterne på bootcampen er delt op i 3 grupper, hvor hver gruppe har tilknyttet en instruktør fra Hjemmeværnet og en instruktør fra Hæren.

”Jeg er glad for, at vi både har instruktører fra Hjemmeværnet og fra forskellige steder i Hæren. Det gør, at vi kan trække på en masse forskellige erfaringer og kan se den samme ting fra mange forskellige vinkler. Det er klart en stor styrke ved denne bootcamp”, fortsætter Jesper.

Hvad så med corona?
Selvom meget ligner sig selv på årets sommerbootcamp for gruppeførere, så har coronaen alligevel sat sine spor.

Vi har fået det til at fungere med en masse undervisning udenfor. Afstandsreglen er lige træls til at starte med, men man finder hurtigt ud af det, og det nye bliver rutine. Man vænner sig nemlig til det. Der er sprit allevegne - og holdinddeling, når vi skal lave opgaver og f.eks. under spisning, hvor man kun kan sidde på hver anden stol”, fortæller en gruppe kursister, der er i gang med at klargøre deres våben, inden de skal ud på skydebanen igen.


Undervisning (der normalt foregår indendørs) i det fri.

Hvis alt går som planlagt, så er kursisterne færdige Kl. 20 i aften. Vejret er heldigvis godt, og det er en bred enighed om, at det er rart at komme i gang igen!

Vil du med på gruppeførerkursus næste gang?
Hvis du er interesseret i at uddanne dig til gruppefører i Hjemmeværnet, har vi pladser på følgende kurser:
- 11.-13. SEP: Gruppeførerkursus, modul 1, Skive Kaserne (
Tilmeldingsfrist: 27. JUL)
- 19.-25. SEP: Gruppeførerkursus, modul 2, Vordingborg Kaserne (Tilmeldingsfrist: 03. AUG)
- 10.-16. OKT: Gruppeførerkursus, modul 2, Nymindegablejren (Tilmeldingsfrist: 24. AUG)


Datoerne for 2021 ligger også klar på HJV.DK, men er først åben for tilmelding medio SEP. Her finder du også forsætningerne for deltagelse.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224