Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Chefen for HVE 260 - Bo Dalsager

Øvelse Blue Light 2021

4. og 5. juni afholdt eskadrille 260 den årlige øvelse på Radarhoved Skagen i strålende solskinsvejr.

10-06-2021


Af Jan G. Andersen, LDIOF Team N

Kommunikationselementets udsendte rapporter talte med chefen for eskadrille 260, Bo, i en stille stund under øvelsen. Bo var godt tilfreds med øvelsen, selvom han godt kunne have ønsket sig flere deltagere, men en skarp bevogtning af fly ved Randers og en mønstring af hunde i Karup krævede også, at frivillige stillede op der.

I alt deltog omkring 50 mand, herunder tre personer fra fast og frivillig stab, og nogle hunde i øvelsen. Der var deltagere fra eskadrillerne 200, 260, 265, 266 og et lokalt kompagni fra det nordjyske samt fra 223, der har til huse på Sjælland.

Et af øvelsens mål var at få certificeret frivillige til Hjemmeværnets beredskabsstyrke 2022. 17 frivillige herunder en kollega fra Hærhjemmeværnet blev certificeret. Det vil sige, at beredskabsstyrken 2022 blev tilført en kampværdi på to bevogtningsgrupper eller en deling (-), da der også var føreruddannede blandt de certificerede. Det er vel ikke et helt ringe resultat, som man nok ville udtrykke det på de kanter.

Et andet formål med øvelsen var at afprøve de skarpe bevogtningsplaner for Radarhovedet. Der blev derfor arbejdet både med kommandostation, forsyningspunkt, administration, adgangskontrolpost og hegnspatruljer samt samarbejde med hunde. Afprøvningen forløb tilfredsstillende.

Bo fortalte med glæde om det gode samarbejde med de fastansatte på radarhovedet. Eskadrillen har permanent fået stillet gode bunkerfaciliteter til rådighed bl.a. til kommandostation. Samtidig har chefen for radarhovedet foranlediget, at der er blevet etableret kabling og velfungerende antenneforhold til eskadrillens radioer i forbindelse med bunkerfaciliteterne. Så samarbejdsrelationerne er rigtigt gode. En medarbejder fra Flyvevåbnet på vagt udtalte da også til undertegnede, at det var rart, der en gang i mellem skete noget andet på Radarhovedet. Samtidigt var det rart at vide, at nogen ville passe på dem, hvis der blev behov; altså ville bevogte lokaliteten.

Ellers kan det fortælles om øvelsesdeltagerne, at de bredt repræsenterede flere aldersklasser og erfaringsniveauet strakte sig fra en endnu ikke iklædt, uden militær erfaring til pensionerede soldater, med mangeårig militær erfaring. Som jeg oplevede det, et godt mix til denne type mindre øvelse, hvor der var lejlighed til vidensdeling og kammeratlig snak.

Som kuriosum kan det nævnes at området uden for hegnet var præget af personer med kikkerter og kameraer med telelinser. Det var dog ikke spioner, men fugleentusiaster. Skagen havde nemlig besøg af gåsegribbe, der svævede stoisk højt over terrænet. Det var et betagende syn i den solbeskinnede Nordjyske natur.


Konklusion: Når Bo næste gang kalder til Øvelse Blue Light, kan jeg kun anbefale at deltage. Radarhovedet er et godt militært bevogtningsobjekt med gode faciliteter, gode muligheder for at træne både frivillige flyvere og deres hunde i bevogtning, storslået natur og ikke mindst rare Vendelboer; både de fastansatte fra Flyvevåbnet og de Frivillige fra Flyverhjemmeværnet.​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring