Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Mit perimeterhegn skal gerne forblive intakt

CH FHV Kern Oddershede var i går den 24. marts på besøg på FSN Skrydstup hos CH FW Uffe Holstener-Jørgensen for at tale om CPX Ravn i sidste weekend, øvelsen til september og ikke mindst om det fremtidige samarbejde.

25-03-2021

​​Af Tonny Bender

Det blev til en god snak, hvor CH FW klart formulerede hans forventninger og krav til fremtiden.

”Her på flystationen er vi dybt benovet over jeres professionalisme og det engagement, I udviste under weekendens CPX øvelse. Og vi har selvfølgelig derfor tårnhøje forventninger til øvelsen i september”, siger Uffe Holstener-Jørgensen med et smil på læben.

CH FW giver i den forbindelse udtryk for, at han ser CPX og en større øvelse gennemført hvert år i fremtiden på landet flystationer. For han mener, at tiden er kommet til at indlede et tættere samarbejde omkring bevogtning. For som han siger: ”Vi har brug for hinanden for at kunne blive gode til det”.

Den bevogtningsstyrke, som FSN Skrydstrup råder over rækker nemlig kun til i fredstid. Men hvis der pludselig dukker asymmetriske trusler op, er der brug nogen, der kan ”lukke” flyvestationen af. Der er der Flyverhjemmeværnet kommer ind i billedet. Perimeterhegnet strækker sig rigtig mange kilometer, så CH FW har brug for alle Flyverhjemmeværnets kapaciteter for at kunne løse opgaven. Det være sig både bevogtningsdelinger, bevogtningsassistenter, Security Force eller hundeekvipager.

”Vores fly skal stadig løse opgaver ude i verden, men den nationale opgaveløsning og forståelse for samme har jo haft trange kår. Men behovet er der stadig, nok mere nu end i mange år. Vi har jo været igennem mange trusselbilleder siden murens fald, men er nu kommet i tanke om, at vi også skal kunne kæmpe hjemmefra. Og der er Flyverhjemmeværnet fuldstændigt essentielt, hvis jeg skal kunne kæmpe ”ud af Skrydstrup”, siger CH FW.

Begge chefer kan hurtigt blive enige om, at tiden er moden for at udvide øvelsessamarbejdet for at få en ide om, hvad der skal til for at beskytte en flyvestation Skrydstrup, Karup eller Aalborg? For eksempel hvor meget personel skal der egentlig til, og råder man over det rigtige materiel?

En anden ting, som Uffe Holdstener-Jørgensen lægger stor vægt på er, at eskadrillerne har det nødvendige lokale kendskab:

”Når vi har brug for jer, er det fordi I skal ind og løse en opgave. Der er ikke tid til, at I lige skal lære os og lokaliteterne at kende først. Vi skal bare kunne sige til, og så står I klar derude. For som jeg siger, mit perimeterhegn skulle gerne forblive intakt, når vi er engageret andetsteds. Og der er det, at vi skal kunne trække Flyverhjemmeværnet som det stærke bevogtningskort”.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring