Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Uddannelse på let maskingevær skudt i gang

Let maskingevær M/60 E6 er på vej til Flyverhjemmeværnet, og derfor er uddannelsen på støttevåbnet startet for de frivillige soldater. 

16-12-2021

Af Lærke Weensgaard 

En byge af 7.62 mm ammunition smælder mod en skydeskive. På skydelinjen ligger soldater fra Flyverhjemmeværnet med venstre arm slynget rundt om kolben på deres lette maskingevær, så våbnet er presset bedst muligt ind i skulderen. Med højre pegefinger på aftrækkeren brager endnu en byge afsted. 

Det lette maskingevær på Munklinde skydebane, syd for Flyvestation Karup, er det amerikanske M/60 E6. Det anvendes i Forsvaret, og støttevåbnet bliver snart fast inventar i Flyverhjemmeværnet, hvor det skal bruges i Security Force delingerne. For at delingerne kan være klar til at tage våbnet i brug, er våbenuddannelsen gået i gang. 

”Maskingeværet bliver brugt af de enheder i Flyvevåbnet, som vi skal støtte. Så hvis vi bliver indsat sammen med dem på flyvestationerne, skal vi kunne betjene deres våben og være rutinerede brugere af dem,” forklarer oversergent Jens Thybo. Han er skydeleder under weekendens skydning og til daglig er næstkommanderende i en Security Force deling hos hjemmeværnseskadrille 277 Karup. 



”En helt anden måde at skyde på” 
Soldaterne på Munklinde skydebane er blandt de første i Flyverhjemmeværnet, som får et Q for M/60 E6. 

Uddannelsen på maskingeværet strækker sig over to weekender, hvor den første bruges til teori og skydning med løs ammunition. Den anden weekenden bruges på skydebanen, hvor skytterne skal igennem en række instruktionsskydninger for at lære våbnet at kende med skarpt i kammeret. 

”Når de så er færdige her, skal de hjem til deres eskadriller og ud i terrænet sammen med deres grupper for at blive rutineret med våbnet. Der er en masse skydning i terræn, hvor gruppeføreren skal lave ildfordeling, som vi ikke kan gøre i løbet af de her to weekender. Så her får skytterne så at sige kørekortet til M/60, og så skal de hjem og blive gode til at bruge det,” siger Jens Thybo. 


En af dem, der fremadrettet skal bokse rundt i terrænet med et maskingevær på armen, er menig Anders Simonsen fra hjemmeværnseskadrille 274 Østjylland. Han er en del af en Security Force deling og er sammen med to andre fra sin eskadrille taget afsted på våbenuddannelsen, for at eskadrillen kan være klar til at tage maskingeværet i brug, når det kommer. 

For Anders Simonsen er det lette maskingevær et helt nyt bekendtskab – og det er noget anderledes at have mellem hænderne i stedet for en M/95: 

”Det er en helt anden måde at skyde på i forhold til gevær, så man skal vænne sig til, at det er et bygevåben, og man skal ikke bare skal tage to skud. Det er også et tungere våben at gå med, og der skal markant mere ammunition med. Så det er en helt anden måde at agere på, men det bliver fedt.” 



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring