Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Flyverhjemmeværnet indtager Brikby

I weekenden var Flyverhjemmeværnet samlet i Brikby for at gennemføre træning i Military Operations in Urban Terrain, også kaldet MOUT, for første gang. 

11-05-2022

Af Lærke Weensgaard

En dør bliver flået åbent. Soldater strømmer ind i huset med deres gevær i skulderen. I baghånden har de en gøende hund, der kan låse kæberne om ubudne gæster. Soldaterne er fra Flyverhjemmeværnet, der i en forlænget weekend er samlet til uddannelse i øvelsesbyen Brikby i Oksbøl øvelsesterræn. På programmet er Military Operations in Urban Terrain, der i daglig tale omtales med forkortelsen MOUT.  Det er første gang, Flyverhjemmeværnet gennemfører uddannelse i MOUT. Set udefra ligner det til forveksling regulær bykamp, som mange soldater allerede kender. Der er dog en række forskelle mellem bykamp og MOUT:

"Grundprincipperne i MOUT er anderledes end i bykamp. MOUT er blandt andet mere initiativbaseret, hvor den enkelte soldat skal læne sig mere ind i kampen og være på. I bykamp er det primært gruppeføreren, der dikterer, hvem der gør hvad. I MOUT er beslutningerne fordelt ud på en række roller, som enhver soldat i gruppen kan have. Gruppeføreren skal blot udstikke retningen, så kører folk selvstændigt på i de roller, de har fået tildelt. For de af vores soldater, der har trænet meget regulær bykamp, kræver det en omstilling af deres mindset," forklarer kaptajn Roald Gregersen fra Flyverhjemmeværnets faste stab, der er kursusleder på MOUT-weekenden. 

​Weekenden har samlet 50 soldater fra alle dele af landet. En af dem er Patrick Pedersen, der er geværskytte i Hjemmeværnseskadrille 223 Værløse, og han har været vant til at træne bykamp:
"Da vi fik teorien om MOUT, sad jeg og var lidt skeptisk. Men da vi så kom ud og prøvede det i praksis, giver det rigtig god mening. Nu er det sådan set bare forreste mand, der tager de fleste af beslutningerne, så vi ikke skal vente på, at melding først når ned til gruppeføreren, og en ordre så kommer retur. Det gør arbejdet mere flydende," siger Patrick Pedersen.



Tilpasset Flyverhjemmeværnets opgaver på en flyvestation
Både security force, bevogtningsassistenter, hundeførere og bevogtningssoldater deltager i uddannelsen. De har hver især deres egne specifikke kompetencer, som kan udnyttes ved militære operationer i by – og særligt når træningen er målrettet opgaver på flyvestationer. 

"Vores træning har fokus på, at vi skal operere inde på flyvestationer. Ved regulær bykamp har man ikke behov for at anvende bygningerne bagefter, men det har vi på en flyvestation," forklarer Roald Gregersen.  

Mange af bygningerne på en flyvestation er nemlig nødvendig for, at der forsat kan blive sendt fly i luften:
"Hvis der eksempelvis er en ubuden gæst i kontroltårnet, så hjælper det ikke noget, at vi bare trænger ind og ødelægger tårnet i processen. Der er andre måder at gøre det på. Vi kan eksempelvis gå direkte ind med vores hund eller vores bevogtningsassistenter," siger Roald Gregersen.

Det er dermed et andet punkt, hvor soldaterne skal omstille sig til MOUT:
"Det kræver en omstilling, men det er ikke en omstilling, som er svær. Vi skal tænke på Brikby som vores egne installationer og ikke et fjendtligt område. Så man skal holde mere igen, end man har gjort tidligere ved regulær bykamp," siger Patrick Pedersen.





Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring