Med en harmonisk brummen fra sine to velpassede motorer hævede et af Flyverhjemmeværnets (FHV’s) Britten-Norman Defender-fly sig søndag den 5. september op i den blå formiddages-himmel over Roskilde Lufthavn. FHV’s tredje mission var i gang for Frontex, EU's agentur for overvågning af de ydre grænser. Endemål: Sardinien.
På jorden blev der bl.a. vinket farvel fra Flyverhjemmeværnets (FHV’s) stabschef, Timm Willum Larsen, oberstløjtnant Paul Gorden Nielsen, der hos Hjemmeværnskommandoen er CH-OPS. Leder af operationen med flyvernavnet JOK var også ude at sige farvel. Han skulle selv 6. september flyve med resten af holdet til Sardinien.
JOK er DETCO – Detachment Commander - for missionen. Desuden er han pilot og SC – Satandardization Coordinatorder i HVE270 (FHV’s flyvende enhed). Det vil sige, at JOK er med til at sætte standarder for manualer og procedurer.
I Defenderen befandt sig TØT, commander, og KAJ, first officer. Dertil kom – nok så vigtigt – Jesper Brian Nielsen, der er flymekaniker. Han skal fikse defekter mv. og lave serviceeftersyn efter behov.
Første-dagens flyvning skulle gå til Sydtyskland. Den følgende dag fortsættes til Grenoble for at tanke og derfra direkte til Sardinien.
TØT havde (med et glimt i øjet) estimeret den samlede flyvetid sydover til 9. timer og 47 minutter. Både han, KAJ og holdet havde planlagt hele missionen nøje.
Missionen er Joint Operation Themis, og til opagverne for Defenderen hører også Search and Rescue. Missionen varer til 6.oktober, hvorefter Defenderen ventes at sætte hjulene på dansk jord den 8.
Timm Willum Larsen:- Missionerne for Frontex er en central og dermed vigtig opgave for Flyverhjemmeværnet. Det er også udtryk for en professionalisering af FHV.
Det er længe at være væk fra familie og arbejde. Derfor må der også rettes en tak til familierne og arbejdsgiverne for at bakke vore folk op på denne måde.
Paul Gordon Nielsen fastslår, at Flyverhjemmeværnets to Britten Noman Defender-fly er meget efterspurgte.
-Det er fantastisk at kunne sende et fly af sted på mission for tredje gang. Kæmpe respekt for dem, der tager af sted og kæmpe respekt for arbejdsgiverne, der åbner muligheden for dem.
Da Defendreren fløj sydpå henover Roskilde Lufthavn, kippede den med vingerne som en hilsen til dem, som vinkede farvel dernede fra.