Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Flyverhjemmeværnet deltager i største NATO-øvelse siden den kolde krig

Soldater fra Flyverhjemmeværnet har i denne uge været i Estland som led i den store NATO-øvelse Steadfast Defender 24, hvor cirka. 90.000 soldater fra 32 nationer deltager.

20-05-2024

​​

Fra USA og over Atlanterhavet, fra de nordligste​ dele af Norge og gennem Europa helt ned til Grækenland. Så stort et område foregår den enorme NATO-øvelse Steadfast Defender 24 i. Midt i det hele står en deling af soldater fra Flyverhjemmeværnet i Estland.

Steadfast Defender 24 er med cirka 90.000 soldater fra 32 nationer den største NATO-øvelse siden afslutningen på den kolde krig. Steadfast Defender 24 består af en række underliggende øvelse, og én af dem er den estiske øvelse Spring Storm.

"Spring Storm er esternes store årsøvelse med 14. 000 deltagere, hvor de træner at forsvare Estland. Det er dét, som vi i Flyverhjemmeværnet er en lille brik af," forklarer kaptajn Roald Asmussen fra Flyverhjemmeværnets fastansatte stab, som er ansvarlig for Flyverhjemmeværnets deltagelse i øvelsen.



I Estland har soldaterne fra Flyverhjemmeværnet base på en havn i byen Pärnu, der er en af de største byer i landet. Herfra har de stort fokus og helt særlige muligheder for at træne bevogtning:

"Det vil være svært at lave et scenarie derhjemme, som er ligeså virkelighedstro som det, vi arbejder i her i Estland. Her er vi bogstavlig talt i civilbefolkningens baghave. Jeg har fået rigtig meget med herfra, da vi har været nødt til at tænke bevogtningen på anden måde, end vi er vant til," fortæller løjtnant Mike Benson fra Hjemmeværnseskadrille 284 Skrydstrup, som under øvelsen er næstkommanderende for delingen.

De danske soldater har et tæt samarbejde med estiske soldater, hvor de blandt andet er på patruljer sammen med dem og også har fået tilgang af en estisk dronepilot på havnen.

 

Allerede støttet med host nation support
Øvelsen i Estland er dog ikke første gang, Flyverhjemmeværnet har støttet Steadfast Defender 24.
Et af omdrejningspunkterne i Steadfast Defender 24 er at flytte materiel og store styrker fra Nordamerika til forstærkning af NATO-alliancen på europæisk jord. I den forbindelse har bl.a. amerikanske helikoptere tidligere på foråret befundet sig i Roskilde Lufthavn. Her var det Flyverhjemmeværnets opgave at bevogte helikoptere – døgnet rundt. Den slags opgaver kaldes host nation support.


"Vi kan se øgede host nation support opgaver i Danmark, fordi amerikanerne har behov for at sende helikoptere videre til øvelser, som indgår i Steadfast Defender 24. I den forbindelse har de brugt Danmark som springsted for det," forklarer Roald Asmussen.

Læs mere om Flyverhjemmeværnets seneste host nation support opgave i Roskilde Lufthavn her​.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring