Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Fuld knald på øvelse Kronhjort

Det er altid en god oplevelse, når enheder inviterer hinanden og bakker op. Det var ikke mindst tilfældet i weekenden 11.-13. august, hvor HVE 275 Djursland afviklede sin årlige øvelse Kronhjort.

01-09-2023

​Tekst og foto: Jacob Munkholm

Feltsengene er stillet op to forskellige steder på den gamle gårds område. Et hold ude i laden og et inde i stuen. Det ene er stillezone, det andet forbeholdt de snorkende. Forskelligt grej og soveposer ligger i bunker rundt omkring.

"Men det var alligevel stillezonen, der begyndte at snorke først," griner én af folkene fra HVE 275 Djursland som en kommentar til øvelsens første nat, hvor folkene ikke fik ro før langt over midnat.


Det er nu dag 2 på øvelse Kronhjort, en årligt tilbagevendende begivenhed af tre dages varighed, hvor eskadrillens færdigheder testes. Alle flyverhjemmeværnseskadrilles kernefunktioner trænes og evalueres - AKP, patrulje med og uden hund, carsearch, radiokommunikation, pludselige ildoverfald, you name it.  

I alt 25 frivillige har valgt at tilbringe weekenden i øvelsesterrænet ved Skive, hvortil den djurske eskadrille har forskudt sine aktiviteter. Men i geledderne finder vi også frivillige fra andre enheder, for eskadrillechefen, kaptajn Finn O. Pedersen har sendt invitationer ud til naboerne. Og han er godt tilfreds med opbakningen:​

"Jo flere, der deltager i øvelsen, desto bedre bliver den. Der hersker en god energi, og vi får samarbejdet på kryds og tværs. Det blev ikke til så meget søvn i nat og folkene blev purret tidligt i morges, men så må man jo få slappet af ind imellem de forskellige aktiviteter og vagttjeneste. Det er en del af det. At presse folk en smule," forklarer kaptajnen.


Vi tæller enhedsmærker på højre overarm og finder - udover gutterne fra Djursland - folk fra både HVE 277, HVE 266, HVE 287 - foruden en enkelt søulk fra HVF 114. Ikke mindst en livlige, insisterende, højtråbende og - skal det siden vise sig - hurtigtskydende flok momenter gør det godt og giver soldaterne kamp til stregen i skikkelse af irriterende vandrere, demonstranter og paramilitære krigere iført tyr, jeans og t-shirt. Naturligvis bevæbnet til tænderne.

I dag, lørdag den 12. august, afsluttes med certificering til Beredskabsstyrken 2024. Alle består, selvfølgelig. Sådan!

Men hvem ved - måske kommer fjenden tilbage i nat? Mon ikke ...

 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring