Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Peter Dyhr fra HVE 277 Karup ved en af posterne

Konkurrence på tværs af grænser og værn

Hjemmeværnseskadrille 277 Karup har for 3. gang afviklet Karup Stream Challenge – en konkurrence for alle, der har lyst til at blive udfordret i sine færdigheder.

12-11-2019

​​Af Elise Christensen

Fotos: Jens Thybo og Elise Christensen


En lørdag i oktober var dagen, hvor 4 enkeltløbere og 5 makkerpar fra hhv. Flyverhjemmeværnet, Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og fra venskabskonkurrenceholdet fra Nordrhein Tyskland trodsede regnvejret og begav sig ud på en 8 km opgavemarch.


Skydning, "Tired", "The jungle", Punktorientering, "El Camino", Overraskelse, Fast track memory, "Albuen", "The Snatch", "Skovens dyb", Ild og bevægelse, Vandløbssprint, Søerne, "Bøhlandet", Tagfat og Huskeorientering var alt sammen noget, deltagerne skulle igennem på den 8 km lange bane.

Efter indskrivning og instrukser blev deltagerne sendt ud på ruten med tidsintervaller. På ruten stod hjælpere parat til at guide dem på de forskellige poster, hvor de fik trænet og mere til i deres færdigheder. På ruten fik de en dejlig overraskelse, nemlig posten, hvor Valde og Birthe fra HVE 277 Karup stod klar med en varm grillpølse og en kold cola – gode vitaminer til resten af ruten, der var en våd oplevelse lige fra start til slut.


Posterne var bygget op, så de indeholdt en sjov historie eller skør drejning, men der var brug for ens militære kompetancer i dem alle.

På posten "skydning", sendte Frans H og Winnie dem igennem "Starshot", en super fed skydning på kort hold.

På posten "Tired", skulle de skulle nedkæmpe et ammunitionspunkt/stilling ved at snige sig ind på punktet, grave sig ned (liggende) og kaste 4 Ø-HGR (liggende). Hvis de ikke ramte stillingen, skulle de kravle frem med en sprængladning (to mursten i en gammel signaltaske), og bortsprænge stillingen. Det var ikke mange, der undgik den kravletur.


På posten "Junglen" skulle de krydse vandløbet to gange.

På posten "Punktorientering" skulle de følge en 500 meter lang snor, hvorpå der hang en post i ny og næ. Når de fandt en post, skulle de med en lille nål prikke hul i deres medbragte kort til det formål.

På posten "El Camino", skulle de hen til en klippepost som lå i en kanal.

På posten "Fast Track Memory" skulle de gennemløbe en markeret rute så hurtig som muligt. De ville passere 5 punkter, hvori der lå en genstand. 3 ting skulle huskes for hver post, og intet måtte nedfældes på papir, før efter gennemløbet.


På posten "Albuen" skulle de finde en en smuk post ned ved åen.....lige på den anden side af et vandløb.

På posten "The Snatch" skulle de hjælpe en agent med at erhverve sig informationer fra en spion. Mens spionen sweepede sin "postkasse" havde de 4,5 minut til at snige sig ned til spionens bil, kopiere så mange af oplysningerne som muligt.

På posten "Skovens dyb" skulle de finde en klippepost.

På posten "Ild og bevægelse" skulle de generhverve en stjålen kasse med "Spidsen af en Jet-jager". Kassen stod nede i en bevogtet bunker. De sneg sig ned i bunkeren og fandt kassen, som var pokkers tung. De fik slæbt kassen op fra bunkeren og skulle til at løbe væk, da de blev erkendt.

De måtte kæmpe sig ind i skoven og væk ved hjælp ild og bevægelse.  

På posten "Vandløbssprint" skulle de løbe 50 meter i et vandløb, som gik under vejen og samtidig med skulle se, hvor de gik. De skulle mødes med en tolk, som var gået lidt i forvejen på en patrulje. Desværre så han sig ikke for og trådte på en IED. Så her skulle de i gang med at yde førstehjælp. 



På posten "Søerne" skulle de finde en klippepost, og det var lidt bøvlet at komme dertil.

På posten "Bøhlandet" skulle de finde en post, og det var sumpet at komme dertil.

På posten "Tag Fat" skulle de lege tag fat.

På en post var plottet, at de skulle snige sig ind i et virus inficeret område og sikre sig noget serum. Landet var ramt af en forfærdelig epidemi, så det serum var vigtigt. Desværre havde man mistet forbindelsen til den bil, som skulle bringe serumet frem. Derfor skulle de finde det. Eneste vej ind i området var ned igennem et vandløb. Da de kom frem til bilen og havde fundet det vigtige reagensglas, blev de angrebet af Zombier. Disse kunne selvfølgelig ikke dø.



På posten "Huske orientering" skulle de finde 5 poster ved hjælp af hukommelsen.

Selv om ruten egentlig var 8 km, blev det til 17 km i gennemsnit. Der blev brugt alt fra 6 timer til 

11 timer for at gennemføre løbet. Det var mange timer på farten, mens man var våd fra top til tå.

Efter at alle var kommet i mål og alle havde fået et varmt bad var der fælles spisning for alle samt præmieoverrækkelse.

Vinderen af enkeltmandskonkurrencen blev Peter Dyhr fra HVE 277 Karup og han vandt et dæk fra en Merlin Helikopter.

Vinderne af makkerpar blev Jesper og Mikkel fra Skanderborg og de vandt en ammunitionskasse med granit og cement malet i ægte guldspraymaling med hjem, for andet år i træk.

Forud og efter konkurrencen havde jeg spurgt 3 af deltagerne, hvad deres forventinger var, og om de blev indfriet:

 

Peter Dyhr fra HVE 277 Karup – det skal være en god oplevelse. Jeg har ikke prøvet det før, så jeg vil gøre mit bedste. Jeg skal nok komme til kort nogle steder, men jeg ved også, at andre steder skal det nok være en fordel, at jeg er god til orienteringsløb. Jeg er ikke den mest aktive i eskadrillen, men glæder mig til at få nogle ting opfrisket.

Jeg deltog i konkurrencen for at teste mig selv. Ikke med håb om at vinde noget, da det var første gang, at jeg deltog i denne type konkurrence, men mere om jeg kunne huske OG bruge de ting, som jeg er blevet uddannet i. Kald det en lille kontrolprøve af mine Q'er. Og ja, forventningerne blev indfriet! At blive jagtet af zombier er kun en lille del af konkurrencen (men sjovt), og de simple discipliner, som at finde vej, bruge sin fysik og tænke under pres, blev testet i militærfaglig ramme. Jeg mener oprigtigt, at enhver HJV'er kan deltage, blive udfordret og lære noget om sig selv. Jeg er klar igen sidste weekend i oktober 2020 og håber på mere regn og vand.

 

Rene Jørgensen fra HVE Karup – det er 2. gang, jeg deltager og mine forventninger er at give den gas, og se om jeg kan gøre det lige så godt som de sidste 2 år. Konkurrencen er større i år, da der er flere deltagere.

Jeg synes, bestemt jeg fik forventningerne indfriet. Ruten var rigtig fed og hård. Og vejret gjorde ikke rigtig noget. Man lagde ikke mærke til, at det regnede, når først var i gang. Det lykkedes mig jo desværre ikke at forsvare min titel, men feltet var også rigtig stærkt i år, må man sige.

Jeg vil sige, jeg er stor set  tilfreds med egen præstation, men der var dog et par kiksere, jeg er træt af.

 

Martin Dam Brâuner fra HVE 277 Karup – jeg har været med til Karup Stream Challenge (KST) i 3 år. De første 2 år som en del af holdet, der skulle få det løbet af stablen. Jeg var med som hjælper på flere fronter. I år havde jeg en kæmpe lyst til selv at prøve kræfter med turen gennem Karup Ådal. Jeg vidste jo godt, hvad Steen kunne finde på af finurligheder fra de forrige år, og derfor vidste jeg også, at det ikke bare er noget, man gennemfører. De sidste 2 år har Rene, min gruppefører taget trofæet og førstepladsen, og i år havde jeg bestemt mig for, at han skulle have kamp til stregen. Så inden løbet startede, blev jeg spurgt, hvad mine forventninger var til løbet, og det var 1: ikke slutte sidst og 2: slutte bedre end Rene 🙂 og 3: at blive våd.

Den sidste var jeg 100% sikker på ville ske Jeg kendte lidt fra de forrige år og jeg havde også hørt om en vandløbssprint. Derudover sagde vejrudsigten 100% regn hele dagen.

Men jeg var bestemt ikke sikker på de andre forventninger. Vi var 4 der startede i klassen single løbere, så jeg ville gøre alt for at give de andre kamp til stregen. Løbet var små 9 km. i luftlinje. Dog rundede mit ur 16,3 km., før jeg 5 timer og 23 minutter senere krydsede målstregen.  Der var 17 poster, hvoraf de 8 var bemandede. Posterne var en blanding af alle de militære færdigheder, jeg har opnået igennem årene, ligefra skydning, førstehjælp, ild og bevægelse til orientering og udholdenhed. Det var fedt at få lov at bruge alle disse færdigheder på en dag.

Så det var en træt mand med smil på læben sidst på dagen, der fik alle sine forventninger opfyldt. Jeg sluttede nummer 2 lige foran Rene 🙂 og oveni dette vandt jeg faktisk også vandløbssprinten. Så alt i alt var det en virkelig god dag, hvor jeg virkelig fik brugt alle mine militære kundskaber, hvilket ikke sker hver eneste dag. Så et tak til Steen og hans hold for endnu engang at arrangere et gennemført og detaljeret KSC, hvor der var styr på alt ned til mindste detalje.​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring