Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Flyverhjemmeværnet sørgede for sikkerhed ved årets største airshow

Tusinder af mennesker har i dagene 18.-20. august lagt vejen forbi Roskilde Airshow og stiftet bekendtskab med Flyverhjemmeværnet, der havde til opgave at stå for bevogtning ved flightline og var til stede i udstillingsområdet.

27-08-2023


Tekst: Poul Monggaard
Foto: Lærke Weensgaard

19.000 mennesker valfartede til Roskilde Lufthavn, da årets største airshow blev afholdt.

Under Roskilde Airshow spillede Flyverhjemmeværnet en central rolle. De frivillige soldater stod for en stor del af sikkerheden ved at gennemføre bevogtning af flightline og anden generel støtte til lufthavnen.


"Vi har endnu engang oplevet, at Flyverhjemmeværnet yder en professionel og kompetent støtte, hvor opgaverne er løst både med øje for sikkerheden i forbindelse med flytrafik og med øje for at give gæsterne en god oplevelse - både i planlægningsfasen samt under afvikling," lød det efterfølgende fra Kim Sylvander, operativ leder i Roskilde Lufthavn.


Opgaven krævede soldater fra mange forskellige eskadriller, som tog en weekenden ud af kalenderen.
"Jeg oplevede et godt forløb, og vores soldater ydede en enestående indsats og fik tingene til at lykkes," lyder det fra eskadrillechef Rico Hansen, der var en del af ledelsen af bevogtningen.


Fordomme nedbrudt
Udover en lang række imponerende flyopvisninger bød airshowet også på et vidtrækkende udstillingsområde, hvor de besøgende blandt andet kunne besøge en stor stand fra forsvarskoncernen. Side om side med Flyvevåbnet stod Flyverhjemmeværnets udstillingsstand.


"Den tæthed, vi har til Flyvevåbnets stand, giver vores samspil legitimitet. Det understreger, at Flyverhjemmeværnet og Flyvevåbnet sætter pris på hinanden. Vi har med vores deltagelse kunne fjerne mange fordomme hos publikum," fortalte Patrick Stryhn, der var med til at planlægge og gennemføre udstillingsstanden.

På standen kunne de besøgende blandt andet prøve en kampvest og kigge nærmere på Flyverhjemmeværnets Defenderfly, der var på static display.

Indsatsen i udstillingsområdet resulterede ikke kun i ny viden om Flyverhjemmeværnet, men også i besøgende, som gerne ville have en fritid i uniform. ​


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring