​
 

I dag fandt bisættelsen sted fra Kapellet på Hjørring Kirkegaard, hvor musikkorpset mødte talstærkt op og spillede til to salmer og et enkelt musikstykke til ære for Frantz. Tidligere kompagnichef og nuværende menige medlem Per Rudolf Nielsen, ser her tilbage på de næsten 50 år, hvor Frantz var med i Musikkorpset.​

Frantz startede i musikkorpset i 1970 sammen med sin far Edvind Andersen. Familien flyttede til Hjørring, hvor hans far var startet på ”Optikerværkstedet på Parkområdet”. Familien (Meta, Edvind og Frantz) boede først i et hus på Havreholm i Høgsted, senere flyttede de til en lejlighed i Bispensgade i Hjørring, en lejlighed Frantz boede i næsten hele sit liv. Edvind fik lov at tage sin søn med til musik i Hjemmeværnet, han var endnu ikke konfirmeret. Frantz havde lært at spille cornet af sin far og fik lov at spille med ved musikøvelser og senere til enkelte koncerter. Jeg husker tydeligt, at vi samlede sammen til en konfirmationsgave til Frantz i foråret 1971. 

Da Frantz fyldte18 år blev han medlem af Hjemmeværnet og fik sin uniform. Efter at jeg blev udnævnt til chef i 1982, aftalte jeg med hans far, at han kunne komme på grundkursus og senere på gruppeførerkursus (efter Frantzs eget ønske), han gennemførte både GF 1 og GF 2, kurser som hans far sagde, han virkelig havde godt af. Frantz fik job på ”Parkområdet” som civilarbejder, her endte han på håndvåbenværkstedet, et sted han var glad for at være, han var der lige til han måtte gå på førtidspension.

I Hjemmeværnsorkesteret skiftede Frantz instrument og begyndte at spille på trombone, et instrument han tog specialundervisning på ved en privatlærer. Man skulle tro, at Frantz ikke ville kunne spille på trombone, da han i en meget tidlig alder havde fået gebis. Men stædighed og gå på mod gjorde, at det lykkedes ham at lære instrumentet.

Frantz fik rollen som nodearkivar og fik sit eget lokale på loftet, her brugte han rigtig mange timer. Det var et arbejde han gik rigtig meget op i, men det var svært for ham at leve op til sine egne ambitioner. Han blev lidt stresset, hvilket ikke skulle være nødvendig for et fritidsjob.. 

Frantz og jeg har haft rigtig mange oplevelser sammen, vi var ikke altid enige, men fandt dog altid ud af det sammen, som jeg ofte sagde til ham, ”vi behøver jo ikke at elske hinanden, men derfor kan vi jo godt tale pænt om og til hinanden”. Det blev et udtryk vi ofte vendte tilbage til, ikke bare i forholdet mellem os, men også overfor andre. 

På vores korpsturer fik Frantz i de senere år problemer med at marchere, hvilket selvfølgelig gik ud over hans helhedsoplevelse af turene. Jeg vil dog sige, at han gjorde det så godt han kunne og var heller ikke bange for at gå bare lidt længere en han egentlig ville/kunne. Frantz måtte de seneste år opgive trombonen p.g.a. problemer med sin arm/hånd, han begyndte at spille 2. baryton og senere flyttede han til 1. baryton. 

Frantz havde en passion for elektriske dimser (det var mine ord til ham), nærmere betegnet gik han meget op i at samle på lyd, det kunne være fra koncerter eller fra musikøvelserne, som han brugte til hjemmeøvelser. Frantz havde et ret avanceret optage udstyr og var meget flink til at dele sine optagelser med resten af orkesteret. 

Til sidst vil jeg nævne at Frantz havde en formidabel hukommelse. Sommetider skulle man som chef passe på, hvad man sagde, han kunne efter flere år pludselig sige ”det sagde du da ikke dengang”, når man så langt om længe fandt ud af, hvad han mente, var det bare med at komme i gang med at forklare, hvad der kunne have ændret sig siden da. 

Jeg er glad for at jeg fik en rigtig god og lang snak med Frantz, da jeg ringede til ham lige før jul, mens han var på Farsø sygehus, vi kom – som vi plejede – rigtig langt omkring. 

Som det fremgår har jeg kendt Frantz i næste 50 år, han vil blev savnet på mange måder. 

Æret være hans minde.