Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Oberst Kern Oddershede, chef for Flyverhjemmeværnet

Flyverhjemmeværnets hunde

En samtale med chefen for Flyverhjemmeværnet om brug af hunde.

08-11-2020

​Af Jan G. Andersen, LDIOF Team N

Jeg har talt med chefen for Flyverhjemmeværnet, oberst Kern Oddershede, om hans holdning til Flyverhjemmeværnets hundetjeneste og brugen af hunde i Flyverhjemmeværnet.

Obersten ser hunde som en af Flyverhjemmeværnets skarpeste kapaciteter. Der stilles nemlig klare operative krav til hundene, som man kun kan nå, hvis hunden har evnerne og føreren er dedikeret. Samtidigt skal hundene være certificerede (mønstrede), før Flyverhjemmeværnet reelt kan anvende dem. Dermed fremstår hund og fører som en troværdig kapacitet. De har bevist, at de kan noget.

Chefen er meget positiv over den igangværende proces, hvor – i første omgang – en lille håndfuld af Flyverhjemmeværnets hunde skal mønstres efter forsvarets standarder, så de kan anvendes direkte sammen med Flyvevåbnets enheder. Han ser dette som en del af det ”operative løft”, Flyverhjemmeværnets enheder opnår gennem det tætte samarbejde med Flyvevåbnet.

”Det er netop en af mine pointer om at være Flyvevåbnets hjemmeværn.

Flyverhjemmeværnets kapaciteter skal være troværdige set med Flyvevåbnets øjne”. Siger Kern Oddershede.

”Mine egne erfaringer med operativ brug af hunde i Flyvevåbnet stammer fra min tid som chef for en HAWK eskadrille (luftværnsraket enhed). Når vi deployerede feltmæssigt var det hunde, der afsøgte vores sites før, vi rykkede i stilling, og hunde der bevogtede os, når vi opererede (var klar til at skyde fly ned). På den baggrund er det derfor helt naturligt for mig, at opfatte hunde som et af de vigtige værktøjer i værktøjskassen til bevogtning af flyvevåbenenheder”.

Obersten understreger, at Flyverhjemmeværnet hele tiden skal have egnede unge hunde og engagerede yngre førere på vej i træningssystemet for at kunne opretholde en passende operativ kapacitet, men at hundetjenesten naturligvis er forankret i de erfarne hunde, førere og instruktører.  

Afslutningsvis udtrykker chefen, at han værdsætter det store arbejde og engagement som instruktører, førere og hunde lægger i den daglige træning til gavn for Flyverhjemmeværnet og Flyvevåbnet.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring