Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Jacob Bolding læser medicin på Syddansk Universitet i Odense.

Mesteren af de mange kunster

En af Flyverhjemmeværnets helt unikke og uundværlige soldater er Jacob Bolding. I en alder af blot 23 år er han, ved siden af medicinstudiet, både soldat i Flyverhjemmeværnets security force og rekrutteringsspecialist, begge i Hjemmeværnseskadrille 240.

19-03-2024



Tekst: Vanessa Alexandra Kjær​

I løbet af de seneste 3 år er Hjemmeværnseskadrille 240 i Odense gået fra 3 til næsten 40 medlemmer. Der er flere grunde til, at denne eskadrille har haft kraftig vokseværk. Én af dem er kommunikations- og rekrutteringsstrategien, som blev indført af Eskadrillechef Kjeld Houmøller.

Jacob Bolding har i 8 måneder været en del af rekrutteringsspecialisterne, så han kender godt til strategien. Han bruger sit talent og interesse inden for kommunikation til at tiltrække folk til eskadrillen, fordi han også er personligt interesseret i at hverve så mange medlemmer som muligt.

"Én af goderne, som jeg får ud af at rekruttere er, at vi i eskadrillen kan lave flere fede øvelser, hvis vi er flere mennesker," siger han.

Kommunikationsstrategien​ baner nye veje

Det er ikke altid nemt at rekruttere nye folk til Flyverhjemmeværnet. Man bliver ofte mødt af gamle fordomme om Hjemmeværnet, selvom de langt fra holder stik i virkeligheden.

Fordommene kan være svære at ryste af sig, især hvis der bliver lagt indhold ud på sociale medier, som egentlig kun er rettet mod eskadrillens nuværende soldater.

Det er vigtigt, at alle i eskadrillen er oplyste om kommunikationsstrategien, så de ikke deler opslag, som ikke er en del af strategien. Det kan ellers, set udefra, give et indtryk af usammenhængende ordrer og manglende struktur, trods hensigten med at dele opslaget, mener Jacob Bolding.

Han vil gøre op med den nuværende kultur, hvor der deles opslag uden relevans for nye ansøgere på eskadrillens kanaler, som en del af kommunikationsstrategien.

"Jeg lægger kun ting op, som er relevante for ansøgere. Vi vil gerne vise folk ude fra noget action, og at der er styr på tingene. Vi vil vise det rigtige Flyverhjemmeværn," siger Jacob Bolding.

At have en sammenhængende, målrettet kommunikationsstrategi er et skridt i retningen mod et voksende Flyverhjemmeværn.

Et afbræk, når hverdagen bliver presset

Man ville nok ikke være alene, hvis man sad og undrede sig over, hvordan en ung mand som Jacob Bolding har tid til at passe sit studie, venner og samtidig besidde to stillinger i Flyverhjemmeværnet, og om det lykkedes ham at have så mange bolde i luften. Det korte svar er ja.

Jacob Bolding kan ikke forestille sig en dag, hvor han ikke bruger tid i Flyverhjemmeværnet. Når hverdagen går for meget op i anatomi og eksamenslæsning, er det et tiltrængt afbræk for ham at komme ud og bruge krudt på noget helt andet.

"Når jeg synes, at studiet er lidt træls, så går jeg og drømmer om både at blive officer i hæren, eller at lave noget med kommunikation eller marketing. Her kan jeg udleve begge drømme," siger han.

Det bliver tydeligt, at det ikke har været spildt arbejde i Flyverhjemmeværnet, for Jacob Bolding. Eskadrillen vokser, uddannelserne bliver bedre og øvelserne bliver federe.

"Ambitionerne er høje, sammenholdet er fedt og uddannelserne er gode. Vi prøver altid at gøre det rigtig fedt at være her," siger han.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring