Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Ingen F-35 ankomst uden Hjemmeværnet

En uundværlig indsats fra 48 frivillige hjemmeværnsfolk var med til at gøre det muligt at afvikle den officielle modtagelse af de første danske F 35-kampfly på Flyvestation Skrydstrup.  Over 8000 gæster og 500 VIP’s deltog. Læs reportage fra dagen her.

05-10-2023

​​​​

Tekst: Jacob Munkholm Jensen​
Foto: Christer Holte

De er limen, der holder det hele sammen - fra den første klargøring lørdag morgen til nedtagning og oprydning er afsluttet sent søndag eftermiddag. 33 frivillige soldater fra Flyverhjemmeværnet, støttet af 15 soldater fra Hærhjemmeværnet, udgør kaptajn Thomas Paaskes styrke under det stort opsatte First Aircraft Arrival på Flyvestation Skrydstrup søndag d. 1​. oktober. Under arrangementet, hvor Danmarks første F-35 kampfly officielt bliver overleveret til Forsvaret, spiller Hjemmeværnet en central rolle: For hvordan håndterer man ellers tusindvis af mennesker i bil, på cykel og på gåben, der alle skal have scannet en billet, som alle skal gelejdes tværs gennem et topsikret militært område uden at lave trafikpropper og uden at fare vild på halvvejen?


Antallet af gæster når op på mere end 8000 og derudover også 500 VIP's. De frivillige soldater står klar, da portene til flyvestationen åbner klokken 09.00, og køerne af både biler og gående så langt øjet rækker sætter sig i bevægelse.

“Vores bevogtningsassistenter støtter på lige fod med flyvestationens faste bemanding, og de går godt i spænd sammen. Det er jo dygtige og erfarne folk, og det samme gælder alle dem, der håndterer parkeringsanvisning og adgangskontrol," fortæller kaptajn Thomas Paaske, som har ansvaret for hele holdet.

Dagen er kulminationen på to måneders minutiøs forberedelse, og alligevel tager han alting med den gode leders knusende ro. Med både spritnye kampfly til milliarder, kongelige gæster og den ekstra risiko på grund af krigen i Ukraine er sikkerheden i top. For de frivillige bevogtningsassistenter betyder det f.eks. skarpladte pistoler i hylsteret.



Ligeværdige partnere
Til daglig er Thomas Paaske chef i Hjemmeværnseskadrille 284 Skrydstrup, så samarbejdet med Flyvevåbnet falder ham helt naturligt. Det har han prøvet mange gange. Der i øjeblikket er stor efterspørgsel på de frivillige til mange forskellige typer af opgaver og øvelser, men det betyder noget, når det drejer sig om direkte støtte til Flyvevåbnet, der er Flyverhjemmeværnets såkaldte moderværn:

 “Så ofrer man sig lige en ekstra gang og tropper op. Vi mærker jo, at Flyvevåbnets faste personel ser os som ligeværdige partnere, og jeg møder stort set ikke andet end velvilje fra dem," siger han.

Den
nærmest uendelige strøm af gæster fra nær og fjern fortsætter langt op ad formiddagen, og trods ventetid og til tider truende skyer i horisonten, mødes vi igen og igen af utallige smil og venlige nik.


Vi følger med gæster ud til arrangementet udstillingsområde. Det er fyldt med mennesker omkring flyvemaskiner i forskellige aldre og typer. Der er både helikoptere, jet- og træningsfly og så selvfølgelig den smukke rød-hvide F-16 med kendingsmærket E-191 “Dannebrog." Flyvevåbnets ansigt udadtil. I hvert fald indtil i dag.

For så - pludselig og med tilbageholdt åndedræt - ser vi hende, dagens æresgæst. Hun står så tæt på, at man næsten kan røre ved hende. En Lockheed Martin F-35/A. Kæmpestor er hun, mere uhyggelig, ja, nærmest truende end ligefrem pæn og slet ikke elegant som sin meget ældre dannebrogs-malede søster.

Men helt utrolig effektiv. Og kostbar.

Lyseblå og grønne soldater står sammen
Blandt dem, der står post ved én af de i alt fem indgange og dirigerer i hundredvis af biler, er Louise Andersen. Hun er til daglig hundefører i Hjemmeværnseskadrille 277 i Karup, men støtter gerne på skarpe opgaver så snart hun har tid til det, også selvom hun skal køre langt efter dem. Men i dag var alligevel noget særligt:

“Det er jo kæmpestort. Grunden til at jeg valgte Flyverhjemmeværnet var min interesse for fly, så selvfølgelig var jeg klar til at tilbyde min støtte bare for at få lov til at se en F-35 in action," siger hun og smiler, da vi møder hende på sin post.

Hun har netop observer
et en F-35 lette med et brøl. Hendes dag er reddet, og nu må det såmænd godt begynde at regne for hendes skyld.


Inde i selve udstillingsområdet myldrer det med mennesker. I græsset er der opstillet forskellige udstillinger. Flyver- og Hærhjemmeværnet har placeret deres lyseblå og olivengrønne pavilloner tæt sammen og deles om gæsternes opmærksomhed. Der er dog ikke tale om et rekrutteringsarrangement, bedyrer uddannelsesstøtteofficer ved Hjemmeværnseskadrille 284 Skrydstrup, premierløjtnant Brian Nonbo. Men folk er nysgerrige og stiller mange spørgsmål til de to værns forskelligartede opgaver.

 “Vi flyvere opererer inden for hegnet på landets flyvestationer, og hærfolkene sørger for alt det, der sker på ydersiden. Sådan fordeler vi som udgangspunkt opgaverne," siger han.

Akkurat i dag deles dog både blå skråhuer og grønne baretter om vældet af opgaver på hegnets inderside.



Fremtiden og koldkrigerne
Pludselig flækker himlen i et flertonet brøl, og ud af skyerne kommer fire kampfly – to af de nye og to af de gamle – til syne i stram formation. Tusinde mobilkameraer flakker mod himlen og blitzer på én gang, mens de to nye F-35'ere bryder ud af formationen, vender rundt og forsvinder - for så med ét at passere hen over folkemængden i endnu et brøl.

Den forreste kipper med vingerne og krænger hårdt mod bagbord. Forsvinder igen. Et par minutter efter kommer den rullende ad landingsbanen i en vibrerende sky af udstødning. Det dufter sært af jetfuel og asfalt, berørt af støvregnen. Så lander de to gamle F-16, men uden at tiltrække sig opmærksomhed. De fyrreårige koldkrigere fortrækker stilfærdigt ad rullebanen og overlader scenen og al dens glamour til de unge F-35.


Arrangementet er forbi. Gæsterne myldrer mod parkeringspladserne, som langsomt tømmes. Det vrimler med røde baseballcaps med Lockheed Martin-logoer. En undtagelse er 23-årige Simon Mandau, som vi møder ved vejen. Hans cap er i multicam, og han har gjort tjeneste som menig i Hjemmeværnseskadrille 284 Skrydstrup gennem cirka halvandet års tid, siden han efter værnepligten lod sig friste af Hjemmeværnets reklame. Du ved nok, den dér med “Savner du også livet i uniform?"

Det gjorde Simon Mandau og heldigvis for det. Hele formiddagen har han dirigeret trafikken, men er nu rykket lidt tættere op mod startbanen for at få et smugkig på den maskine, som alle er kommet for at fange et glimt af. Han evaluerer dagen:

“Det er gået rigtig godt. Folk har generelt været glade, og der har været en positiv indstilling til tingene, også selvom det sommetider er gået lidt langsomt på grund af trafikken," konstaterer Simon Mandau, som har været i gang siden solopgang, og hvornår dagen slutter, aner ingen endnu.


Vi trasker med de sidste gæster tilbage mod hovedvagten. Det tynder ud i antallet af biler og cyklister, der vinkes ud, og én af Flyvevåbnets store Merlin-helikoptere letter fra et sted bag træerne og brummer sydpå.

Først nu begynder regnen så småt at tage til.

Kaptajn Thomas Paaske kommer for at tage afsked, og han ser lettet ud. Mission completed. Og mere end det, skal det vise sig, for som ved en pludselig indskydelse - og faktisk efter at fotografen er begyndt at nedbryde sit Nikon kamera i hoveddele, trækker han en mønt op af lommen.

 “Og så modtog vi på vegne af hele Flyverhjemmeværnet denne her i dag," siger han med slet skjult stolthed.

Vi rynker bryn og kigger interesserede ned i hans hånd. En mønt, men ikke en hvilken som helst mønt. Fighter Wing Skrydstrups mønt “For helt særlig indsats," står der på den. Velfortjent, tør siges!




Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring